Fejring af 10 års jubilæum Tusindfryd i Jerslev
Onsdag den 17. april var der festdag i Tusindfryd i Jerslev. Det var nemlig 10 års siden at butikken åbnede – som et eksperiment. Tre kvinder havde aftalt at prøve det af, om så bare i fire måneder…
Det var så 10 år siden i onsdags og dagen blev fejret med udvidet åbningstid mange tog sig tid til både kaffe og kagemand, så mange, at man faktisk to gange måtte afsted efter flere kagemænd.
Jerslev Borgerforening havde opstillet flag i hele byen, så stemningen var i top fra morgenstunden.
Efter den festlige dag i butikkerne tog de frivillige på restaurant og hyggede sig ovenpå en fantastisk dag.
Ane Pedersen
– var med fra starten. Hun har i mange år, sammen med sin mand haft slagterforretning i byen, men da de valgte at lukke den, var der nogle der spurgte hende, om hun ikke ville være med i den nye genbrugsbutik. Det ville hun gerne og den dag i dag er hun stadig med – oven i købet i sin gamle slagterbutik, hvor Tusindfryd nu har genbrugs-galleri.
Anes ansvarsområde er, sammen med Ninna, herretøj og mannequinner og det er faktisk meget sjovt, fortæller hun.
Det bedste ved at være i genbrugsbutikken er kontakten med kunderne, fortæller hun og så har vi et utrolig godt sammenhold i personalegruppen. Det er osse sjovt at se tilbage på den store udvikling der er sket igennem de 10 år.
Ninna Pedersen
– laver sammen med Ane herretøjet i orden og påklæder mannequinnerne. Hun har osse været med fra starten og kom med ved et tilfælde. Hun blev spurgt da hun blev pensionist og var klar til at tage fat efter mange år i bank, kreditforening og forsikringsselskaber var det lidt forfriskende med noget helt andet, fortæller hun.
Ninna nævner, at folk igennem de 10 år er blevet meget mere bevidste om genbrug – det er blevet in at gå i genbrugsbutikker og finde fine ting til spotpris, hvilket Tusindfryds udvikling igennem de 10 år osse vidner om. I dag er der 27 frivillige og vi har et rigtig godt fællesskab og det giver livskvaliteten et dejligt nøk, fortæller Ninna.
Bitten Sørensen
– er lidt udenfor kategori, men dog en vigtig medspiller på holdet. Hun er nemlig, i modsætning til de øvrige, stadig på arbejdsmarkedet og noget yngre end de andre.
Hun er engageret igennem sin mor Bente, som er frivillig i butikken. Bitten kom ved butikkens start til at sige noget om en Facebook profil og så fik hun straks opgaven.
Hun bor i Støvring, så kommer ikke lige forbi, men de frivillige er gode til at sende fotos til hende og så brygger Bitten et opslag, som gerne skulle vække folks opmærksomhed.
Damerne i butikken kan mærke, at hendes opslag bliver set og ofte må Bitten da osse formidle kontakt, hvis nogen fx ønsker at reservere en vare.
Mon ikke, der er basis for 10 år mere med genbrug i Jerslev…
KØH2