På en regnvåd eftermiddag manglede kun vindheksene da jeg ”red” gennem Præstbro. Vor-herre-bevares, her kan man da ikke bo og hvor er folk henne? nåede jeg at tænke inden Lenettes Blomsterbix dukkede op gennem duggede ruder.
Anledningen til mit ophold i Præstbro skyldtes faktisk, at jeg var inviteret af to ildsjæle, Kirsten og Ida. De mente begge, at jeg ville have stof til en god artikel hvis jeg dukkede op onsdag til café og snak. Da min redaktør gerne vil have lokalkolorit på sprøjten, sagde jeg straks ja til invitationen. Og til trods for førstehåndsindtrykket af Præstbro blev jeg ikke skuffet.
Glem Livsens Ondskab, Livets gang i Lidenlund og Matador
I Præstbro har de to ildsjæle, Ida og Kirsten, gjort op med fremmedgørelsen/sig selv nok trenden i Danmark. Hver onsdag mellem eftermiddag er der cafe i Lennettes Blomsterbix. Blomsterbix er stærkt underdrevet i denne forbindelse. Vel er der blomster, afskårne ++, men der er også mange andre livsstil ting og sager i de store, lyse og venlige lokaler. Cafeen tjener flere formål. Men i hovedsagen drejer det sig om, at folk på landet lærer hinanden at kende igen. Og det næste er, at tilflyttere kan lære de lokale at kende på den gode måde hvor man mødes i øjenhøjde, hjælper hinanden og skaber kontakter. Med andre ord bliver den moderne rastløshed mellem glatte skærme og dagligt besvær gjort nærværende, relevant og håndterbar. Her er ingen sladder, men tværtimod varme og en udstråling af, at her vil man hinanden.
Ikke raketvidenskab men almindelig medmenneskelig foretagsomhed og omtanke
I udgangspunktet mente Kirsten og Ida, at mennesker ude i de små landsbyer på landet ikke kendte hinanden mere som i gamle dage. Så for halvandet år siden etablerede de cafeen i blomsterbixen. De ca. 270 indbyggere i Præstbro har stort set alle taget godt imod initiativet. Så på en god onsdag kommer der mellem 10 og 15 gæster i cafeen til kaffe og kage, som Kirsten og Ida står for. Det hele fås for en flad tyver. Et eventuelt overskud går til byforskønnelse eller andre gode formål. Tilflytterne, som har luret de billige huspriser, korte afstande til motorvej og større byer har også stor glæde af cafeen. På den måde er de ikke fremmede og deres børn kan finde nye legekammerater.
Der er puls i landsbyen
Under det lidt søvnige dække gemmer der sig et pulserende liv og en spirende iderigdom i Præstbro. Man kan også sige, at hvor der er vilje er der også vej. Og den vej står Kirsten og Ida på. De arrangerer koncerter, events og andre fælles oplevelser i Præstbro. Sussi og Leo er på vej, i sommers var der Country og western event og flere arrangementer er på vej. Feriecenteret får lejet værelser ud og indehaveren af de flotte veteraner på Retroværkstedet kan indkassere anerken-dende blikke. Og kroen som ellers er lukket genopstår i fordoms pragt for en kort stund.
En ny tidsalder for landsbyerne?
Med Præstbro som det gode eksempel kan man med en vis optimisme håbe og tro på, at den i tidligere tider omtalte ”landsbydød” nu er gjort til skamme og at man har fået øjnene op for sammenhængskraften i de små samfund. Inspirationen er hermed givet videre. Lykke til derude!
KL
