
Torsdag i sidste uge blev der afholdt generalforsamling i Flauenskjold Hallen.
Aftenen startede med en stiftende generalforsamling i en nyskabelse kaldet Flauenskjold Hallens Venner, hvis opgave vil være at koordinere fremtidige arrangementer i hallens regi.
Til bestyrelsen valgtes Susanne Rishøj, Monica Bendsen Rasmussen og Mikkel Rishøj.
Herefter blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling i Flauenskjold Hallen, hvor eneste punkt på dagsordenen var vedtægtsændringer.
Ændringerne omfattede bl.a. antallet af bestyrelsesmedlemmer der gik fra 7 til 5, samt nogle formaliteter omkring samarbejdsaftalen med kommunen.
Så fulgte den ordinære generalforsamling i hallen.
Formand Susanne Rishøj fremlagde bestyrelsens beretning, hvori hun i sær fremhævende de mange renoveringer hallen havde gennemgået det seneste år. Her kan særligt nævnes køkkenrenovering, nyt låsesystem samt indretning af et foreningsrum med dertil hørende computer og printer.
Halinspektør Dennis Kvesel fremlagde det reviderede regnskab, der udviste en positiv likviditetsudvikling.
Susanne Rishøj, Brian Kjeldsen Jensen og Brian Sørensen blev genvalgt til bestyrelsen, der desuden tæller Mogens Dorf og Mads Pedersen.
Dorte Jelsbak blev valgt som suppleant.
BDO blev desuden genvalgt som revisor.
Under eventuelt var der enkelte spørgsmål og bemærkninger.
Halinspektør Dennis Kvesel pointerede vigtigheden af at byen og dens foreninger står sammen om fastholdelse af skole, købmand og selvfølgelig hallen som det naturlige samlingspunkt for lokalområdet.
Aftenen sluttede med at hallen bød på pålægskagemand og hyggeligt samvær.
Tekst og foto: IS




