Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Travlhed hos Dybvad IK

VENSKABSBESØG
August måned er normalt en rigtig travl periode for Dybvad IKs atleter, og 2017 bliver ingen undtagelse. Det er efterhånden flere år siden, at Dybvads svenske venskabsklub, Sävedalens AIK, har været på besøg. Dybvad IK var som sædvanlig til Sävedalsspelen i Göteborg i juni måned, og her blev det aftalt, at svenskerne til gengæld ville komme til Dybvad i begyndelsen af august.

Svenskerne ville komme med en trup på 12 aktive og 12 ledere/forældre. Desværre gjorde sygdom og andet, at truppen blev reduceret til i alt 18 personer.

Inden svenskernes ankomst havde Dybvad IKs stadionudvalg gjort et stort arbejde med at gøre banerne klar til løb, spring og kast. Det blev belønnet af de aktive, der lavede mange flotte resultater ved venskabsstævnet, hvor atleterne brugte både stadion og hallen. I trekamp blev det til 4 guld, 3 sølv og 2 bronze til svenskerne.

Under venskabsbesøget var svenskerne naturligvis indkvarteret i klubhuset, hvor både bestyrelses-medlemmer og forældre sørgede for alle måltider til svenskerne, der så kunne koncentrere sig om flere træningspas og et besøg i blandt andet svømmehallen i Sæby. Under opholdet blev der også lidt tid til at se TV fra verdensmesterskaberne i London. Sverige kunne jo mønstre betydeligt flere deltagere end Danmark. Der var specielt stor interesse for 800 m løb. Her havde Sävedalens AIK nemlig en deltager med, som kun var et par hundrededele sekunder fra at komme i finalen.

Efter stævnet var der for øvrigt en rigtig god grillaften med forskellige sociale indslag.

Ved afskeden med Dybvad udtrykte svenskerne rigtig stor tilfredshed med alt under opholdet, og de var ikke i tvivl om, at der næste år ville være meget større opbakning til besøget.

ATLETIKSKOLE
Allerede dagen efter, at svenskerne forlod Dybvad, var der igen masser af aktivitet omkring Dybvad Atletikstadion og Dybvadhallen. Her var der nemlig hele 24 børn, der havde taget imod DYBVAD IKs tilbud om at deltage på den traditionsrige Atletikskole. På førstedagen var der naturligt nok fokus på instruktion i forskellige former for løb, spring og kast, og uanset om man er lille, stor, spinkel eller kraftig, giver atletikken muligheder for alle.

Inge Jacobs havde også sørget for et varieret program, som blev gennemført sammen med Dybvad IKs trænere og unge hjælpetrænere. Programmet gav et godt billede af Dybvad IKs aktiviteter, og det blev en god oplevelse for alle. Masser af leg og små konkurrencer og traditionen tro kom hoppepuden også i brug. Med i arrangementet var frokost og forfriskninger undervejs begge dage. Anita Sørensen og Bianca Svendsen sørgede for lækre ting til frokost, ligesom der undervejs var masser af frugt og væske.

På atletikskolens andendag kom der lidt regn, så enkelte af det planlagte nålestævne blev afviklet i hallen. Stævnet gav mange fine resultater, så udover T-shirts og diplomer til alle, blev der uddelt nåle, 2 guld, 7 sølv, 10 bronze og 5 badges.

Allerede i den kommende weekend har Dybvad IK 8 aktive til landsmesterskaber i Vejen og næste tirsdag gælder det et nålestævne i Sæby.

Populære artikler