Home Blog Page 70

Mathias Heise og Pelle von Bülow 

0

Årets nytårskoncert i Østervrå Kirke var i år lagt i hænderne på ovennævnte kunstnere. 

Knap hundrede, mere eller mindre lokale, trodsede søndag eftermiddag sne og kulde og fandt ind i Østervrå Kirkes varme rum, hvor der var nytårskoncert.

Det var et par meget dygtige unge mennesker der var klar med et lidt mindre set­up, idet en mundharpe ikke fylder mere end en lomme + det løse.

Lyden var til gengæld stor og evnerne mange da de to gik i gang. 

Koncerten var et blandet perpertoire af noget vi kendte, Stevie Wonder er jo nærmest uundgåelig, når man spiller mundharpe, og vi fik da også både ”Overjoyed” og ”Isn’t she lovely”, derudover spillede de Phlakes ”Angel Zoo”, ”My favorite things” (Sound of Music), ”Bluesette” (Toots Thielemans) og ”One day i’ll fly away” (Randy Crawford) og så var der faktisk også et nummer, som Mathias Heise selv havde skrevet til sin mor ”Padre mi madre”.

Mathias Heise har op til jul været på TV både fra DR’s Juleshow, hvor han spillede ”Merry Christmas to you” sammen med Rasmus Bjerg og også på et TV2 juleshow, så han kan sit kram. 

Det samme kan Pelle von Bülow, en lang og ranglet ung fyr der med laaange guitarfingre kunne nå de mest utrolige ting på gribebrættet på sin jazzguitar.

Efter koncerten var der et lille glas bobler og lejlighed til lige at ønske hinanden godt nytår.

KØH2

Et velfungerende lokalt beredskab gør en stor forskel

0

Året blev traditionen tro rundet af med nytårsparole på Falcks brandstation i Østervrå, hvor stationsleder Gorm Rosendal bød velkommen til brandfolk, tidligere kollegaer og borgmester Karsten Thomsen. 

Stationslederen indledte sin årsberetning med at rose mandskabet for deres indsats i det forgangne år. – Jeg er utrolig stolt af den måde I takler de opgaver, vi kommer ud til. Det sammenhold, kammeratskab og engagement I udviser gør, at vi altid er klar til at hjælpe her i lokalområdet, lød det anerkendende fra Gorm Rosendal. 

Alsidige opgaver
Mandskabet i Østervrå rykkede ud 40 gange og var sammenlagt indsat i omkring 86 timer, lidt mindre end året før. Opgaverne spændte igen bredt fra brand i bygninger og landbrugsredskaber, kørsel til ABA-alarmer, naturbrand, gasledninger og standby for nabostationer. Alsidige opgaver, der understreger vigtigheden af at have et velfungerende lokalt beredskab, der er klar til at løse mange forskellige opgaver. 

Nyt på stationen
På stationen er der sket flere ændringer. – Sikkerheden er stadig i fokus, bl.a. med nye rutiner ved røgdykning. Der er også kommet nye radioer i sprøjten, dem skal vi til at lære at kende, lød det fra stationslederen. Stationen har udvidet med en reservetankvogn, som kan indsættes ved særligt behov. I den forbindelse er der sket en omrokering og oprydning i garagen. 

En ny kollega kom til i slutningen af 2024, og mandskabssituationen ser p.t. godt ud. Stationslederen understregede at der stadig er fokus på nye emner. – Belært af erfaringer ved jeg, at tingene hurtigt kan ændre sig, så vi er altid åbne for at optage nye kolleger, lød opfordringen. 

Ny kontrakt
Det nye år kommer også til at byde på spænding og en vis usikkerhed i forbindelse med, at der skal forhandles en ny kontrakt med Nordjyllands Beredskab – gældende fra 2028. Det vil bl.a. stille spørgsmål til Falcks fremtidig rolle, som i dag omfatter service på køretøjer, øvrigt materiale, dragter, bygninger m.m. – Faktum er, at vi ikke har mulighed for at påvirke udbuddet, så jeg vil i stedet for se frem til et 2026, med håbet om, at det igen bliver et ”godt” år for os her på stationen, lød det afslutningsvis fra stationslederen. 

Sidste besøg
Borgmester Karsten Thomsen var på sit sidste besøg, og benyttede lejligheden til at understrege vigtigheden af et velfungerende beredskab, også med særlig henvisning til den usikre situation på verdensplan. – Det betyder nye opgaver til beredskabet, lød det fra den afgående borgmester, som bl.a. fremhævede voldsomme klimahændelser og forsyningssikkerhed. Karsten Thomsen gav eksempler på opgaver, som beredskabet havde løst i løbet af 2025. – I er dygtige, og viser hver gang, at I gør en kæmpe forskel. Vi er taknemlige for, at I bidrager til, at vi alle kan være trygge i vores hverdag, lød de afsluttende ord. 

Nytårsparolen blev indledt med et minuts stilhed for at mindes de kolleger, der er afgået ved døden i 2025. 

ÅB

Mere end 100 deltog i Hjerteforeningens nytårsmarch

0

Mere end 100 veloplagte mennesker mødte nytårsdag op til årets første gåtur rundt på Hjertestierne i Gybels Plantage i Sæby. Turen er for mange blevet en tradition og en god måde at starte det nye år.

Formand for Hjerteforeningen Sæby, Tove Hanghøj, bød hjerteligt velkommen til de mange fremmødte og fortalte kort om, hvad der er i vente af arrangementer i Hjerteforeningen i Sæby i 2026.

Her blev bl.a. nævnt, at Hjerteforeningen i Sæby i år kan fejre 40-års jubilæum.

Hun kunne også fortælle, at man får en spændende gæst til årets generalforsamling, nemlig hjertekirurg og forsker ved Aalborg Sygehus, Benedict Kjærgaard.

Benedict Kjærgaard er landets førende specialist indenfor behandling af underafkølede patienter med hjertestop og er blandt de læger, der har gjort en uvurderlig forskel i nogle af de mest dramatiske redningsaktioner i nyere tid, bl.a. ved bådulykken i Præstø i 2011, hvor han var med i genoplivningen af flere unge mennesker, der havde fået hjertestop i det iskolde vand.

Benedict Kjærgaard er en yderst engageret og samtidig jordnær og intens fortæller, som foreningen glæder sig meget til at byde velkommen.

Nytårsmarchen blev nydt i det klareste vintervejr, og som vanligt afsluttedes turen med hyggesnak og ønsker om et godt nytår samt en kop varm kaffe eller kakao.

De nominerede til årets Vækst & Vilje-priser

Frederikshavn Erhvervsråd afslører de nominerede til årets Vækst & Vilje-priser

Det er en fast tradition, at Frederikshavn Erhvervsråd i årets første måned i samarbejde med Frederikshavn Kommune hylder drivkraften, dedikationen og de høje ambitioner i det lokale erhvervsliv ved det store erhvervs- og kulturarrangement Vækst & Vilje, som i år er torsdag den 29. januar i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

Til arrangementet uddeles de to eftertragtede priser: Erhvervsprisen 2025 og Iværksætterprisen 2025. Processen bag uddelingen af priserne er nu så langt, at sløret kan løftes for, hvem de 12 nominerede virksomheder og iværksættere er.

For formanden for Frederikshavn Erhvervsråd Karl Erik Slynge er det en særlig glæde at arbejde med processen frem til prisnomineringen.

”Nu ligger det jo ikke til nordjyder at prale, men jeg er stolt af og imponeret over, at vi i Frederikshavn Erhvervsråd år efter år bliver præsenteret for et så stærkt felt af indstillinger til både Erhvervsprisen og Iværksætterprisen. Det har været svært at udvælge de nominerede”, konstaterer erhvervsrådsformanden.

“Når vi ser på årets nomineringer, er det tydeligt, at kvaliteten i det lokale erhvervsliv er høj. Det er virksomheder og iværksættere, der tør sætte ambitiøse mål og samtidig tager ansvar for både medarbejdere og omgivelser.” Derfor er jeg som erhvervsrådsformand fuldstændig sikker på, at vi til fulde kommer til at udnytte de mange vækstmuligheder, vores kommune står overfor i de kommende år”, slutter Karl Erik Slynge.

De nominerede til Erhvervsprisen 2025:
– Color Hotel Skagen
– Skagen Salmon P/S
– Strandby El-teknik A/S
– Quality Hotel The Reef
– Lundegaard v/ Søren Østergaard
– Slagter Tranholm

De nominerede til Iværksætterprisen 2025:
– Apéro Bistro og Champagne Bar
– Restaurant K ApS
– Kystfisken ApS
– Klinik for Smerter
– Sæby Cykler
– Morten Hartmann Johansen (Nordjysk VVS ApS)

Vinderne afsløres torsdag den 29. januar
Spændingen kulminerer, når 250 erhvervsfolk samles torsdag den 29. januar i Det Musiske Hus i Frederikshavn for at fejre det lokale erhvervslivs resultater. Udover prisuddelinger vil deltagerne i løbet af den festlige formiddag blive inspireret af hovedtaler stifter og CEO i det internationale IT-firma Ciellos Karina Nielsen, og hendes bror den lokale musiker Jesper Nielsen leverer arrangementets musikalske indslag.

Nordjyske Bank er hovedsponsor på arrangementet. Skagen Havn, Hotel Viking og Uggerhøj A/S er som nogen helt nyt medsponsorer.

Roblon Fondens Uddannelsespris
Roblon Fondens Uddannelsespris på 20.000 kroner til fem elever, lærlinge eller studerende fra en erhvervsuddannelse eller virksomhed i Frederikshavn kommune uddeles også den 29. januar, og i år har der været rekordstor interesse, med 37 indstillinger, som Roblon Fondens bestyrelse har behandlet.

Priserne uddeles til elever, som har vist en særlig høj faglighed inden for sit felt eller har udmærket sig inden for iværksætteri og entreprenørskab.

Sådan vælger du kvalitetsprodukter til daglig rengøring

0

At holde hjemmet rent er en daglig opgave, som kan blive både nemmere og mere effektiv, hvis du vælger de rigtige rengøringsprodukter. Kvalitetsprodukter sikrer ikke kun bedre rengøringsresultater, men kan også være skånsomme mod både overflader og miljøet. Her får du tre konkrete råd til, hvordan du navigerer i junglen af rengøringsmidler.

Kend dit behov og vælg specialiserede produkter
Før du køber rengøringsmidler, er det vigtigt at overveje, hvilke opgaver du skal løse. Til daglig rengøring er det ofte bedst at have produkter, der er alsidige, men samtidig effektive på forskellige overflader. For eksempel er mikrofiberklude gode til støv og snavs uden at ridse overflader, mens neutrale rengøringsmidler til køkken og badeværelse beskytter mod kalk og fedt uden at være for aggressive. Se på kvalitetsprodukter til daglig rengøring. Specialiserede produkter kan være nødvendige til vanskelige opgaver, men til almindelig daglig rengøring er det ofte bedre at vælge produkter, der fungerer på flere typer overflader.

Tjek ingredienser og miljømærkninger
Kvalitet handler ikke kun om effektivitet – det handler også om sikkerhed og bæredygtighed. Mange rengøringsmidler indeholder kemikalier, som kan være hårde mod hud og luftveje, eller som belaster miljøet. Derfor er det en god idé at tjekke ingredienslisten og gå efter produkter med miljømærkninger som Svanemærket eller EU-Blomsten. Disse produkter er testet for både miljøpåvirkning og sundhed, hvilket giver dig tryghed.

Investér i holdbare og genanvendelige redskaber
Selvom selve rengøringsmidlet er vigtigt, er redskaberne mindst lige så afgørende for et godt resultat. Kvalitetsklude, børster og moppehoveder holder længere og gør rengøringen mere effektiv. Vælg redskaber, der kan vaskes og genbruges, fremfor engangsprodukter. På den måde sparer du både penge og ressourcer – samtidig med at du opnår et mere holdbart og hygiejnisk resultat i hverdagen.

Med disse tre råd i baghovedet kan du træffe mere bevidste valg og skabe en daglig rengøringsrutine, der både er effektiv, sikker og bæredygtig.

Frønse og ØVI fodbold gør klar til stort fodboldstævne

0

Østervrå Ifs fodboldafdeling har for 33. gang sendt invitationer ud til det populære ungdomsfodboldstævne Frønse Cup. Stævnet, der afvikles i uge 4 og 5, forventes igen at fylde Østervrå Idræts- og Kulturcenter med masser af fodboldglæde, liv og fællesskab. 

Frønse Cup afvikles, som altid, i tæt samarbejde med Spar Nord, der har været hovedsponsor alle årene. – Samarbejdet er ikke kun en vigtig økonomisk støtte for vores cup, men også at Spar Nords maskot Frønse kigger forbi, fortæller ØVI fodbold, og det er altid et højdepunkt for de yngste deltagere, der ser frem til en regn af karameller fra den søde bjørn, der måske også hjælper med at dele medaljer ud. 

Der spilles traditionel indendørs fodbold for årgange fra U7 til U15 i både pige- og drengerækker, og det betyder også at et skønt leben af unge fodboldspillere kommer til at fylde idrætscentret. Medaljer venter de tre bedste hold i alle rækker, men uanset niveau er fokus på gode oplevelser, fællesskab og en masse fodboldspil. I 2024 rundede antallet af deltagere 110 hold, og i år forventer arrangørerne at over 100 hold finder vej til Østervrå. 

100 frivillige
Stævnet afvikles over to weekender 24.-25. januar og 31. januar-1. februar – det kræver en stor fælles indsats. – Frønse Cup er et stort aktiv for ØVI fodbold, og et stævne af denne størrelse kalder på en masse frivillige kræfter, understreger arrangørerne, som forventer at have omkring 100 frivillige i aktion med opgaver som stævneledere, dommere, burfolk, i cafeteriaet og mange andre opgaver. De vil alle gøre deres for at skabe de bedste rammer for et vellykket stævne. 

Tilmelding
Tilmeldingen er allerede godt i gang, og sidste frist er den 28. december. ØVI Fodbold glæder sig til igen at byde velkommen til en masse spændende kampe, glade spillere og et medlevende publikum, når Frønse-Cup 2026 løber af stablen i Østervrå.

ÅB

Bibelmaraton afholdes i Frikirken i Sæby

0

Frikirken i Sæby danner ramme om et særligt arrangement, når der afholdes bibelmaraton, hvor hele Bibelen læses højt fra ende til anden. Det tager omkring 85 timer at læse Bibelen op, og arrangementet er åbent for alle, der har lyst til at deltage – uanset alder og baggrund.

Bag bibelmaratonet står Sean og Wendy fra København, som har stor erfaring med denne form for oplæsning. Tidligere på året var de på Svalbard, hvor hele Bibelen blev læst op i en kirke på øgruppen. Senere har de gennemført bibelmaraton både i Bibliotekshaven ved Christiansborg Slot og i en kirke i Aabenraa.

Flere af oplæsningerne har været præget af bemærkelsesværdige oplevelser. I Bibliotekshaven opstod der eksempelvis en dobbelt regnbue på himlen netop i det øjeblik, hvor der blev læst fra Første Mosebog om Guds pagt med menneskene og regnbuen som tegn. En lignende oplevelse fandt sted under oplæsningen i Aabenraa.

Arrangørerne ser frem til bibelmaratonet i Sæby med forventning og nysgerrighed og håber, at mange vil lægge vejen forbi Frikirken for at være med til at læse eller lytte. Arrangementet giver mulighed for både fordybelse, fællesskab og en helt særlig måde at opleve Bibelens tekster på.

December har været fyldt med hygge og julestemning på Østervrå Ældrecenter

0

Atter en gang har gruppen De Frivillige lagt sig i selen for at give beboerne på Østervrå Ældrecenter en fornemmelse af julestemning og hygge, som optakt til julen. 

Op til 1. søndag i advent kom De Frivillige og julepyntede på gangene og i opholdsstuerne på centret. Flere af beboerne havde besøg af deres pårørende, som også hjalp med at pynte op. Under det hele var der lagt en dejlig julemusik, og dagens aftensmad var i samme tema med risengrød og dertil nisseøl. 

– I den første uge af december havde vi arrangeret en juletur til Metropol. Ni beboere havde lyst til at komme med ud og shoppe lidt eller blot nyde det hyggelige julepynt, fortæller Anna Grethe Holmenlund fra De Frivillige. Turen blev rundet af med kaffe eller kakao med is og flødeboller hos Frelsens Chokolade.

Julefrokost
Den årlige julefrokost blev afholdt i Aktivitetscentret, så der var god plads til alle. I alt var der 20 beboere, der havde tilmeldt sig, og derudover flere pårørende og personalet. Et dejligt fællesskab med masser af julestemning og højt humør. 

Lige inden jul blev der også tid til at få besøg af Lonnie og Bent, der underholdt med den dejligste julemusik. Køkkenet på centret stod for et lækkert julet traktement af kaffe og lækre sirupslagkager. 

De frivillige har igen i år sendt beboerne på Østervrå Ældrecenter en lille julehilsen. – Vi har været forbi Østervrå Blomsterbutik og købt julestjerne til alle beboerne, som et særligt ønske fra os om en rigtig glædelig jul og et godt nytår, fortæller Anna Grethe Holmenlund, og så glæder vi os til det nye år, hvor vi er klar til nye aktiviteter for centrets beboere. 

ÅB

Avisen kommer stadig hjem – nu digitalt via app

0
young happy woman on sofa using tablet computer at luxury home

Selvom Østvendsyssel Folkeblad fra uge 2 i 2026 omlægges til afhentningsavis, er det fortsat muligt at få avisen direkte hjem – blot i en digital udgave.

Via Østvendsyssel Folkeblads app og e-paper kan læserne hver uge få adgang til hele avisen på telefon, tablet eller computer. Den digitale avis udkommer allerede mandag aften, altså før den trykte udgave rammer standerne rundt omkring i området.

– Vi ved, at mange af vores læsere sætter pris på bekvemmeligheden ved at få avisen direkte hjem. Den mulighed bevarer vi – nu bare i en mere tidssvarende, digital form, siger Søren Ejstrup Brunse, Østvendsyssel Folkeblad.

I appen kan man bladre i avisen, præcis som man kender det fra papirudgaven, og samtidig få hurtig adgang til lokale nyheder, artikler og annoncer. E-avisen kan læses, når det passer – hjemme i sofaen, på farten eller på ferie.

Østvendsyssel Folkeblads app kan hentes gratis i App Store og Google Play. E-avisen findes også via avisens hjemmeside under ”Ugens avis”.

– Den digitale løsning giver både fleksibilitet for læserne og sikrer, at vi fortsat kan levere lokale nyheder hurtigt og effektivt, understreger Søren Ejstrup Brunse.

For dem, der foretrækker den trykte avis, vil den fortsat kunne hentes gratis på de mange faste uddelingssteder. Kombinationen af afhentningsavis og digital udgave betyder, at Østvendsyssel Folkeblad også fremover er tæt på læserne – både fysisk og digitalt.

Red.

Nyt Ældreråd konstitueret i Frederikshavn Kommune

0

Ved årsskiftet får Frederikshavn Kommune et nyt Ældreråd. Rådets sammensætning er nu fundet efter det konstituerende møde mandag den 15. december. Her valgte et enigt råd at pege på Dorte Kruse Vestergaard som formand. Der var også enighed om, at posten som næstformand skulle gå til Kaj Mathiassen.

Dorte Kruse Vestergaard og Kaj Mathiassen sidder begge i det nuværende Ældreråd. Sammen med fem nyvalgte medlemmer træder de den 1. januar 2026 ind i ny fireårig valgperiode.

”Jeg er meget taknemmelig for den tillid, som Ældrerådets kommende medlemmer har vist mig. Sammen vil vi arbejde målrettet for fortsat at styrke de ældres stemme i kommunen og sikre de ældre borgeres vilkår og trivsel,” siger Dorte Kruse Vestergaard.

Ældrerådet fungerer som talerør for alle kommunens borgere over 60 år, hvilket udgør mere end 20.000 personer. Rådet har til opgave at rådgive byrådspolitikerne i alle sager, der har betydning for de ældre.

”Det er en stor andel af kommunens borgere, vi som Ældreråd skal repræsentere. Derfor håber jeg, at Ældrerådet kan blive en endnu mere tydelig og aktiv stemme, så vi sikrer, at de ældre bliver hørt,” siger Kaj Mathiassen.

Fra 2026 til 2029 består Ældrerådet af følgende personer:

Formand Dorte Kruse Vestergaard, Frederikshavn

Næstformand Kaj Janus Mathiassen, Østervrå

Bodil Gramkow Andersen, Voerså

Lene Munk Rasmussen, Skagen

Mogens Nielsen, Strandby

Ole Hartmann Pedersen, Sæby

Søren Bjerregaard, Frederikshavn