Vi hører så tit om lange reaktionstider, kolde hænder, ringe borgerhjælp og et håbløst sygehusvæsen. Her kommer en selvoplevet historie fra avisens udsendte om hvordan hjælp og beredskab fungerer i dagens Danmark. Så slut med negative bemærkninger og kommentarer.

Situationen: Tirsdag den 11. juni blev jeg ramt af en allergisk reaktion som i løbet af en halv time udviklede sig til en voldsom hævelse af tungen som blot tog til og forvandlede tale til ”fuldemandsbøvl” og ekstremt synkebesvær. Med udsigt til kvælning ++ ringede jeg til lægen. Han var vaks ved havelågen og rekvirerede blå blink og beordrede mig til at tage to allergipiller på en studs. Hunden i bilen og konen hjemkaldt fra arbejde.

Forløb: Inden jeg så mig om holdt der to civile biler med hjælpsomme mennesker fra Østervrå Hjertestartere medbringende lægetasker ++. Og omsorg. Taskerne blev dog ikke åbnet, for inden der var gået 5 minutter vrimlede gårdspladsen med blå blink.  2 lægeambulancer og en ambulance. Lutter venlige og kompetente mennesker tog sig af mig. Stak mig gentagne gange med forskellige medikamenter, lagde drop, tog blodtryk og endeligt tog et billede af mit grimme ansigt med en alt for stor tunge, som senere blev vist på en storskærm i Hjørring Traumecenter. At de fleste af de gutter der tog sig af mig var tidligere veteraner fra Balkan, Bosnien, ISAF og reserve i lægekorpset slog tonen an og gav en god følelse. Højt humør, selvom det er en alvorlig situation; ”Ambulancen ret! Vi kører med en oberst!”.  Afsted mod Hjørring med blink og horn. Chaufføren er gammel Leopard-chauffør. Det kunne godt mærkes; ”Ud over stepperne Silver!”. Efter min hurtigste tur til Hjørring var det ligesom i fjernsynet. Alle samlet i traumestuen. Lægen der havde taget hånd om mig fra start briefede besætningen (7-8) om patienten (diagnose, alder, forebyggende tiltag++). ”Spørgsmål?”. Det var der ikke, og så tog de ellers fat. Blodtryk, blodprøver, interviews om ditten og datten. Efter en grundig undersøgelse med lys i øjnene og stetoskop++, blev jeg kørt op på Intensiv. Der blev jeg modtaget af en flok utrolig søde og hjælpsomme sygeplejersker. De udstyrede mig med elektroder, pulsmåler, blodtryksmåler og andet elektronisk overvågningsgrej. De søde mennesker var om mig hele tiden og opfyldte både mine udtalte ønsker og det de kunne forestille sig at jeg manglede. I formiddags den 12. juni var blodtryk og andre værdier faldet til det normale. Så jeg blev hjemsendt og hentet af fruen.

Morale: Det danske sundhedsvæsen, beredskab, dedikation og kompetencer er second to none. Så lad al anden snak forstumme. Når du står i lort til halsen og du står på hovedet er de der for dig. Både de frivillige og dem i uniform. Glem det aldrig!

Et brev fra en taknemmelig borger i Vendsyssel.

Morale 2: Efter sådan en ”Nærdødsoplevelse” som heldigvis gik godt ligesom alle andre oplevelser jeg har haft gennem 41 år i Marinen kommer der en ”hækbølge”. Der bliver rum til eftertanke og ”Hvad var det lige der skete her?” Som gammel veteran er det noget jeg kender, men ikke bryder mig om, men er forberedt på og bearbejder derefter. De kloge kalder det selvmedicinering, så det gør vi gamle gubber på vores måde. Og også derfor vi blandt andet søger ind i os selv.

KL