30 år med snuden i sporet

Kriminaltekniker Kim Larsen fortæller fra 30 år i sporjagten.
DYBVAD: Fredag den 20. februar får Dybbvad Kro & Hotel besøg af kriminaltekniker Kim Larsen, der gennem tre årtier har arbejdet med nogle af Danmarks mest omtalte kriminalsager. Publikum kan se frem til et foredrag, hvor han deler erfaringer, indblik og fortællinger fra et langt arbejdsliv i kriminalteknikkens tjeneste.
Kim Larsen er kendt fra arbejdet med flere store drabssager, herunder blandt andet karnevalsmordet, ubådssagen og sagen om Mia. I foredraget giver han et unikt indblik i, hvordan kriminalteknisk arbejde foregår i praksis, og hvordan spor, detaljer og tålmodighed kan være afgørende for opklaringen af alvorlige forbrydelser.
Derudover fortæller Kim Larsen om sit arbejde i Ukraine, hvor han har deltaget i opklaringsarbejde og indsamling af beviser i forbindelse med krigsforbrydelser. Det giver et sjældent indblik i kriminalteknikkens rolle i internationale konflikter og i arbejdet med at dokumentere alvorlige overgreb.
Arrangementet finder sted på Dybbvad Kro & Hotel og byder på en aften med stærke fortællinger, faglig indsigt og mulighed for at komme tættere på det arbejde, der foregår bag kulisserne, når alvorlige sager skal opklares.

