Ryttere i juleoptog med røde kinder og højt humør
Skæve Rideklub førte an i et flot optog gennem byen med endestation på juletræspladsen midt i Brønden. Her samledes byens borgere atter en gang til den årlige begivenhed at tænde byens juletræ.
Første søndag i advent er der mange steder tradition for at byens juletræ bliver hilst velkommen, det blev det også denne gang i Brønden, bl.a. med deltagelse af 15 ryttere fra Skæve Rideklub, som i dagens anledning havde pyntet ekvipagerne i de røde julefarver, glimmer og lys.
Det flotte optog bevægede sig ned gennem byens hovedgade, i selskab med selveste Julemanden – naturligvis i kane. Juletræspladsen var turens mål, og her blev der, sammen med de øvrige fremmødte, sunget godt med på ”Højt fra træets grønne top”.
Skæve Borgerforening stod for arrangementet, og de havde også sørget for dejlige varme æbleskiver og gløgg samt slikposer, som blev serveret indendørs hos Skæve Auto.
ÅB