Ostemanden i Skæve fylder 40 år

Den 6. februar, runder den lokale, men stadig lidt nye, ostemand Kenneth Christensen 40 år.
SKÆVE: Og hvordan er det så, at være ostemand i Skæve. Ja, efter et halvt års tid, ved Kenneth meget mere om det, end i sommers da han startede på posten.
Jeg blev lidt overrasket over, hvor travlt jeg havde i december måned – hold nu op, jeg løb stærkt, griner han. Til gengæld var der mulighed for at hvile ud i starten af januar, for der var der stille, fortæller han. Men ellers er han godt tilfreds med ostesalget i det gamle mejeri.
Bag disken har man i den første tid mødt Kenneths far, Gert, men nu hvor jeg er blevet lidt mere rutineret, klarer jeg det som regel selv, fortæller han.
Fra mejerist til selvstændig
Kenneth er født og opvokset i Tårs, hvor han fortsat bor. Han er uddannet mejerist og har i mange år arbejdet i branchen, senest som driftsleder på Ingstrup Mejeri. Med nedsat arbejdstid dér tog han i sommeren 2025 springet til selvstændig, da han overtog Skæve Mejeri efter Albert M. Pedersen, som havde drevet stedet i næsten tre årtier. Kenneth har stadig timer på Ingstrup Mejeri ved siden af ekspeditionerne i ostebutikken.
Ost med personlighed
I butikken findes et sortiment, der spænder fra milde klassikere til kraftigt lagrede oste. Kenneth lægger vægt på rådgivning, smagsprøver og fortællingerne bag produkterne. En særlig stolthed er signaturproduktet Skæve Ost, som fås i tre varianter og modnes lokalt. Det er netop Skæveosten i alle tre varianter og Fætter Kras, der ligger på bestsellerlisten, fortæller han.
Lokalt benarbejde og faste ruter
Ud over at sælge ost i butikken, har Kenneth stadig de faste vareture til institutioner, efterskoler, specialbutikker og bosteder. Det lokale islæt går igen i udvalget af specialiteter fra nærområdet, og relationerne til kunderne – både nye og gamle – prioriteres højt. Mange af Alberts stamkunder har holdt fast, og nye er kommet til.
40 år – og blikket fremad
Når Kenneth Christensen den 6. februar fylder 40 år, er det en personlig milepæl. Det er dog også et punktum for en periode med store beslutninger – og et komma for det, der ligger foran. Med solid faglighed, lysten til at udvikle sortimentet og et stærkt lokalt netværk ser ostemanden fra Skæve frem til mange år bag disken, hvor smag, kvalitet og nærvær fortsat er i centrum.
I uge 6 vil der i øvrigt også være masser af gode fødselsdagstilbud i butikken, fortæller Kenneth.
KØH2

