Missionshusene i den forhenværende Sæby Kommune
Af Jørgen Peder Clausager
Præstbro Missionshus
Matr.nr. 32s af Den vestlige Del, Albæk Sogn, Agernvej 2; arkiv j.nr. 837.
Det rummelige missionshus i Præstbro opførtes 1955/56 som afløser for missionshuset ved Albæk Kirke, og indviedes den 29. februar 1956 (skuddagen!) af Indre Missions daværende landsformand, pastor Chr. Bartholdy. Grunden, på hvilken huset blev bygget, var allerede i 1947 blevet skødet fra Jenny Margrethe Nielsen til Indre Missions Samfund i Præstbro og KFUM og KFUK i Albæk. Huset udmærker sig ved at have fuld kælder, som udnyttes til børne- og ungdomsarbejde. I 1988 blev huset tilskødet Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Loftsetagen var forberedt til indretning af en lejlighed, en plan, som vist aldrig blev realiseret.
Missionshuset nedlagt i 1999; det sidste mødearrangement i huset, den 25. november 1999, blev annonceret i Vendsyssel Tidende denne dag; huset er i dag privat beboelse.