Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Livskvalitet på dagsordenen

Netværkscafeen i kirken i kulturcenter Vendsyssel i Sæsing, får onsdag den 23. januar, besøg af Heidi Lynge Løvschall, der er ergoterapeut og projektleder. Inden frokost, vil hun fortælle om de tilbud der er på det velfærdsteknologiske område.

Hvorfor velfærds-teknologi?
Velfærdsteknologi er hjælpemidler, der kan hjælpe dig som borger eller dine pårørende med at klare flere ting derhjemme selv og dermed øge livskvaliteten.

Det kan også være teknologier, der gør arbejdet lettere og dermed understøtter et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

I Hjørring Kommune ønsker man at gøre teknologi til en del af løsningen på vores velfærd nu og i fremtiden og arbejder således målrettet på at indføre teknologi som en måde at levere service til borgerne på.

Velfærdsteknologi kan være mange ting; skylle-tørre toiletter, videomøder, selvkørende støvsugere, tele-medicin, spiserobotter, robot-katte o.s.v. Når vi indfører velfærdsteknologi er målet, at det skal give mere værdi for borgerne, for medarbejderne og økonomisk.

Livskvalitet – at kunne selv
Velfærdsteknologierne skal medvirke til, at borgerne bliver selvhjulpne i dagligdagen og dermed opnår større frihed og livskvalitet.

Eksempelvis kan borgere, der får hjælp til toiletbesøg, måske klare det selv ved hjælp af et skylle-tørre toilet. Der er også stor værdighed i at kunne klare nedre hygiejne uden hjælp.

Desuden har det vist sig, at skylle-tørre toiletter giver en bedre personlig hygiejne og færre infektioner og hudproblemer.

Trivsel og arbejdsglæde
Det tilstræbes, at teknologierne medvirker til arbejdsglæde og et godt psykisk og fysisk og arbejdsmiljø med fx færre tunge løft og skader, hvilket f.eks. loftlifte medvirker til.

Bedre udnyttelse af ressourcer
Velfærdsteknologier skal medvirke til at effektivisere arbejdet og frigøre ressourcer til andre opgaver. Vi skal sikre os, at vi udnytter ressourcerne optimalt, så vi får mest mulig velfærd for pengene.

Eksempelvis har vi indført selvkørende støvsugere på ældrecentre og bo- og dagtilbud på handicapområdet som erstatning for manuel støvsugning. Det har medvirket til et bedre rengøringsniveau og dermed renere luft samtidig med, at personalet bruger mindre tid på støvsugning.

Innovation
Vi indgår i offentlige-private innovationsprojekter (OPI) med virksomheder og uddannelsesinstitutioner om udvikling og afprøvning af teknologiske løsninger. Det skal bidrage til en højere kvalitet i teknologierne og det skal komme borger og medarbejder til gode.

Populære artikler