
I 30 år har Mikala Petri og Lars Hannibal givet koncerter rundt om i hele verdenen, og fredag aften var de to verdensstjerner i Østervrå Kirke med et fint program stykket sammen af musikalske mesterværker fra deres 30 års fælles karriere.
En sommerkoncert med to verdensstjerne, det er ikke hverdagskost i Østervrå, og der var da også en hel del, der havde fundet vej til mødet med en af verdens bedste blokfløjtespillere Mikala Petri mesterligt akkompagneret af Lars Hannibal på guitar.
Aftenens program startende med værker fra baroktiden og derefter en musikalsk rejse rundt i verden til bl.a. Italien, Østrig og Norge. Duoens repertoire spænder bredt fra den tidlige renæssancemusik, over barok, klassisk, og romantisk musik af bl.a. J.S. Bach, A. Corelli, Carl Nielsen og Edvard Grieg.
På forhånd vidste vi jo godt alle sammen, at Mikala Petri er meget dygtig, alligevel blev vi igen virkelig imponeret af hendes evner og fantastiske teknik, og os, der en gang, for flere årtier siden, har haft et flygtigt bekendtskab med blokfløjten i forsøget på at få ”Lille Peter Edderkop” til at sidde lige i skabet, vi ved, at det er ikke bare noget, man lige gør.
Mikala Petri gav undervejs to solonumre, men der blev også plads til Lars Hannibal, som selv introduceret tre af sine egne kompositioner. Til hvert af aftenens værker blev der givet en lille kort introduktion, for at give publikum en forståelse af det særlige ved de enkelte værker, og lidt om de ca. 10 forskellige blokfløjter Mikala Petri benyttede under koncerten.
Publikum lyttet åndeløst, og alligevel kunne man på en eller anden måde føle begejstringen over den virtuositet, der ligger i Petris spil, forplante sig til publikum, og efter hvert nummer kom til udtryk med lange anerkendende klapsalver.
Mikala Petri gav flere gange udtryk for den gode akustik i kirken, som gjorde det til en ekstra god oplevelse for dem at spille her. Mikala Petri fortalte efter koncerten, at hun plejer at have en grøn kjole på, men da hun så den smukke altertavle i Østervrå Kirke, besluttede hun sig for at vælge en kjole i gule nuancer.
Inden det sidste nummer, som var tre korte stykker af den norske komponist Edvard Grieg, blev vi stillet i udsigt, at der også kunne komme et ekstranummer, og det havde vi slet ikke noget imod. Hvem har lyst til at slippe sådan et kæmpe talent, som blev ved med at imponere igen og igen med sit sublime blokfløjtespil.
Det sidste nummer ”Vipstjerten og Gøgen” var på to fløjter på skift. Det var her at der for første gang i aftenens forløb kom et nodestativ på gulvet, men med den opgave at agere holder for fløjterne. Det blev en rigtig munter afslutning med skønne ”fugletriller” og en kukkende gøg, men med et lille uventet kiks indlagt, da nodestativet klappede sammen, og den ene fløjte faldt på gulvet. – Det er kun sket for mig én gang før i det samme nummer, hvor jeg tabte fløjten, fortalte Mikala Petri efter koncerten. Det var i forbindelse med en mindekoncert for Victor Borge, som jeg jo har haft fornøjelsen af at optræde med, og jeg kan huske, at jeg tænkte, gad vide om det er ham, der laver sjov med mig igen, lød den muntre beretning. Sommerkoncerten var tilrettelagt af Østervrå Menighedsråd.
ÅB




