Det var Yatzyholdet på centret, der havde sparet op til foredraget.
Der var mødt rigtig mange op for at være med og efterhånden som klokken nærmede sig 14, hvor det hele skulle starte, sad alle og kikkede ud på vejen for at se Karsten og hans Volvo 210 komme kørende.
Karsten er kendt fra TV, hvor han kunne opleves sammen med sin hund og sin Volvo og med gummistøvlerne på og de korte bukser – klar til at give seerne en god oplevelse i naturen.
Det var ikke naturen, der stod på programmet den eftermiddag – overskriften hed: Originalerne i mit liv.
Hunden, der trofast fulgte ham i TV – udsendelserne, er død for 5 år siden, fortalte han og den nye hund var ikke lige egnet til at tage med til en eftermidag som her, men en ting var som i TV – han var i korte bukser.
Han er en god fortæller, der forstår at få tilhørerne med, når han fortæller om alt lige fra hans barndom, hvor han hjalp i marken og til hans skolegang, hvor han havde lærer frk. Sørensen og om den store begejstring for biblioteket og det at få indblik i bøgernes verden.
Da han kom ind på de forskellige originaler blev der både lyttet andægtigt og grinet rundt omkring over alt det, som Karsten kunne berette om de mange originaler, der fandtes omkring ham bl.a. Cykel-Holger og Smede-Peter.
Det var ikke kun alle de lidt sjove ting, han snakkede om – han indviede også alle i faderens sygdom – en depression, der endte med, at han skød sig og hvordan det så var at stå alene efter faderens død.
I den mere muntre ende af hans erindringer var der mødet med folkemusikken og den legendariske Ingeborg Munk, der var en dame af en helt speciel kaliber. Hun sang folkeviser, der for flestes vedkommende, var meget bramfrie.
Han fortalte også meget åbent om det at miste en søn – og det var noget, der påvirkede eftermiddagens tilhørere, fordi han gjorde det på en så åben og naturlig måde, som bare gik lige ind.
Han sluttede eftermiddagen af med en historie fra Rumænien, hvor han under et besøg, blev mødt af to lokale ludere, der spurgte, om han kunne lide dem hver især og de endte med at følge ham og gav ham en rundvisning i byen og næste morgen mødte de op for at vise ham havnen, da de mente, at det var mindre farligt at færdes der ved dagens lys.
Han gav os alle noget at tænke på til slut, da han sagde følgende: Hvis vi tør være sammen med dem, der er anderledes – så ville det hele være meget nemmere.
Lige inden han sluttede helt, opfordrede han tilhørerne til at synge en lille gå – hjem-sang nemlig: Sig månen langsomt hæver – men i hans version – han tog nemlig den første linje i vers et og satte sammen med sidste linje i det sidste vers – så det lød som følger: Sig månen langsomt – og trøst min syge nabo med.
Da Karsten skulle ned til sin Volvo igen, var der en del, der fulgte med ned for at se den tæt på.
Alle gik derfra en oplevelse rigere efter et par timer i selskab med ”Karsten Kortbuks”
Der blev serveret kaffe og brunsviger med flødeskum i pausen.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen
