Hvad er Barnets Blå Hus?
Barnets Blå Hus er et støtte- og behandlingscenter for børn fra familier i særligt vanskelige livssituationer, som er præget af rusmiddelmisbrug. I Barnets Blå Hus kan børnene få støtte og hjælp til deres hverdagsliv og møde andre børn, der også kan have det svært derhjemme. Fokus er på tidlig indsats og en faglig systematiseret forebyggelse af de problematikker, børnene kan få både i deres barndom og senere i livet.
Børnene er i fokus, men da forældrenes kompetencer ift. børnene er vigtig, så er forældrene også en del af målgruppen. De kan få hjælp til at styrke deres forældrekompetencer og sociale færdigheder. Desuden kan de deltage i samtaleforløb omkring familieproblematikker.
Barnets Blå Hus tilbyder (med lokal tilpasning):
– Psykologsamtaler, individuelt for børn eller forældre samt for hele familien.
– Samtalegrupper for henholdsvis børn og forældre.
– Musikterapi, individuelt for børn, for hele familien eller i grupper.
– Ugentlig forældrerådgivning med oplæg og samtale omkring forældrerelaterede emner.
– Et værested, hvor børn og deres forældre kan komme i eftermiddagstimerne.
– Fællesspisning for hele familien to gange om ugen.
– Udflugter og aktiviteter for hele familien, særligt i weekender og omkring ferier og højtider.
– Forskellige sociale gruppeaktiviteter på ugentlig basis.
– Sommerferie (pt. samles penge sammen så børnene kan få en tur i Fårup Sommerland).
Barnets Blå Hus har et nært samarbejde med flere forskellige både kommunale og ikke-kommunale tilbud. Samarbejdet kan se meget forskelligt ud, alt efter hvilken samarbejdspartner der er tale om. Det kan være fagligt samarbejde omkring familier, der har behov for Barnets Blå Hus’ tilbud, f.eks. med en hjemmehos’er, bostøtte, socialrådgiver eller trivselslærer. Samarbejdet kan også bestå i faglig sparring med andre organisationer, der arbejder med lignende målgrupper.
For arbejdet i Barnets Blå Hus nævner vi her følgende generelle vilkår, som er relevante for samarbejdspartnere:
Det er muligt at henvise til Barnets Blå Hus, men der er intet krav om visitation for at benytte tilbud i huset.
I Barnets Blå Hus kan børn og forældre være anonyme (bortset fra de som modtager psykologfaglig indsats som f.eks. samtaleforløb). Det er dermed ikke påtvunget at opgive cpr-nummer og adresse, og familierne kan derved undgå at andre instanser, f.eks. kommunen, informeres omkring deres brug af huset. Der foretages dog registrering af familierne og notatføring i et elektronisk internt journalsystem.
Ansatte og frivillige i Barnets Blå Hus har skærpet underretningspligt.
Der indhentes børneattest på alle ansatte og frivillige.


