Skt. Hansbålet kom ud af kontrol

Skt. Hansaften måtte Falcks brandmandskab i Østervrå for anden gang inden for otte dage tage turen til Thorshøj Stadion. Denne gang var det årets Skt. Hansbål, der var kommet lidt ud af kontrol. Ilden havde fået fat i læbæltet ved stadion, og på et tidspunkt var der flere meter høje flammer. Det lykkedes dog hurtigt brandfolkene at få ilden under kontrol, og med assistance af tankbilen fra stationen i Sæby, var der rigeligt med vand til rådighed.
De lokale brandfolk fik endda ekstra hjælp af nogle helt unge thorshøjborgere, som fik lov til at hjælpe med efterslukningen, og hvem har ikke lyst til at sprøjte med vand på sådan en lun sommeraften?
To besøg af brandbilen på blot otte dage, var heller ikke gået revytruppens næse forbi, og herfra kom de med forslag til at få lavet en særlig P-plads til brandbilen. Vi andre kan jo så fundere lidt over, om de mange ildsjæle i Thorshøj kan have noget med de to brande at gøre?
ÅB ν
Foto: Ejvind Pedersen

