Ida er klar med god massage og akupunktur i Try

Valheim Behandling er navnet på en nyåbnet massage- og akupunkturklinik i Try.
Bag klinikken står 33 årige Ida Mulbjerg Christensen. Hun er født og opvokset på Bornholm og har en bachelor i fysioterapi, akupunktur og traditionel kinesisk medicin.
Efter fem studieår i Norge vendte Ida og manden Bjørn, som i øvrigt er fra Lolland, igen næsen mod Danmark og gode venner talte så varmt om Vendsyssel, at opsparingen endte med at blive brugt på drømmehuset beliggende på Skarpholtvej mellem Thorshøj og Dybvad.
Det er herfra hun nu tilbyder behandling til folk, som har lyst til at komme ud i de skønne omgivelser og fokusere på egen krop og helse.
Ida brænder virkelig for at hjælpe alle især med generelle muskelsmerter og overbelastninger.
Klinikken kommer til at køre på deltid for det skal helst passe med Idas nuværende faste deltidsarbejde på Østervrå Ældrecenter.
Jeg har valgt at have klinikken i mit eget hjem, for at kunne tilbyde en atmosfære af velvære, som går udover behandlerrummet. Desuden gør det også, at jeg kan tilbyde lave priser og en fleksibilitet for at finde en passende tid, fortæller Ida.
Jeg har dog en transportabel briks og kan også tilbyde hjemmebehandling, hvis man, af den ene eller anden årsag, ikke har mulighed for at komme på landet. Det bliver dog ikke helt den samme atmosfære som på klinikken, men behandlingen taber ikke kvalitet af at behandlingen foregår i hjemmet.
Navnet Valheim
Navnet på klinikken er inspireret af min mands begejstring for nordisk mytologi og computerspillet af samme navn. Så Valheim er det vi har valgt at kalde vores gård og da klinikken er på gården, ja, så blev det sådan, fortæller Ida.
Behandlingsformerne
Massage har altid haft en stor plads i Idas hjerte, da hun har oplevet, hvor meget godt det kan gøre for hoved og krop.
Hun prøver gerne at tilrettelægge behandlingen efter, hvad hun oplever gavner patienten mest. Det er mest den klassiske/svenske velværemassage indvævet med dybdegående fysiurgisk massage hun giver sig af med.
Akupunktur er et element, som indgår i mange forskellige behandlingsformer i større eller mindre grad og gerne i kombination med andre elementer.
Den bachelor Ida har i akupunktur er bygget op ud fra Traditionel Kinesisk Medicin (TKM), som i tillæg indeholder elementer som cupping, moxa, urtemedicin, kost- og livstilsvejledning.
Det vigtigste er behovet for at forstå hele mennesket, for at se sammenhængen mellem mennesket og det aktuelle problem.
Nålebehandlingen kan både bestå af en lokal muskelstimulering og en generel systemisk behandling. Formålet med begge dele er at stimulere nervesystemet i mindre eller større omfang.
Cupping er behandling med vakuum i små glas-, plastik- eller silikonekopper. Formålet er at arbejde med bindevævet omkring enkelte muskler eller kropsdele, så det smidiggøres og blodcirkulationen forbedres.
Jeg har et ønske om at kunne hjælpe så mange forskellige som muligt, uden at være specialiseret inden for andet end hverdagens typiske gener og arbejdsskader, fortæller hun og glæder sig til at tage imod klienter i klinikken.
På briksen
Jeg fik fornøjelsen af at prøve Idas briks forleden og det kan virkelig varmt anbefales. Meget meget behageligt at få sin ryg gennemmasseret i de hyggelige, landlige og hjemlige omgivelser. Ida ved, hvad hun laver og finder de ømme steder, hvis man har nogle. Herligt!
KØH2

