Der bliver igen liv i køkkenet på Thorshøj Gamle Skole, når Birthe og Britta endnu en gang står klar med madholdet Pot & Pande. Holdet har tidligere haft stor opbakning, og nu inviteres nye såvel som tidligere deltagere til en ny sæson med fokus på traditionel dansk mad.
THORSHØJ: Madholdet henvender sig til både mænd og kvinder i alle aldre, og der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage. Undervisningen tilpasses, så alle kan være med – uanset om man er ny i køkkenet eller har erfaring i forvejen.
På Pot & Pande arbejdes der med klassiske danske retter, og hver mødegang afsluttes naturligvis med fællesspisning, hvor deltagerne kan nyde resultatet af dagens indsats sammen.
Holdet mødes torsdage i ulige uger på Thorshøj Gamle Skole. Første gang var den 15. januar og forløber sig til den 13. marts.
Den 6. februar, runder den lokale, men stadig lidt nye, ostemand Kenneth Christensen 40 år.
SKÆVE: Og hvordan er det så, at være ostemand i Skæve. Ja, efter et halvt års tid, ved Kenneth meget mere om det, end i sommers da han startede på posten.
Jeg blev lidt overrasket over, hvor travlt jeg havde i december måned – hold nu op, jeg løb stærkt, griner han. Til gengæld var der mulighed for at hvile ud i starten af januar, for der var der stille, fortæller han. Men ellers er han godt tilfreds med ostesalget i det gamle mejeri.
Bag disken har man i den første tid mødt Kenneths far, Gert, men nu hvor jeg er blevet lidt mere rutineret, klarer jeg det som regel selv, fortæller han.
Fra mejerist til selvstændig Kenneth er født og opvokset i Tårs, hvor han fortsat bor. Han er uddannet mejerist og har i mange år arbejdet i branchen, senest som driftsleder på Ingstrup Mejeri. Med nedsat arbejdstid dér tog han i sommeren 2025 springet til selvstændig, da han overtog Skæve Mejeri efter Albert M. Pedersen, som havde drevet stedet i næsten tre årtier. Kenneth har stadig timer på Ingstrup Mejeri ved siden af ekspeditionerne i ostebutikken.
Ost med personlighed I butikken findes et sortiment, der spænder fra milde klassikere til kraftigt lagrede oste. Kenneth lægger vægt på rådgivning, smagsprøver og fortællingerne bag produkterne. En særlig stolthed er signaturproduktet Skæve Ost, som fås i tre varianter og modnes lokalt. Det er netop Skæveosten i alle tre varianter og Fætter Kras, der ligger på bestsellerlisten, fortæller han.
Lokalt benarbejde og faste ruter Ud over at sælge ost i butikken, har Kenneth stadig de faste vareture til institutioner, efterskoler, specialbutikker og bosteder. Det lokale islæt går igen i udvalget af specialiteter fra nærområdet, og relationerne til kunderne – både nye og gamle – prioriteres højt. Mange af Alberts stamkunder har holdt fast, og nye er kommet til.
40 år – og blikket fremad Når Kenneth Christensen den 6. februar fylder 40 år, er det en personlig milepæl. Det er dog også et punktum for en periode med store beslutninger – og et komma for det, der ligger foran. Med solid faglighed, lysten til at udvikle sortimentet og et stærkt lokalt netværk ser ostemanden fra Skæve frem til mange år bag disken, hvor smag, kvalitet og nærvær fortsat er i centrum.
I uge 6 vil der i øvrigt også være masser af gode fødselsdagstilbud i butikken, fortæller Kenneth.
Det nye år er begyndt med en markant milepæl i den grønne omstilling af den danske bilpark. For første gang er der nu flere elbiler end rene dieselbiler på de danske veje.
Elbilernes fremmarch har stået på i flere år, og i en længere periode har elbiler udgjort størstedelen af de nyregistrerede personbiler. Den udvikling kan nu også ses i den samlede bilbestand, hvor elbilerne har overhalet dieselbilerne i antal.
Ifølge Mobility Denmark er det et tydeligt tegn på, at elbilen ikke længere er et nichevalg, men er blevet hverdag for mange danskere. Det er ganske enkelt blevet mere almindeligt at eje en elbil end en dieselbil, og udviklingen mærkes både på vejene, på værkstederne og ved landets mange ladepunkter.
I dag udgør elbiler godt 19 procent af den samlede bilpark i Danmark. En væsentlig forklaring på den markante vækst er de økonomiske rammer omkring elbilismen, som har gjort det mere overkommeligt for forbrugerne at skifte til el. Særligt beslutningen om at udskyde planlagte afgiftsstigninger på elbiler har haft stor betydning for, at udskiftningen af bilparken kan fortsætte i højt tempo.
Selvom el nu har overhalet diesel, er benzinbiler dog fortsat den mest udbredte biltype i Danmark. Derfor peger Mobility Denmark på, at der stadig er et stykke vej, før omstillingen er fuldt gennemført.
Elbilernes udbredelse spiller samtidig en vigtig rolle i forhold til Danmarks klimamål. Ifølge branchen er det afgørende, at udviklingen fortsat understøttes politisk, så det også fremover er attraktivt at vælge grønnere transportformer. I den forbindelse afventes blandtandet anbefalingerne fra en ekspertgruppe, der ser på muligheden for permanent at afskaffe registreringsafgiften på elbiler.
Med milepælen er der dog ingen tvivl om, at elbilen nu har fået en fast plads i det danske gadebillede.
Engang var der ved Sæby Museum et byarkiv, ledet af byarkivar, cand.mag. Jørgen Peder Clausager.
SÆBY: Arkivet har siden dennes pensionering i flere år stort set ligget stille. Men nu ser det ud til, at der sker noget.
Per Østergaard, Sæby, og formand for museumsforeningen, har taget initiativ til dannelsen af Sæby Lokalhistoriske Hus, som vil få lokaler i Clasens bygning i Algade 3E ved siden af museet. Det er i første omgang meningen, arkivet holder åbent torsdag eftermiddag, og at frivillige ildsjæle med historisk interesse vil være til stede og hjælpe, hvis man ønsker at vide mere om bygninger og foreningslivet i Sæby gennem tiderne eller måske søge information om sine aner.
Per Østergaard udtaler: ”Sæby Lokalhistoriske Hus vil sikre Sæbys historie. Derfor vil vi åbne arkivet.”
Flot opstart for frivillige i Sæby Lokalhistoriske Hus Starten på arbejdet med frivillige i Sæby Lokalhistoriske Hus er kommet rigtig godt fra land. Til den første introduktion mødte 10 engagerede frivillige op – alle med stor interesse og tydelig begejstring for projektet og husets fremtid.
”Stemningen var positiv, nysgerrig og præget af lysten til at være med til at bevare og formidle Sæbys lokale historie. Der blev stillet mange gode spørgsmål, delt erfaringer og talt om de mange muligheder, der ligger i arbejdet med arkiv, formidling og aktiviteter i huset,” lyder det fra Per Østergaard.
Der er allerede planlagt introduktionsforløb i den nærmeste fremtid for flere frivillige, som har meldt sig.
”Det store engagement og den brede opbakning giver et stærkt håb og en god fornemmelse af, at projektet får en både solid og levende start, når arbejdet for alvor går i gang. Alt i alt lover det godt for fremtiden – og for et aktivt og fællesskabsbåret Sæby Lokalhistoriske Hus,” lyder det afslutningsvis fra Per Østergaard.
Med åbningen af Sæby Lokalhistoriske Hus indledes en ny epoke i formidlingen og bevarelsen af fælles minder om Sæby. Det er forventningen over tid at samle alle byens lokalhistoriske kræfter under ét tag og dermed styrke samarbejdet til glæde for Sæby og dens historie.
Med i den fremtidige planlægning indgår også afholdelse af små specialforedrag med lokale foredragsholdere, kortere særudstillinger med temaer fra Sæbys fortid og borgernes egne effekter, videooptagelser og interviews med markante sæbynitter til publicering via sociale medier samt i det hele taget arrangementer, der styrker fællesskabet om byens historie og det lokale arkiv.
Hele arbejdet med Sæby Lokalhistoriske Hus sker i samarbejde med Nordjyllands Kystmuseum.
Syvsten IF inviterer lørdag den 7. februar medlemmer og interesserede til standerhejsning, hvor klubben traditionen tro markerer starten på en ny fodboldsæson. Arrangementet samler spillere, trænere og frivillige omkring flagstangen, hvor formanden byder velkommen og skyder sæsonen i gang.
SYVSTEN: Efter standerhejsningen inviteres til fælles træning på den grønne bane, hvis vejret tillader det, og dagen rundes af med suppe i cafeteriet. Bestyrelsen ser frem til endnu en god sæson med masser af aktivitet, engagement og sammenhold i klubben og håber på stor opbakning fra både spillere og familier.
Lørdag den 21. februar inviterer også JSI Motion til en festlig og farverig aften i SparV-hallen i Jerslev, hvor der er lagt op til både underholdning, hyggeligt samvær og masser af bevægelse.
JERSLEV: Aftenen byder på et stort MGP-inspireret show, hvor stemningen er i højsædet, og hvor børn og voksne kan glæde sig til musik, lys og fælles oplevelser i hallen. Arrangementet er tænkt som en aften, hvor hele familien kan være med, uanset om man kommer for showet, fællesskabet eller den gode stemning.
Der er mulighed for fællesspisning før showet for dem, der ønsker det, mens arrangementet også kan opleves uden spisning. For børnene vil der desuden være ansigtsmaling, som sætter ekstra kulør på aftenen.
Bag arrangementet står JSI Motion, som med støtte fra lokale samarbejdspartnere har sammensat en aften, der skal samle byen og skabe minder på tværs af generationer. Med den røde løber rullet ud håber arrangørerne på stor opbakning og en aften, hvor Jerslev endnu en gang viser, hvad fællesskab og frivillighed kan føre til.
Sammen med Merete Kristensen inviteres alle kvinder til en hyggelig aften med fælles madlavning og god stemning. Aftenen er lagt an på nærvær, grin og madglæde, hvor alle kan være med uanset erfaring i køkkenet.
THORSHØJ: Merete guider deltagerne gennem hele arrangementet med sit gode humør og sin rolige tilgang, så madlavningen bliver både overskuelig og fornøjelig. Fokus er på fællesskab, inspiration og en afslappet aften omkring gryderne.
Menuen byder på italienske mørbradtårne, salat med hummus, rugkerner og stegt halloumi samt Meretes brydebrød, som mange kender fra tidligere arrangementer med tapas. Til dessert laver vi den gamle klassiker Baked Alaska, lover Merete.
Arrangørerne håber, at mange har lyst til at deltage.
Golden Christmas handbell isolated on white background with clipping path
THORSHØJ: Der var højt humør og stort fremmøde, da Thorshøj Gl. Skole for nylig afholdt sin ordinære generalforsamling. Aftenen forløb uden bemærkninger til hverken formandens beretning eller årsregnskabet, som viste et positivt resultat.
Opbakningen fra de fremmødte blev modtaget med stor taknemmelighed fra bestyrelsen, der glæder sig over den fortsatte interesse for foreningens arbejde og aktiviteter.
Som en fast del af generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen, og her var der genvalg til alle tre på valg. Helle Madsen, Kirsten Krogh Lunden og Merete Kristensen fortsætter dermed deres frivillige arbejde i bestyrelsen, hvilket blev mødt med stor begejstring blandt de fremmødte.
Bestyrelsen rettede desuden en stor tak til foreningens trofaste hjælpere, sponsorer, medlemmer, kursusholdere samt øvrige frivillige foreninger i Thorshøj og alle, der bakker op om foreningen. En særlig tak lød også til dirigent Pauli Thomsen for at sikre, at generalforsamlingen forløb i overensstemmelse med vedtægterne og i god foreningsskik.
Alle input, tilbagemeldinger og forslag fra medlemmerne er blevet noteret, og bestyrelsen ser frem til at arbejde videre med dem i den kommende periode.
Efter generalforsamlingen er bestyrelsen konstitueret med Geir Kåsa som formand, Annika Thomsen som næstformand og kasserer, Kirsten Krogh Lunden som sekretær samt Helle Madsen og Merete Kristensen som bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen ser nu frem mod en ny periode med fortsat fokus på aktiviteter og engagement i lokalområdet.
Skæve Kirke inviterer til en stemningsfuld kyndelmissegudstjeneste torsdag den 5. februar, hvor ro, fordybelse og lysets betydning i den mørke tid er i centrum.
SKÆVE: Gudstjenesten lægger op til en særlig oplevelse, hvor der i mørket lyttes til tekster om lys, håb og nærvær. Undervejs er der mulighed for selv at tænde lys som et synligt symbol på fællesskab og eftertanke.
Kirkens kor, kirkesangere og organist medvirker og bidrager med musik og sang, der understøtter den særlige stemning og giver plads til både stilhed og refleksion.
Kyndelmissegudstjenesten er for alle, der har lyst til at tage en pause fra hverdagen og være med til at lade lyset få plads – midt i vinterens mørke.
Der inviteres til kirkebio i konfirmandstuen i Jerslev, hvor filmoplevelsen danner rammen om en hyggelig og eftertænksom aften i fællesskab.
JERSLEV: Arrangementet finder sted torsdag den 5. februar 2026 i konfirmandstuen på Borgergade i Jerslev. Her samles deltagerne om en fælles filmvisning, som efterfølgende giver anledning til samtale og refleksion over filmens temaer.
Efter filmen er der god tid til dialog og udveksling af tanker i en uformel atmosfære. Undervejs vil der blive serveret kaffe samt lidt sødt eller popcorn, så rammerne også er på plads for en afslappet aften.
Kirkebio er åbent for alle, der har lyst til at kombinere film, samvær og samtale i lokale omgivelser.