Lørdag den 27. april er det 100 år siden en lille dreng kom til verden på et 12 tdr. stort husmandssted i Skiveren ved Tårs. Senere blev den lille dreng storebror til en søster. Den lille dreng fik navnet Egon Petersen, og da han var gammel nok kom han i Skiveren Skole, hvor han gik i syv år frem til sin konfirmation.
Voksenlivet tog sin begyndelse, og Egon kom ud at tjene ved landbruget på en gård ved Sæsing. Allerede i en så ung alder havde han forståelsen af, hvor vigtigt det er, at lære nyt. Sammen med en jævnaldrende fra en nabogård opsøgte de den lokale skolelærer, og fik ham overtalt til at starte et aftenskolehold med samfundsfag. Egon fik også interesse for at spille fodbold, da han fik en plads på en gård i Koldbro, og i 1944 gik turen til Horne Højskole på et fem måneders ophold.
Højskolen blev afløst af en ny plads i Sindal, og det var også her han mødte den søde pige Helga, som tjente på en gård i Mygdal. De to unge mennesker havde et godt øje til hinanden, og det fik også følger, en dejlig pige kom til verden, og det var jo lidt udenfor reglen, når man nu ikke var gift.
Der kom også til at gå et par år før det skete, for først havde Egon en plads i Bindslev, og så kom tiden, hvor han skulle ind som soldat. – Det var i november 1945, og der var stor tvivl om, hvornår jeg skulle ind i tjenesten, fortæller Egon, som endte med først at komme ind i foråret 1946. I den mellemliggende tid var det rigtig svært at få arbejde, og i første omgang kom han til at grave tørv i Hjørring, men det var ikke nogen særligt rar arbejdsplads. – Jeg blev heldigvis kontaktet af en hønseavler fra Hvidsted, og der kom jeg op indtil jeg skulle til Aarhus, som soldat, forklarer Egon.
Soldatertiden var ikke lige Egons kop te, og han fik nogle fysiske skavanker, som førte til, at han fik et job som kontorordonnans. – Det handlede nok mest om, at jeg ikke rigtig havde lyst til at være der, og hellere ville hjem til Helga og vores lille pige, lyder den ærlige forklaring.
Et år senere i 1947 vendte Egon hjem og kunne gifte sig med sin Helga. Parret købte en ejendom på 7 tdl. i Morild, og i syv år brugte de mange kræfter og penge på at få stedet bragt i god stand. – Vi solgte i begyndelsen af 50’erne, og købte i stedet en gård på 17 tdl. med lidt bedre jord og huse i Try, fortæller Egon. Her skabte parret sammen en rammen om deres familie, som efterhånden kom til også at omfatte fire døtre. Gården blev drevet med en besætning af både grise og køer, senere blev køerne sat ud, og Egon satsede på fedesvin. Jorden blev de første år drevet med heste foran maskinerne, men senere skiftede Egon over til David Brown, som blev hans foretrukne traktormærke, og der var brug for de motoriserede hestekræfter. Egon købte nemlig mere jord – først sammen ned fire naboer, som delte en ejendom imellem sig. – Der fik vi 25 tdl. mere, og senere købte jeg så 16 tdl. af en anden nabo, fortæller Egon.
I løbet af årene havde Egon flere tillidshverv bl.a. i Try Missionshus og i Kristelig Lytter- og Fjernseerforening. – Det bragte mig på min første tur til hovedstaden for at deltage i foreningens jubilæum, og det var en rigtig spændende oplevelse, husker Egon.
Desværre fik Egon problemer med synet, og trods forskellige behandlinger, fik han af lægen den besked, at han måtte stoppe med at arbejde, og fik tilkendte invalidepension inden han fyldte 60 år. Egon og Helga solgte gården i Try og flyttede til huset på Højlundsvej i Østervrå, hvor et helt nyt liv tog sin begyndelse.
Rejselyst
Vendelbo Rejser blev det foretrukne selskab, som Helga og Egon benyttede sig flittigt af i den næste 10-12 år, hvor de indledte med en tur til Bornholm, og så gik rejserne ud over landets grænser til bl.a. Israel og Rom, hvor især et besøg på Peterspladsen og et glimt af paven gjorde stort indtryk. Paris og Normandiet var også store rejseoplevelser med kontraster mellem kendte turistmål og de mange minder fra 2. verdenskrig. Rusland blev besøgt i 1993 og året efter gik turen til Ukraine, begge ture foretaget som flodrejser. Polen har været rejsemål flere gang, og her fremhæver Egon en særlig oplevelse. – Vi overnattede på et lille hotel i Berlin, og i kælderen kunne vi se alle de luksuriøse forhold som spidserne i kommunistpartiet havde adgang til i det tidligere Østtyskland, husker Egon.
I 1995 mistede Egon sin kone, og det betød også at rejselivet blev indstillet. – Jeg tog godt nok på et par rejser sammen med en svoger og en enkelt rejse på egen hånd, men så var det også slut, erkender Egon, som heldigvis har masser af minder og gode oplevelser at tænke tilbage på.
For godt nok er han næsten blind, og hørelsen er heller ikke, hvad den har været, men hjernen og hukommelsen er knivskarp, når han i detaljer kan fortælle om årstal, steder han har besøgt og begivenheder han har oplevet i sit 100 år lange liv.
Egon klarer sig fortsat i huset med hjælp fra sine børn, madservice udefra og den kommunale hjemmepleje. Han er en ivrig lydbogslytter, og han følger stadig levende med i samfundsudviklingen, men han er ikke imponeret. – Jeg tror ikke vi bliver lykkeligere på trods af den rigdom, vi har, mener Egon, det vigtigste er at have en god forbindelse opad – til Vorherre, når den sidste dag kommer, er det jo ham, der bestemmer, understreger Egon, som er spændt på, hvad der venter på den anden side.
Egon ville gerne have holdt en stor fødselsdag, men kræfter slår ikke til længere. – Jeg er mæt af dage, lyder det. Heldigvis står familien klar, så den runde dag kan blive fejret på Højlundsvej. Gæster bliver der helt sikkert mange af, ikke mindst fra de tre døtre, 10 børnebørn, 24 oldebørn og to tipoldebørn med en mere på vej, som glæder sig til at komme forbi for at ønske familiens ældste medlem tillykke.
ÅB
