Kurt Nielsen blev den sidste formand for idrætsforeningen i Skæve, som på et bestyrelsesmøde den 18. juli valgte at lukke foreningen.
Det var en svær beslutning fortæller Kurt Nielsen – han har selv været med i foreningen i 43 år og sluttede af som formand for samme.
Årsagerne til lukningen – for der er flere – er dels mangel på fodboldspillere, så der ikke kunne laves et hold og dels økonomien.
Det har været en vanskelig periode, siger Kurt Nielsen, og man har forsøgt mange ting for at få rettet op på det hele og dermed også køre foreningen videre.
Det er ikke kun selve sportsdelen i foreningen, der lukker ned – man har også afholdt bankospil hver onsdag og her vil det for deltagerne betyde, at man ikke mere kan komme i klubhuset og være heldig at gå hjem med en gevinst og samtidig få en god aften sammen med andre, der elsker den specielle stemning, der er, når man spiller banko og måske bliver den heldige vinder – også det er slut fra nu af.
Det var som nævnt en tung og svær beslutning for bestyrelsen og det hele er så nyt endnu – så på spørgsmålet om, hvad der skal ske med selve klubhuset og banerne, siger Kurt Nielsen, at man nu lige skal snakke med kommunen og se, hvad der sker.
Det er vigtigt for bestyrelsen at takke alle klubbens æresmedlemmer, de mange spillere gennem årene, Thorshøj Boldklub og Syvsten Idrætsforening for godt samarbejde – ja, i det hele taget alle dem, man har arbejdet sammen med gennem årene.
Jo-Jo
Arkivfoto: Ejvind Pedersen fra foreningens 50 års jubilæum i april 2015




