
Med udgangen af september måned er organist Annette Bæk officielt fratrådt sin stilling som organist i Østervrå og Torslev kirker. Annette har besluttet, at det nu er tid til at gå på pension – og menighederne skal nu vænne sig til nye toner i kirkerne.
Det har været sytten dejlige år i kirkernes tjeneste, fortæller Annette. Jeg nyder at høre menigheden synge og jeg føler en dejlig, indre glæde og stolthed når jeg støtter salmesangen. Jeg har ofte fået at vide, at mit spil er let at synge til – men dertil hører, at begge menigheder er ret velsyngende. Så det hele går op i en højere enhed.
Annette Bæk har foruden orgelspillet også arbejdet med babysalmesang, minikonfirmander og kirkekor. Det har været dejligt med kontakten til børnene og deres forældre. Og jeg har i gennem tiden fået mange betroelser, siger Annette. Med så mange år på posten har det været en stor glæde at kunne følge mange af børnene fra babysalmesang, hvor de første gang mødte Folkekirken – via dagplejen og til de siden skulle konfirmeres.
I gennem årene er det også blevet til en del salmesangsaftener og koncertarrangementer, hvor spændende kunstnere har bragt både ny og traditionel musik ind i de to kirker. Annette har desuden deltaget i menighedsrådets møder som medarbejderrepræsentant i Torslev sogn.
I sit otium vil Annette Bæk nu vil bruge sin tid på familie, børn og børnebørn.Og så skulle der gerne blive mere tid til at male… Hos menighedsrådene er man nu i fuld gang med at lede efter en ny, dygtig organist.
Tekst og foto: Olav Andersen




