Landsbyløb i børnehøjde i Voerså

Landsbyløb i børnehøjde med fart, fællesskab og feststemning i Voerså Børnehus og Stensnæsskolen SFO
Tirsdag den 26. august havde vi den skønneste dag i Voerså Børnehus og Stensnæsskolens SFO da vi slog os sammen for at afvikle landsbyløb i børnehøjde, fortæller Laila H. Pedersen. Landsbyløbet i børnehøjde var forud for landsbyløbet som blev afviklet i Voerså om aftenen. Det blev en dag fyldt med motion, smil og fællesskaber på tværs af alder.
Vi startede med musik og bevægelse, da de store børn fra SFO’en havde ansvaret for opvarmningen. Med rytmer og højt humør fik de store børn hele flokken i gang, og stemningen var i top allerede fra start. Herefter startede selve løbet: 45 minutter med fuld fart, hvor børnene løb så mange runder som de kunne. Der blev spurtet, heppet og kæmpet – og alle var virkelig seje!
Efter løbet samledes vi alle til afslutning i teltet hos Voerså Idrætsforening, som havde sørget for saftevand til de tørstige løbere og SFO’en havde bagt kage til alle. Her blev der uddelt diplom og en lille gave til alle deltagere.
Relationer opstår
Når børn fra børnehaven og SFO’en deltager side om side, opstår der noget helt særligt: de små ser op til de store, og de store vokser med ansvaret og rollen som forbilleder. Det skaber tryghed, samhørighed og en følelse af at høre til – og relationer styrkes på tværs af alder.
En særlig tak skal lyde til de mange frivillige hjælpere, som var med til at få det hele til at glide.
Landsbyløbet i børnehøjde blev ikke bare en dag med motion, men også en fejring af fællesskab, samarbejde og relations dannelse på tværs af alder.

