
I forbindelse med Frederikshavn Kommunes Verdensmålsuge har Østervrå Borgerforening opfordret hele byen til at bakke op om det 3. verdensmål: Sundhed og Trivsel, og opbakningen har været overvældende.
I sidste uge bragte Østvendsyssel Folkeblad en oversigt over nogle af de mange tilbud, der finder sted i forbindelse med Verdensmålsugen fra 4. til 10. september – herunder også nogle af de mange tilbud Østervrå kan tilbyde. Et par stykker af dem vil blive særligt fremhævet her, også et lille forprang på ét som ikke tidligere har været omtalt.
Det er et tilbud, om Open Air Bio med den meget omtalte Vendsysselfilm: ”Os der lever”, som bliver blot ét af flere kulturelle indslag hos PixlArt lørdag den 9. september, hvor der vil komme til at summe af liv ved galleriet på Liljevej, men mere om dette i næste uges udgave af Østvendsyssel Folkeblad.
Musikalsk Meditationsaften
Østervrå Kirke inviterer til Musikalsk Meditationsaften med Aske Stubkjær torsdag den 7. september. Musikalsk meditation er en anderledes musikoplevelse, som lige så meget er en oplevelse af lyde fra fugle, hjerteslag, skridt, knitren og rislen.
”Forestil dig et pianette midt i aftenstunden og dens smukke lysindfald; terrassedøren står på klem, fuglene synger det sidste pip og en let, kølig brise mærkes. Vi er midt i spisestuen.” Lige her indspillede Aske Stubkjær sine kompositioner fra den nyligt udgivne EP ”Tænker Tanker”. Den bærer tydeligt præg af Askes omgivelser, og formidler også omgivelserne på fineste vis. Forvent en aften, hvor du kan få en mental pause fra en tempofyldt hverdag. Kirken er åben for alle, og du er velkommen til at komme og gå, som du selv synes.
Allerede søndag den 3. september varmer kirken op til Verdensmålsugen med Høstgudstjeneste. Personalet har pyntet kirken særligt smukt op denne dag, og spejderne vil bære fanen ind. Alle er velkommen til at medbringe grøntsager, frugt, brød og andre høstgaver, som efter gudstjenesten kommer på auktion ved kirkesanger Jens Larsen. Det indsamlede beløb går ubeskåret til KFUM-spejderne og til Danmission.
Få vind i håret
I to måneder har frivillige cykelpiloter haft stor succes med at tilbyde cykelture til ældre borgere, som gerne vil ud og have lidt vind i håret. Piloterne har et fint samarbejde med Østervrå Ældrecenter, og på centret er de naturligvis også med i Verdensmålsugen.
– Centrets personale tilbyder ture mandag, onsdag og fredag, og derudover har vi cykelpiloter budt ind med ekstra ture, fortæller cykelpilot Annette Simonsen. Det betyder, at der bliver ekstra mange ture, og samtidig også mulighed for at se cyklen i anvendelse. Vi vil nemlig rigtig gerne have lidt flere frivillige, lyder opfordringen fra cykelpiloterne.
Hele Verdensmålsugen er der rigtig mange fine tilbud for alle aldre, hvoraf de fleste er gratis eller med en mindre entréudgift. Se oversigten i sidste uges avis eller på hjemmesiden: ffm.frederikshavn.dk.
ÅB




