Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

De sidste lopper er solgt

Siden 1985 har baptistspejderne i Østervrå holdt deres store loppemarked, men nu er det slut, i lørdags blev de sidste lopper omsat, og det endda efter 2½ års pause på grund af corona. 
Handlen gik livligt til lørdagens loppemarked hos baptistspejderne i Østervrå, og alt tyder på, at der også bliver et pænt lille overskud til spejderarbejdet. Udbuddet af loppesager var ekstra stort, fordi coronaen har betydet, at der ikke har været afholdt marked siden 2019. 

I 36 år har baptistspejderne holdt loppemarked, og det har gennem årene samlet rigtig mange mennesker. Overskuddet har været et fint tilskud til bl.a. spejderlejre og lignede, men nu er det slut. – Arbejdet er efterhånden for stort og tidskrævende, og det er jo frivillige, der skal løfte opgaven, lyder det fra spejderne, og desuden sælger flere og flere selv deres brugte ting og møbler via aviser og på nettet. 

I arkiverne hos Østervrå Lokalhistoriske Forening ser det ud til, at de første loppemarkeder blev afviklet fra 1985 hos Nelly og Thorkild Sørensen på Ågårdsvej 4 indtil 1988, hvor lopperne blev rykket ned på den gamle varmeværksgrund, der hvor Fakta ligger i dag. 

Hvor længe handlen foregik her er lidt uvist, men i årene fra 1996 til 1998 var der livlig handel i det gamle korntørreri på Erantisvej, der hvor Tulipanvej ligger i dag. Fra 1999 flyttede spejderne deres loppemarked til varmeværket på Industrivej i Østervrå. 

Gamle billeder trak
Nogle helt andre gamle sager var også at finde på Industrivej i lørdags. Østervrå Lokalhistoriske Foreningen og PixlArt viste godt 300 lokalhistoriske billeder i Pixl­Boxen. Udstillingen var et populært indslag, og mange kiggede forbi for at se det brede udsnit af historiske billeder fra Østervrå by og opland – bl.a. begivenheder, butikker, ejendomme, kirker og konfirmandbilleder.

Nåede du ikke at se udstillingen er der en ny chance på fredag, hvor PixlBoxen holder på P-pladsen ved Meny. Her vil bl.a. Vivi Dybdahl og Jørgen Clausager være til stedet klar til at fortælle om billederne og svare på evt. spørgsmål. 

ÅB

Foto: Ejvind Pedersen

Populære artikler