Home Blog Page 69

Fælles­sang medElse Højgaard Smidt

0

Østervrå Seniorer indledte det nye år med et velbesøgt bankospil. Det næste arrangement er tirsdag den 20. januar i Østervrå Kulturhus, med fællessang ledet af Else Højgaard Smidt fra Brønderslev. 

Fællessang er stærkt vanedannende er påstanden fra Else Højgaard Smidt, som selv er begejstret for konceptet. For nogle år siden blev hun opfordret til at stå i spidsen for fællessang for voksne og ældre, og det blev begyndelsen på ”Ældresang”, som helt fra starten har haft stor tilslutning. 

Else Højgaard Smidt 
Else er musikuddannet fra det fynske Musikkonservatorium og er vokset op med højskolesangbogen, som en naturlig del af hverdagen. Hun er født i 1952 på Fyn, hvor hun voksede op på landet i en børnerig familie.  Hendes far var landmand med eget hønseri, og hendes mor hjalp til. Alle familiens fem børn kunne spille på et instrument, de fleste på klaver, og Else lærte tidligt at spille efter gehør. 

Efter endt kontoruddannelse valgte Else at videreuddanne sig indenfor musikken. Det har givet hende en lang og alsidig karriere som underviser og musiker, bl.a. som lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, kapelmester i Rot­te­fæl­de­­revy­en, Nordjyllands Idrætsskole og Pædagogseminariet i Hjørring til i dag, hvor hun er organist ved De4Kirker – Tolstrup, Stenum, Thise og Ø. Hjermitslev. 

I 1986 flyttede Else til Brønderslev, hvor hun blev lærer på den nystartede idrætshøjskole. Her tog hun initiativ til at indføre daglig fællessang – 20 minutter hver dag inden middagsmaden, noget de unge hurtigt blev glade for. Senere blev hun opfordret til at arrangerer fællessang for voksne og ældre. 

Du kan glæde dig til at opleve den sangglade pianist hos Østervrå Seniorer, takket været et sponsorat.  – Østervrå Seniorer har været så heldige at Nordea Fonden har støtte vores foreningen med et beløb, så vi kunne invitere til et arrangement med Else Højgaard Smidt og samtidig købe flere sangbøger, fortæller Bente Christensen fra bestyrelsen. 

Hyggeligt bankospil
Det nye år og et nyt program hos Østervrå Seniorer blev indledt med et hyggeligt bankospil med deltagelse af et halvt hundrede medlemmer, som havde trodset vintervejret.

Der var dyb stilhed og stor koncentration under de enkelt spil, hvor Børge Nielsen atter styrede slagets gang med sikker stemme. Gevinsterne – herunder sponsorpræmien – var fra Coop 365. 

Medlemmerne kunne sme dag forny deres kontingent eller blive medlem af foreningen. En rigtigt hyggelig og vellykket eftermiddag, hvor en hel del var heldige at gå hjem med gevinster – enkelte endda med flere. 

ÅB

Skriv, skriv, skriv!

0

Kære læsere! Vi vil simpelthen så gerne lave en rigtig god lokal avis for hele udgivelsesområdet. 

På grund af udviklingen i samfundet og avisbranchen er det dog efterhånden et ret stort område, vi dækker, og det er svært for redaktionen at følge med i, hvad der foregår alle steder. Derfor beder vi jer om at hjælpe os med at fortælle de gode, lokale historier fra avisens udgivelsesområde.

Er du med i en forening, der afvikler stævner, foredrag, events, koncerter m.v., så send os et tip om det. Skyd evt. et par billeder på dagen og send nogle stikord om, hvordan det gik. Du behøver ikke være lektor i dansk for at sende noget til os. Vi er en slags eksperter i kragetæer, og ellers kan din telefon måske skrive for dig, hvis du dikterer til den.

Din telefon er også et udmærket kamera, så læg det meget gerne ind i jeres vaner, at I lige skal tænke på os, når I afholder noget spændende. Vi vil så gerne fortælle de gode historier.

Nye områder
I forbindelse med, at avisen nu ikke længere omdeles i postkasser, har vi udvidet vores udgivelsesområde med både Sæby, Vrå og Gærum, så også fra de områder, vil vi gerne modtage relevant stof. 

Vi forbeholder os naturligvis ret til at redigere og ændre i teksterne, så de passer til avisens profil, ligesom vi også gerne hjælper med at formulere jeres stikord til en artikel. Send noget til os på avis@oestvend.dk – hellere i dag end i morgen.

En journalist i maven?
Skulle der gå en entusiast rundt med en journalist i maven, vil vi også rigtig gerne tale med dig om at være en, der kan ”dække” forskellige begivenheder for avisen –  altså møder op, tager billeder og skriver en artikel.

Annoncer behøver ikke vælte budgettet
Annoncer i avisen behøver faktisk ikke at koste en bondegård, og det er jo dem, avisen skal leve af, så overvej, om jeres arrangement ikke skal være synligt for både de online og dem som ikke er.

Redaktionen

I Nordjylland er den første hjerteløber fremme på 04:46 min.

0
Screenshot

TrygFonden  har netop offentliggjort første årsrapport fra Hjerteløberordningen med tal for hver af de 98 kommuner. Rapporten dækker hele 2025, og der er flere positive nyheder.

1,2 pct. af den voksne befolkning i Danmark er hjerteløbere

Vi er på landsplan lige nu 59.300 aktive hjerteløbere, hvilket svarer til 985 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. Dermed er 1,2 pct. af den voksne befolkning (18-110 år) i Danmark aktive hjerteløbere.

God dækning i Region
Nordjylland

I Region Nordjylland er der nu 5.502 hjerteløbere. Det svarer til 928 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. Hjerteløberordningen har i Region Nordjylland i 2025 været aktiveret 531 gange, og i 99 pct. af tilfældene har mindst én hjerteløber accepteret alarmen. I 98 pct. af de tilfælde, hvor Hjerteløberordningen har været aktiveret i regionen, har mindst to hjerteløbere accepteret alarmen.

Hjerteløber-responstider i Region Nordjylland

I rapporten introducerer TrygFonden for første gang median hjerteløber-responstider, som angiver tiden fra aktivering af Hjerteløberordningen til ankomsten af den første hjerteløber. Responstiderne bliver i rapporten angivet både kommunalt, regionalt og nationalt. De præsenterede responstider er udarbejdet i forbindelse med et igangværende forskningsprojekt og repræsenterer perioden 1. januar 2024 – 31. august 2024. Siden den periode har Hjerteløberordningen oplevet en vækst i antallet af aktive hjerteløbere på mere end 10 pct., og det er således forskernes forventning, at vi senere i 2026 kan præsentere mere opdaterede hjerteløber-responstider, som er endnu bedre.

Gennemsnittet af de kommunale median hjerteløber-responstider i Region Nordjylland for den undersøgte periode lyder på 04:46 min., hvor Aalborg Kommune (måske ikke så overraskende) har den korteste responstid med 03:48 min., og Morsø Kommune har den længste responstid med 06:12 min.

Hjerteløberne i Region Nordjylland er klar til at træde til

Hjerteløberordningen gennemførte i december 2025 en repræsentativ undersøgelse blandt hjerteløberne med 1.069 respondenter fra Region Nordjylland. Resultaterne viser bl.a., at:

–
Gennemsnitsalderen på hjerteløberne i Region Nordjylland er 48 år

–
97 pct. af hjerteløberne i Region Nordjylland har mindst én gang været på kursus i livreddende førstehjælp

–
91 pct. af hjerteløberne i Region Nordjylland har modtaget mindst én alarm

–
54 pct. af hjerteløberne har udført hjertelungeredning i forbindelse med en alarm

–
35 pct. af hjerteløberne har påsat og tændt en hjertestarter i forbindelse med en alarm

Læsø, Aalborg og Rebild har den bedste dækning af hjerteløbere i Region Nordjylland

Stort fremmøde til Nytårs Hoppedag i Flauenskjold

0

Støtteforeningen for Flauenskjold Børnehave havde igen i år inviteret til Nytårs Hoppedag i Flauenskjold Hallen. Og sikke en dag det blev. 

Hele 437 besøgende var forbi i løbet af dagen, og hallen summede af grin, hop, glade børn og masser af energi.

Alle hoppepuderne var finansieret ved hjælp af velvillige sponsorer, og frivillige sørgede for det praktiske ved arrangementet.

En helt igennem vellykket og hyggelig dag for både børn og forældre. Mon ikke succesen gentages næste år.

Tekst og fotos: IS

Expresbus 973X opgraderes: Nye stop og flere afgange mellem Sæby, Frederikshavn og Aalborg

0

Snart bliver det nemmere at komme fra Sæby og Frederikshavn til Aalborg – og omvendt. Antallet af afgange og stoppesteder på den populære rute 973X bliver nemlig udvidet fra den 17. januar 2026. 

Fra den 17. januar 2026 bliver der indsat flere expresbusser på rute 973X, der er en af de mest benyttede ruter i Nordjylland. Antallet af afgange mellem Frederikshavn, Sæby og Aalborg stiger fra 27 til 29 afgange pr. retning på hverdage, og fra 11 til 17 afgange pr. retning i weekenden.

Foruden stigningen i antallet af afgange med expresbusser bliver der etableret nye stoppesteder på rute 973X ved Sæby Industri, Sæby Skole, Kulturøen samt Trafikcenter Sæby Syd, hvilket gør expresbussen mere tilgængelig for borgerne i Sæby:

– Vi har valgt at indsætte flere afgange på rute 973X, da vi oplever en stigende efterspørgsel på vores expresbusser. Derudover har vi etableret nye stoppesteder for at imødekomme det store passagergrundlag, der er i Sæby. Med disse ændringer håber vi at forbedre rejseoplevelsen, så rute 973X bliver et endnu mere attraktivt og fleksibelt transporttilbud for alle, der benytter den, forklarer Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos Nordjyllands Trafikselskab.

Opgraderingen af rute 973X er en del af projektet Fremtidens Kollektive Trafik, der har til formål at sikre mere mobilitet for flest mulige kunder og samtidig udnytte kapaciteten bedre på strækninger med stor efterspørgsel.

Beslutningerne om de konkrete ændringer er truffet i samarbejde mellem de nordjyske kommuner og Region Nordjylland.

Ung folkemusik fylder Åsen Teater med levende toner

0

Lørdag den 17. januar om eftermiddagen bliver Åsen Teater i Jerslev fyldt med energi og spilleglæde, når unge musikere fra Folkemusikkens Musikkonservatorium giver koncert. Publikum kan se frem til en eftermiddag, hvor morgendagens folkemusikstjerner indtager scenen og præsenterer levende og nærværende folkemusik.

De unge musikere bringer både tradition og fornyelse med sig og leverer musik, der rummer alt fra vise og country-inspirerede toner til klassisk folkemusik. Åsen Teater er kendt for sin gode akustik, og rammerne giver de unge kunstnere optimale betingelser for at lade musikken folde sig ud og fylde rummet med rytme, klang og bevægelse.

Koncerten byder på en unik mulighed for at opleve talentfulde musikere tidligt i deres karriere, og der er lagt op til en stemningsfuld eftermiddag, hvor teaterrummet kan komme til at ryste, vibrere og svinge.

Arrangementet finder sted på Åsen Teater på Brødholtvej i Jerslev og henvender sig til alle med interesse for folkemusik og levende musikoplevelser.

Red.

Jesper Nielsen fejrer 25-års jubilæumi Østervrå Idræts- og Kulturcenter

0

Den 24. januar kan souschef Jesper Nielsen fejre 25-års jubilæum i Østervrå Idræts- og Kulturcenter (OIKC), og hvor er de 25 år så blevet af? Jespers eget bud er et indholdsrigt arbejdsliv med løbende udvikling, byggeprojekter, mødet med mennesker og gode kolleger, der har givet et spændende og travlt arbejdsliv. 

På visitkortet stod der egentlig landbrugsmaskinmekaniker, et dejligt arbejde, men også et fysisk krævende job, som Jesper var klar over, han ikke kunne holde til hele livet. Et job­opslag i OIKC fik ham til at overveje en helt ny jobretning. – Jeg husker tydeligt min jobsamtale, hvor der sådan lidt afslutningsvis blev nævnt, at der kunne være lidt rengøringsarbejde, som vist nok bestod i at spule med noget vand, fortæller Jesper med et stort grin, men jobbet bød på langt mere end det. Jesper blev ansat på fuld tid i stedet for to halvtids rengøringsdamer, i et center, der allerede havde både halinspektør og bademester. 

Noget af det første han blev kastet ud i var projektet med byggeriet af Kulturhuset, hvor han blev ansvarlig for tilsyn med byggeprocessen – sideløbende med de daglige driftsopgaver i centret. I 2005 fulgte udvidelsen af cafeteriaet og senere en lang række byggeprojekter med etablering og flere udvidelser i idrætsforeningens motionscenter. Her var Jesper igen ansvarlig for byggeprocesserne og fik samtidig mulighed for rent praktisk at være en del af projekterne, hvor han også fik lov til at sætte sit eget præg på dem. 

Udfordringer – ja tak!
Jesper elsker at få en god udfordring, gerne et teknisk problem, der skal løses, men alle opgaver er velkomne, og det gør heller ikke noget, at det tager lidt tid at få knækket ”koden”. Gennem årene har Jespers alsidige håndværksevner bidraget med utallige finurlige og praktiske løsninger – til glæde for både brugere og kolleger. Ideerne bobler stadig, og ofte afslører han først sine tanker, når tidspunktet er det rette. Netop denne kombination af kreativ tænkning, teknisk snilde og tålmodighed har været kendetegnende for hans arbejde.

Jobbet som souschef er alsidigt og fyldt med passende udfordringer. Det spænder fra hurtig fejlfinding og midlertidige løsninger, så den daglige drift kan fortsætte uforstyrret, til store og krævende opgaver bl.a. med energistyring af lys, vand og varme – ikke mindst i svømmehallen. Og når situationen kræver det, trækker Jesper også i hvid skjorte og sorte bukser for at agere tjener ved større arrangementer, hvor der både skal stilles mad an og serveres.

Gæsternes trivsel har altid været i fokus. Hvis mikrofonerne skratter, er der bud efter Jesper – og mangler der pludselig en forsanger, så tager han også gerne den rolle. Det er nemlig ikke ukendt for ham, for Jesper har tidligere været festmusiker og var i mange år en fast del af revytruppen i Østervrå, hvor han brillerede med flere humoristiske roller og en fantastisk sangstemme.

I svømmehallen har Jesper desuden en vigtig og ansvarsfuld opgave i rollen som livredderdommer, her er han konsekvent og stiller høje krav – for alle skal være klædt godt på til opgaven. 

Noget af det, Jesper sætter allerstørst pris på, er mødet med de mange mennesker, der dagligt har deres gang i centret. Dialogen er god, stemningen positiv, og det er sjældent nødvendigt at hæve stemmen. Friheden under ansvar – naturligvis med bestyrelsens opbakning – har haft stor betydning for hans arbejdsglæde, der har været med til at opvejet nogle af de bagsider, der også følger med jobbet. Mange aften- og weekendvagter har betydet, at han ind imellem er gået glip af begivenheder ikke mindst i den nærmeste familie, som udover hustruen, to børn og svigerbørn nu også omfatter et lille barnebarn. 

Jesper sætter en stor ære i, at huset er i god stand. Små og store reparationer får ikke lov at vente.  Samarbejdet med de øvrige tre kolleger i centret fungerer fint. – Vi har hver vores ansvarsområder med nogle overlap, hvor vi afløser eller hjælper hinanden, forklarer Jesper. 

Kollegerne deler helt og fuldt Jespers opfattelse af samarbejdet, og supplerer med egenskaber som god sparringspartner og løsningsorienteret. – Jesper arbejder flittigt og er meget fleksibel, han strækker sig langt for at få tingene til at lykkes, lyder det fra kollegerne. 

Fremtiden
Ved siden af sit arbejde er Jesper også formand for bestyrelsen i ØVIs Motionscenter, hvor han yder et stort stykke frivilligt arbejde, som han også praktiserer at få passet ind med sit professionelle virke i centret. Fremtiden byder forhåbentlig snart på opstart af de aktuelle byggeplaner med Hærvejshjemmet – et projekt, Jesper ser frem til at skulle følge helt i mål. 

Lidt længere ude i fremtiden håber han, at yngre kræfter en dag vil tage over. Ét håb står dog helt centralt: at det frivillige foreningsliv fortsat vil udvikle sig og have sin gang i centret, hvilket er en afgørende betydning for Østervrå Idræts- og Kulturcenters fremtidige eksistens.

Reception for alle
25 år er gået – Jesper har hele vejen bidraget med stort engagement, ansvar, humor og loyalitet. Han har i den grad været med til at sætte sit præg på Østervrå Idræts- og Kulturcenter, og derfor skal han også fejres. Lørdag den 24. januar er der reception i Østervrå Kulturhus, hvor alle er velkommen. Der vil blive serveret et let traktement, og af hensyn til dette vil bestyrelsen gerne have en tilmelding. 

ÅB

Gårdbrand ved Dybvad

0

Beredskabet fra Østervrå, Sæby og Dronninglund blev lørdag den 10. januar kaldt til gårdbrand på Krogsdamvej ved Dybvad. Det var en kostald med 34 stk. kvæg der var ild i. Alt kvæget blev reddet ud af bygningen, men et dyr måtte dog aflives på grund af brandskader. Fotos: Ejvind Pedersen

Garage udbrændt i Dybvad

0

Beredskabet fra Sæby og Dronninglund blev tirsdag den 6. januar kaldt til brand på Badskærvej i Dybvad, meldingen lød på bygningsbrand – der var ild i en garage. Allerede før brandmandskabet nåede frem var ilden gået igennem taget. Garagen udbrændte totalt, samt en bil der stod i garagen. Dagen efter blussede ilden op igen, så brandfolkene fra Sæby endnu en gang måtte en tur til Dybvad for at foretage en efterslukning. Fotos: Ejvind Pedersen

Myndighederne forberedt på snestorm: Koordinerer indsatsen i Nordjylland

0

Flere myndigheder er i dag samlet i Nordjylland for at styrke koordineringen og sikre en fælles indsats i forbindelse med den varslede snestorm. 

I dag er Nordjyllands Politi, Det Præhospitale Beredskab, Hjemmeværnet, Nordjyllands Beredskab, Beredskabsstyrelsen og Vejdirektoratet samlet i Aalborg i den Lokale Beredskabsstab (LBS), hvorfra de følger varslerne for vejret nøje. 

Formålet er at sikre hurtig koordinering, effektiv ressourceanvendelse og rettidig information til borgerne, hvis vejrsituationen udvikler sig.
Myndighederne er forberedt på at håndtere eventuelle udfordringer som følge af kraftigt snefald, blæst og glatte veje, herunder påvirkning af trafikken, forsyningssikkerheden og adgangen for redningskøretøjer. Blandt andet indebærer det at man sikrer assistance fra Forsvarets køretøjet samt Beredskabsstyrelsens sneplove. 

Politiinspektør Henrik Skals, der koordinerer den samlede indsats i Den Lokale Beredskabsstab, fortæller om arbejdet:

”Indtil videre er der ro på i det nordjyske, men vi tager de varslede forhold meget alvorligt, og vi søger at være på forkant med begivenhederne: så er vi nemlig klar til at reagere, hvis vejret giver udfordringer for borgerne. Vi opfordrer også til, at borgerne selv forbereder sig og husker de gode råd – særligt hvis de har brug for at bevæge sig ud i trafikken.”

Gode råd til borgerne

Myndighederne opfordrer borgerne til at tage følgende forholdsregler:

  • Følg myndighedernes anbefalinger.
  • Skal du ud at køre, så tilpas hastigheden efter forholdene.
  • Sørg for, at bilen er vinterklar med vinterdæk, isskraber, sneskovl, varmt tøj, refleksveste, mad og drikke, fuld tank eller batteri, strøm på telefonen, samt tæppe og eventuelt medicin.
  • Hold dig opdateret via officielle kanaler og lokale medier.
  • Vis hensyn til rednings- og servicekøretøjer, så de kan komme frem.
  • Hjælp naboer og særligt sårbare borgere, hvis der opstår behov.

Myndighederne vil løbende vurdere situationen og melde ud, hvis der sker ændringer eller behov for yderligere tiltag.

Opstår der specifikke spørgsmål til myndighedernes særskilte indsatser, så henviser vi til den relevante sektor.