
Alt er helt som det plejer i kulisserne til årets Thorshøj Revy, og det er trygt og godt at vide, for så er vi også helt sikre på, at den underholdende værdi igen bliver i top. Revyen er klar med to forestillinger – generalprøve fredag den 28. juni og den store premiereaften og fest lørdag den 29. juni på Thorshøj Stadion.
Skuespillerne i Thorshøj Revyen er ved at have teksterne på plads, og revyens to akter begynder efterhånden at tage mere og mere form. Alle, der har set revyen ved, at her er tale om lokal satire, med stor streg under lokal, der også omfatter en stor grad af vendelbomål. Revytruppen har igen haft de skarpe briller på og brugt tættekammen flittigt for at samle aktuelle historier op og efterfølgende at tage dem under kærlig behandling.
Intet slipper ud
Teksterne er, helt som de plejer, omgærdet af stor hemmelighed, men mon ikke godt vi kan røbe, at den har fat på højaktuelle emner både lokalt, kommunalt og mere nationalt. Et forsigtigt gæt kunne være at havnesagen i Frederikshavn nok får en tur, og mon ikke også valget af borgmesterkandidater er på programmet? Vi ved det ikke, men Sladderbænken og Kaffebordet, det bliver vi ikke snydt for, og her kan der jo gemme sig mange sjove og finurlige historier. – Det lokale islæt har en stor plads, men der er også blevet plads til lidt neutrale og skøre tekster, lover revytruppen, som også garanterer sangtekster på kendte melodier.
Revytruppen
På scenen kan publikum glæde sig til lutter glade gensyn med Annika Thomsen, Jens Larsen, Arne Jørgensen, Janni Holm Jørgensen, Britta Sagmo, Torkild Snørbjerg og Marianne Christensen. Instruktør Kurt Thomsen står igen i spidsen for revyholdet, men i år er der et nyt islæt på den front. Kurt har fået en instruktørassistent i Merete Kristensen, og planen er, at de to bytter rolle til næste års revy, så noget tyder på, at vi er i gang med et glidende generationsskifte. Det er måske også det, der er i gang hos regissør Frede Aabel, som har taget sit barnebarn William Aabel med som assistent. Sidste sikre skanse i sufflørkassen er Majbrit Rasmussen.
Musikken er lagt i hænderne på den unge trio bestående af brødrene Peter, Johannes og Asbjørn Holm Hansen, som igen i år har taget den søde sangerinde Karoline med.
Revytruppen har selv skrevet nogle af teksterne, men derudover har Joan Madsen, Peter & Louise Jakobsen, Morten Sagmo og Jesper Krøger Lemme også bidraget.
Revyplatte
Den 38. revy har premiere lørdag 29. juni, men først er der spisning, og det er igen muligt at bestille den lækre revyplatte, hvis man da ikke selv hiver madkurven med. Aftenen slutter med dans til Tøt City Band, som er sponseret af et lokalt kranfirma. Revyen har generalprøve fredag 28. juni, hvor der følger kaffe og kage med i billetten.
ÅB




