Årets store juleoptog i Dybvad bragte glæde og smil

Årets store juleoptog i Dybvad var fyldt med glade børn og voksne, der var klar til at synge julen ind i hele byen.
Optoget startede ved Dybvad Ældrecenter, hvor beboerne sad og ventede på at den store flok kom indenfor – fordi julemanden havde gemt sig inde på centret og han skulle jo helst findes, så han kunne være med i juleoptoget og i julefesten.
Inde på centret samledes alle børnene og de voksne, der var med – inde i den store stue sammen med beboerne og der blev sunget julesange og det er jo altid dejligt, når så mange glade stemmer synger julen ind og ønsker hinanden glædelig jul.
Herfra bevægede det store juleoptog sig mod Dagli’Brugsen, hvor der ligeledes blev sunget julesange og optoget gik nisseroligt gennem hele Brugsen – også selv om der var masser af kunder og varer at tage hensyn til – en god oplevelse for alle blev det.
Så satte det store nisseoptog sig i bevægelse endnu en gang og nu var målet Dybvadhallen hvor der duftede rigtig julet af æbleskiver og gløgg m.m. og det flotte juletræ, som børnehaven og dagplejebørnene havde pyntet, stod klar. Der blev danset og sunget nogle af alle de gode julesange sammen med nissemor og da alle var trætte af at danse, kom julemanden med en overraskelse – nemlig nogle gaver, som børnene kunne være heldig at få del i. Så var der tid til uddeling af en kæmpestor julegodtepose til alle børnene og herefter var der kaffe, gløgg og æbleskiver til alle – og det hele var gratis. Der var stillet borde op, så man kunne sidde og hygge sig og snakke og halinspektøren havde sørget for, at børnene kunne få brugt alt krudtet inden de skulle hjem og holde weekend – han havde nemlig stillet hoppepude, legeredskaber bolde m.m. frem – så her fortsatte børnene med at lege og hygge, mens alle de voksne kunne sidde og sludre og slappe af.
Alle var enige om, at det havde været god eftermiddag og en god tradition, der blev vedligeholdt her.
Det var igen i år Dybvadhallen og Dybvad Borgerforening & Erhverv, der stod for arrangementet.
Jo-Jo
Fotos: Ejvind Pedersen