Valg til Distriktsudvalget
Onsdag 22. november er der valg til Frederikshavn Kommunes Distriktsudvalg, som er bindeledet mellem oplandsbyerne, landsbyerne, landdistriktet og byrådet.
Valgperioden i Distriktsudvalget følger den 4-årige byrådsperiode, og det betyder at, at der skal vælges eller genvælges lokale repræsentanter til Distriktsudvalget. I Østervrå har formand for Østervrå Borgerforening Birthe Løgtved siddet i udvalget, og hun er villig til genvalg. – Jeg tager gerne en periode mere, for jeg synes, at det er en spændende opgave, siger Birthe, men det skal ikke afholde andre fra at stille op, lyder opfordringen.
Distriktsudvalget består af tre byrådsmedlemmer samt én repræsentant fra hvert lokalområde, som på nuværende tidspunkt er 24. Formålet med udvalget er at være bindeled mellem oplandsbyer, landsbyer, landdistrikter og byråd.
Et andet vigtigt formål er at skabe dialog og tværgående samarbejder om kommunens distriktspolitik, og i det hele taget brænde for at skabe forudsætninger for udvikling og aktiviteter i oplandet.
Distriktsudvalget har de sidste fire år fordelt minimum 600.000 kr. årligt som medfinansiering til lokale projekter i landdistrikterne.
Valghandlingen foregår i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, og alle er velkommen.
ÅB








