Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

December har været fyldt med hygge og julestemning på Østervrå Ældrecenter

Atter en gang har gruppen De Frivillige lagt sig i selen for at give beboerne på Østervrå Ældrecenter en fornemmelse af julestemning og hygge, som optakt til julen. 

Op til 1. søndag i advent kom De Frivillige og julepyntede på gangene og i opholdsstuerne på centret. Flere af beboerne havde besøg af deres pårørende, som også hjalp med at pynte op. Under det hele var der lagt en dejlig julemusik, og dagens aftensmad var i samme tema med risengrød og dertil nisseøl. 

– I den første uge af december havde vi arrangeret en juletur til Metropol. Ni beboere havde lyst til at komme med ud og shoppe lidt eller blot nyde det hyggelige julepynt, fortæller Anna Grethe Holmenlund fra De Frivillige. Turen blev rundet af med kaffe eller kakao med is og flødeboller hos Frelsens Chokolade.

Julefrokost
Den årlige julefrokost blev afholdt i Aktivitetscentret, så der var god plads til alle. I alt var der 20 beboere, der havde tilmeldt sig, og derudover flere pårørende og personalet. Et dejligt fællesskab med masser af julestemning og højt humør. 

Lige inden jul blev der også tid til at få besøg af Lonnie og Bent, der underholdt med den dejligste julemusik. Køkkenet på centret stod for et lækkert julet traktement af kaffe og lækre sirupslagkager. 

De frivillige har igen i år sendt beboerne på Østervrå Ældrecenter en lille julehilsen. – Vi har været forbi Østervrå Blomsterbutik og købt julestjerne til alle beboerne, som et særligt ønske fra os om en rigtig glædelig jul og et godt nytår, fortæller Anna Grethe Holmenlund, og så glæder vi os til det nye år, hvor vi er klar til nye aktiviteter for centrets beboere. 

ÅB

Popular Articles