
Klubsamarbejdet (TØVI) i Tårs/Ugilt IFs (TUI) og Østervrå IFs (ØVI) håndboldklubber styrkes med fælles oplevelser, og én af dem var ungdomsholdenes deltagelse i Struer Cup fra den 20. til den 22. september.
Fredag eftermiddag holdt bussen på Østervrå Hallens P-plads klar til at fragte 65 spillere og trænere fra TØVI til håndboldcup i Struer. Spillerne i aldersgruppen fra U11-U15 var velforsynede af forældrene med proviant i form af pølsehorn, pizzasnegle og masser af kage, så den side af sagen var helt på plads.
Allerede på vej i bussen var stemningen høj med både musik og syng-med til den store guldmedalje, og det var vel netop også det spillerne gik efter – at få lidt metal med hjem.
Styrke fællesskabet
Det to samarbejdende klubber er fuldt fokuserede på vigtigheden af at styrke fællesskabet. – Det er godt for håndboldspillet med en weekend som denne. Det styrker fællesskabet, som igen giver spillerne lyst og gejst samt resultater i form af bedre håndboldspil på banen, forklarer Lene Baier fra ØVI håndbold. Derfor prioriterer vi også at komme på to cups i løbet af sæsonen. Én, når vi starter sæsonen, og til foråret deltager vi i Rødspætte Cup til påske, hvor vi jo også selv er medarrangør. Derudover har vi truffet en beslutning om, at vi hvert andet år vil tage på en udlandscup, ligesom vi sidste år var i Norge, slutter Lene Baier.
Fed stemning
Alle hold blev indlogeret på “Limfjordsskolen”, og inden længe havde spillerne fundet sig til rette. Selv om det var svært, så skulle sengetiden overholdes, for de første kampe lå allerede tidligt lørdag morgen. Flere af dem i samme hal, så der blev lynhurtigt organiseret et TØVI-hjørne med heppekor og musik.
Efter kampene blev de ømme muskler løsnet op i svømmehallen, inden der om aftenen var hoppeland og diskotek for dem, der ville det. Nogle var for trætte ovenpå dagens hårde kampe, så der blev i stedet handlet ind til hygge hjemme på skolen.
Søndag var der igen kampe på programmet, og sikke kampe, der blev spillet og kæmpet flot med god opbakning fra klubkammeraterne. Helt igennem en cup med hygge, sjov, sejre og nederlag – og vigtigst af alt – sammenhold og masser af god træning, hvor spillerne hyggede sig sammen i hallen og på tværs af årgange og klub.
Resultater:
U11 drenge og U13 piger: spillede sig til B-finalen og vandt henholdsvis guld og sølv!
U13-2 piger: Sikkert i A-semifinale, men tabte desværre den.
U11 piger: overlegne i den indledende runde og kom i A-rækken søndag, hvor de mødte deres overmand i 1/8 dels finalen.
U13 drenge: spillede sig flot til B-semifinalen, men tabte desværre med et enkelt mål.
U15 piger: var endt op med nogle svære divisionshold, så de tabte B-kvartfinalen.
ÅB




