SÆBY: Den 16. august afholdes landet over ”Herregårdenes Dag”. Sæby er også deltager, og det er naturligvis på herresædet Sæbygård dette markeres.
Sæbygård inviterer på to særrundvisninger med fokus på ægteparret Elisabeth Bille (1655-1723) og Holger Pachs (1648-1698). Med fokus på disse giver cand.mag., Ph.D., Pernille Arenfeldt, et indblik i Sæbygårds historie i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet.
I 1668 købte admiral Niels Juel Sæbygaard, som i 1682 blev overdraget til Holger Pachs og Elisabeth Bille i forbindelse med et mageskifte.
Siden Elisabeth Bille og Holger Pachs kom til Sæbygård har herregården aldrig været handlet, og gårdens samling rummer adskillige genstande og malerier fra deres tid.
Stygge Krumpens lysthus
Sæbygård kendes fra middelalderen, hvor det hørte under Børglumbispen Stygge Krumpen. Sæbygård blev ophøjet til stamhus i 1797 af Elisabeth og Otto Arenfeldt og rummer væsentligt herregårdsinventar hovedsageligt fra disse sidste 200 år.
Sæbygård fungerede som Stygge Krumpens lysthus. Her afholdt han sammen med sin elskerinde Elsebeth Gyldenstierne store gilder og jagtselskaber i skovene omkring Sæbygaard. Her var han også tæt på købstaden Sæby, hvorfra han kontrollerede landsdelens handel.
På Sæbygård opleves, hvorledes dagliglivet har formet sig på en nordjysk herregård gennem generationer. Herregården har været beboet af admiralerne Peder Munk og Niels Juel og har siden 1723 været i familien Arenfeldts besiddelse, men er nu overdraget til en fond, idet Julius F.W. Arenfeldt i 1990 vederlagsfrit overdrog Sæbygårds bygninger, voldsted og nære omgivelser til Den selvejende Institution Sæbygaard.
Alle indtægter fra rundvisningerne går til Støtteforeningen Sæbygårds Venner.
Notabene




