Tårs: Som en del af Vendsyssel Festival 2026 inviterer Tårs Kirke tirsdag den 4. august til en stemningsfuld koncert med Jacob Fischer Trio, der præsenterer programmet Summertime.
Den anerkendte guitarist Jacob Fischer får selskab af pianisten Zier Romme Larsen og kontrabassist og sanger Rosa Salamon. Sammen har de sammensat et repertoire, der er inspireret af sommeren og kirkerummet og bevæger sig fra salmer og jazzklassikere til danske sommersange i nye jazzfortolkninger.
Jacob Fischer er en af landets mest erfarne jazzguitarister og har gennem årene spillet tusindvis af koncerter, blandt andet sammen med Svend Asmussen, Finn Ziegler og Hugo Rasmussen. Ved denne koncert har han valgt at omgive sig med to af den yngre generations markante jazztalenter.
Pianisten Zier Romme Larsen er kendt for sit energiske og virtuose spil og modtog i 2023 Ben Webster-prisen – en hæder, som Jacob Fischer selv modtog i 1996. Rosa Salamon har desuden markeret sig som både sanger og sangskriver og udgav sidste år et anmelderrost debutalbum med sit eget band.
Publikum kan se frem til en koncert, hvor jazzens improvisation møder velkendte melodier og sommerlige stemninger i et repertoire, der spænder fra lyriske salmer til internationale jazz-evergreens og danske sommersange.
Koncerten er en del af årets Vendsyssel Festival, som igen i år byder på en lang række musikoplevelser i kirker og koncertsteder rundt om i landsdelen.




