Der var 101 deltagere sidste søndag, hvor det var søndag nr. 100, der blev sat i gang af Klaus Nielsen fra Go-Run.
Som de fleste nok husker var der hvinende koldt i søndags, men humøret var højt blandt alle deltagerne, der for en hel dels vedkommende havde været med mange søndage, men der var også, denne søndag, nye deltagere og sådan har det været hver gang, fortæller Klaus Nielsen.
Klaus Nielsen fortalte, at man i gennemsnit har haft 30 deltagere på en søndag.
Et af formålene med Go-Run er at få dem, som normalt ikke løber eller går, igang. Go-Run er en del af ”Bevæg dig for livet”, fortæller Klaus Nielsen.
Deltagerne denne her søndag var i alle aldre, sådan plejer det også at være, siger Klaus Nielsen og tilføjer, at der også altid er en hel del børn med, ligesom i dag. Han ser det som et ekstra plus, at man i Dybvad har været i gang hver søndag i de sidste 100 uger, uden afbrydelser som man har haft nogle andre steder, hvor man kører Go-Run.
Ud over selve motionen får man snakket en hel masse med hinanden og det gjaldt også denne søndag nr. 100, hvor der var sponseret kagemand og der var varm kakao og kaffe og saftevand man kunne hygge sig med efter motionsturen.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen




