Generalsekretær Daniel Toft Jakobsen fra Mission Afrika cykler i disse dage landevejene tynde for at samle penge ind til udviklingsarbejde i Afrika og Mellemøsten. Torsdag den 10. september gik turen bl.a. til Østervrå, hvor han holdt pitstop hos Mission Afrika Genbrug.
ØSTERVRÅ: Der blev ventet spændt i Mission Afrika Genbrug Østervrå, da generalsekretær Daniel Toft Jakobsen i sidste uge lagde vejen forbi butikken på sin cykeltur gennem Danmark.
I dagens anledning havde butikkens frivillige sørget for kaffe og lækker kage til alle, der kiggede forbi. Derudover kunne man deltage i en konkurrence om et gavekort på 500 kr. til køb af varer i butikken.
En meter for hver krone
Daniel Toft Jakobsen cykler en meter for hver krone, der bliver samlet ind til Mission Afrikas arbejde. Målet er mindst 300 kilometer og så mange besøg som muligt i Mission Afrikas genbrugsbutikker rundt omkring i Danmark.
– Jeg cykler rundt i landet af to årsager. For det første for at besøge de frivillige i vores genbrugsbutikker, og for det andet for at samle penge ind for at sikre fortsat støtte til Mission Afrikas lokale partnere og projekter i Afrika og Mellemøsten, fortalte Daniel Toft Jakobsen.
– Vi har indtil videre samlet omkring 240.000 kroner ind, så det er blevet til en del kilometer, oplyst generalsekretæren, der håber at kunne slutte sidste etape i hovedstaden. Inden besøget i Vendsyssel havde han besøgt 17 genbrugsbutikker og cyklet omkring 235 kilometer.
Ros til de frivillige
Under besøget fik generalsekretæren også lejlighed til at se Mission Afrika Genbrug i Østervrå, og han havde rosende ord til de frivillige for den pæne og indbydende butik.
Det seneste tiltag i butikken er blandt andet flere fag med nye hylder, hvor legetøj og børnetøj har fået en fin og overskuelig placering.
I Østervrå er der næsten 30 frivillige, som på skift møder ind og lægger et stort og engageret arbejde i butikken. – Vores ældste kollega er 98 år, og den yngste er under 60 år, kunne Ingrid Sørensen fortælle dagens gæst.
Pengene gør en forskel
De indsamlede midler går bl.a. til: skolegang og sundhedsarbejde i Centralafrika, unges uddannelse i Nigeria, fredsbevarende arbejde i Cameroun, satellit-tv med kristne budskaber i Mellemøsten og camerounske missionærfamilier i Mali og Senegal.
Godt styrket med kaffe og kage kunne generalsekretæren sætte sig på cyklen igen for at fortsætte sin indsamling i den gode sags tjeneste.
ÅB



