Home Blog Page 49

Østervrå Bibliotek har fået en ny læseklub

0

En gruppe litteraturinteresserede brugere på Østervrå Bibliotek er gået sammen om en ny Læseklub. Formålet er at mødes for at diskutere handlingen og udveksle meninger om en bog, som alle har læst på forhånd. 

ØSTERVRÅ: Bibliotekar Maja Maltha Vestergaard har i et stykke tid haft et ønske om at oprette én – og gerne flere Læseklubber med tilknytning til Østervrå Bibliotek, og det er nu lykkedes. 

Mandag var alle interesserede inviteret til at deltage i et stiftende møde, og her mødte syv læseglade deltagere op. Fire har tidligere været medlem af en læseklub mens tre er nybegyndere. Fælles for dem alle er, at de gerne vil dele deres læseoplevelser med andre. 

For deltagerne handler det blandt andet om at få øjnene op for nye genrer. – Det kan være noget af en øjenåbner at læse noget andet end det, man plejer, lyder det. Andre fremhæver det interessante og spændende i at høre andres opfattelse og tolkning af en bogs handling, som jo kan ende med pludselig at giver helt nye vinkler på læseoplevelsen. 

Bibliotekar Maja Maltha Vestergaard er rigtig glad for det nye fællesskab. – Det er vigtigt at skabe interesse omkring litteratur. Det giver nye fællesskaber, og er samtidig med til at skabe liv på biblioteket, lyder det med et smil. 

Læseklubber
En læseklub er en selvstyrende gruppe af mennesker, der er glade for at læse og dele deres læseoplevelser med andre. Gruppen bestemmer selv, hvor og hvor ofte de holder møde – og hvad de kunne tænke sig at læse. 

I tæt samarbejde med biblioteket bestiller gruppen de titler, de bliver enige om at læse. – Vi har en hel del Romanposer med aktuelle og efterspurgte titler, som vi låner ud til læseklubberne, forklarer bibliotekaren, derudover hjælper vi også gerne med supplerende materialer, der har relevans for de valgte titler. 

Læseklubben i Østervrå har allerede valgt deres første titel: Hulda Lütkens: De ansvarlige, som deltagerne har seks uger til at læse, inden de mødes for at diskutere den. 

ÅB

Standerhejsning i Flauenskjold

0

I bidende kulde og på frosthårde baner indledte fodboldspillerne i Flauenskjold lørdag sæsonen med den traditionsrige standerhejsning.

Tobias Lex fra fodboldudvalget bød velkommen til de 30 fremmødte herrespillere.

Efter en let gang træning på den knoldede bane blev der serveret varm suppe i cafeteriet.

På trænersiden fortsætter Jan Bisgaard som klubbens cheftræner med fortsat assistance fra Mikkel Thorbøll Andersen, og som noget nyt med Christian Kjeldsen i en assistent rolle. Dennis Birch bliver ny træner for 2. holdet i serie 4.

Træningen fortsætter nu, sideløbende med en række træningskampe frem mod sæsonstarten den sidste weekend i marts. Foruden herreholdene i serie 2 og 4 tæller seniorafdelingen også et oldboyshold i A-rækken, med Thomas Mini Jensen som træner, samt et 7-mands damehold i C3-rækken med Gitte Sørensen som træner.

IS

Fotos: Privat

Nyt formandskab valgt ved generalforsamling hos de Konservative i Frederikshavn Kommune

Hotel Skagen dannede mandag den 26. januar rammen om generalforsamlingen i Den Konservative Vælger­fore­ning. Aftenen markerede et vigtigt skifte på for­mands­posten og bød på po­li­tis­ke statusmeldinger fra både byråd og Chris­tians­borg.

Erfaren profil i spidsen
Som ny formand for vælgerforeningen valgte forsamlingen Thomas Rugholm. Han er et velkendt ansigt i partiet og træder til med en solid baggrund; Thomas har i en årrække fungeret som næstformand og bestrider desuden en post i Storkreds Nordjylland for Det Konservative Folkeparti.

”Det er med stor ydmyghed og motivation, at jeg overtager formandsposten. Nu glæder jeg mig bare til – sammen med resten af bestyrelsen – at trække i arbejdstøjet for Det Konservative Folkeparti” udtaler Thomas Rugholm, der samtidig sender en varm tak til sin forgænger: ”Tomo fortjener en kæmpe tak for sin loyale indsats gennem mange år. Han efterlader en forening i god form.”

Det nye formandskab fuldendes af Jane Mortensen, der blev valgt som næstformand. Ligesom Thomas Rugholm medbringer hun flere års erfaring fra bestyrelsesarbejdet, hvilket sikrer kontinuitet i ledelsen.

Den øvrige bestyrelse afspejler en blanding af stabilitet og fornyelse:

Genvalg: Bjarke Andersen og Bjarne B. Madsen fortsætter deres arbejde.

Comeback: Eyvind Eklund vender tilbage til bestyrelsen efter en pause.

Bestyrelsen består nu af: 
Formand Thomas Rugholm
Næstformand Jane Mortensen
Medlemmer: Hans Kristian Byrialsen, Ann Mette Christensen, Bjarke Andersen, Bjarne B. Madsen og Eyvind Eklund

Udover valgene bød aftenen på politiske indlæg, der gav medlemmerne et indblik i det aktuelle politiske arbejde på flere niveauer. 1. viceborgmester John Lamp Henriksen og byrådsmedlem Peter Sørensen berettede om de lokale konservative mærkesager i Frederikshavn Kommune, mens folketingsmedlem for Frederikshavn-kredsen, Per Larsen, gav en opdatering fra de landspolitiske beslutningsgange.

Med det nye formandskab på plads ser Den Konservative Vælgerforening frem mod en spændende periode med fokus på vækst, lokal forankring og det kommende politiske arbejde i Frederikshavn Kommune.

Lille bibliotek med stor værdi i Tårs Hallen

0

Mange kender Tårs Hallen for idræt og aktiviteter, men færre er måske opmærksomme på, at hallen også rummer et lille bibliotek. Selvom biblioteket ikke fylder meget, er hylderne fyldt med bøger i mange forskellige genrer, så der er noget at finde for både børn og voksne.

TÅRS: Biblioteket er åbent for selvbetjening i hallens åbningstid. Her er der hverken registrering, lånekort eller faste afleveringsfrister. Man tager ganske enkelt en bog med hjem, læser den i ro og mag og afleverer den igen, når man er færdig.

Hver torsdag tager Christen Østgaard og Gunnar Olsen sig af biblioteket. De sorterer de indleverede bøger, kvalitetstjekker dem og sørger for, at de igen kommer på plads på hylderne. Deres indsats er med til at holde biblioteket overskueligt og indbydende for alle.

Det lille bibliotek i Tårs Hallen er et godt eksempel på, hvordan frivilligt engagement og tillid kan skabe et tilbud, som mange passionerede læsere kan få glæde af i hverdagen.

SEB

Klinik for Smerter vinder Vækst & Vilje Iværksætterprisen 2025

0

Der var rekordstor opbakning til fejringen af det lokale erhvervsliv ved Vækst & Vilje arrangementet i Det Musiske Hus i torsdags, hvor mere end 300 erhvervsfolk fulgte afsløringen af vinderen af Iværksætterprisen 2025.

FREDERIKSHAVN: Vækst & Vilje Iværksætterprisen er blevet uddelt siden 2010. Blandt det stærke felt af nominerede var det for første gang en sundhedsvirksomhed, der var på podiet for at blive hyldet som prismodtager. Samspillet mellem høj sygeplejefaglighed og teknologi gør Klinik for Smerter unik og har været med til at drive væksten i iværksættervirksomheden.

Klinik for Smerter ejes og drives af sygeplejerske Marianne Therland, som ud over at være sygeplejerske har en lang række sundhedsfaglige efteruddannelser på CVet.

”I min profession som sygeplejerske har jeg mødt alt for mange patienter med kroniske smerter, som gennem årene har været igennem mange forskellige behandlingstilbud – uden den ønskede effekt. Det gør ekstra ondt i et sygeplejerskehjerte, også når man tænker på de menneskelige ressourcer, der går tabt”, siger Marianne Therland. ”Det blev drivkraften for mig til at springe ud som selvstændig og give mig i kast med at skabe Klinik for Smerter som et behandlingssted for patienter, der ellers var tabt i systemerne”, fortsætter hun. ”Jeg er utrolig stolt over, at det er lykkedes og ikke mindst, at jeg har hjulpet disse mennesker, men jeg er naturligvis også stolt over, at jeg er lykkedes som iværksætter, har skabt mig en bæredygtig virksomhed og nu kigger frem mod næste udviklingstrin”, slutter en glad prismodtager.

Klinik for Smerter tilbyder smertebehandling med laser, akupunktur og magnetterapi og er målrettet patienter med kroniske skader eller smerter og sportsskader, mens samarbejder med sportsklubber har udvidet målgruppen. Tillid og anbefalinger fra mund til mund har været afgørende for klinikkens vækst.

”Iværksættere med en sygeplejefaglig baggrund er ikke dem, vi ser flest af”, siger Erhvervsdirektør Niels Bay Christensen, der i dag var på scenen for at overrække Vækst & Vilje Iværksætterprisen 2025 til Klinik for Smerter. ”Det at have modet til at opsige en god fast stilling med stabil fast indkomst, for at træde ud på tynd is og prøve kræfter med etablering af egen virksomhed, kræver virkelig mod og viljestyrke. De mennesker, der har den drivkraft, de har virkelig min største respekt. Det er jo nemt at vælge en tryg og forudsigelig hverdag til og selvom mange måske har drømme, så får de netop ikke taget det afgørende skridt. Det er lige præcis derfor, at Marianne og Klinik for Smerter har fortjent iværksætterprisen”, slutter en anerkendende erhvervsdirektør.

Prismodtageren blev på scenen i Det Musiske Hus hædret med et diplom og en statuette af den lokale billedhugger Christian Svendsen.

Om Vækst & Vilje 

Iværksætterprisen: 
Det er i år 16. gang, at iværksætterprisen tildeles en virksomhed eller virksomhedsleder, som inden for de seneste fem kalenderår har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn kommune og derigennem bidraget positivt til den erhvervsøkonomiske udvikling.

Om Erhvervshus Nord
Erhvervshus Nord er et erhvervskontor, der drives af de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har omkring 570 medlemsvirksomheder, og Frederikshavn Kommune, der yder økonomisk støtte. Husets specialiserede konsulenter yder vejledning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet.  Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet.

Stor brand i Sæby

0

SÆBY: Fredag morgen udbrød der en større brand i Dyrlægeklinikken på Toldbodsvej i Sæby. Branden udviklede sig hurtig til en kæmpe sort røgsøjle og med store flammer fra tage. Beredskabet fra Sæby fik assistance af stationerne fra Frederikshavn, Dronninglund og Sindal med i alt syv brandbiler. Klinikken stod ikke til at redde, men vil køre videre på en adresse i Lendum. Hverken dyr eller mennesker kom noget til. Fotos: Ejvind Pedersen

Sogne­efter­middag i Hørby Sognehus

0

Tirsdag den 3. februar inviteres der til sogneeftermiddag i Hørby Sognehus, hvor Ingrid Hejslet fra Sæby gæster arrangementet og deler fortællinger fra sit liv. Hun vil give et personligt indblik i sit arbejde som sygeplejerske og sin tid med bedemandsforretning i Sæby. 

HØRBY: Eftermiddagen byder også på fællessang, hvor deltagerne sammen synger udvalgte sange i en hyggelig og uformel stemning. Undervejs serveres der eftermiddagskaffe.

Sogneeftermiddagen er tænkt som et samlingspunkt med plads til både fortælling, sang og samvær og henvender sig til alle, der har lyst til en stemningsfuld eftermiddag i godt selskab.

Hvorfor en boligadvokat er vigtig

0

At købe eller sælge bolig er en af de største økonomiske beslutninger i livet. Processen kan virke overskuelig, men der gemmer sig ofte juridiske detaljer, som kan få store konsekvenser, hvis de overses. En boligadvokat sikrer, at alle dokumenter bliver gennemgået grundigt, og at dine interesser er beskyttet hele vejen. I aalborg, hvor boligmarkedet både rummer ejerlejligheder, parcelhuse og ældre ejendomme, kan der være særlige forhold som lokalplaner, servitutter og fællesudgifter, der kræver ekstra opmærksomhed. Med professionel juridisk hjælp får du ro i maven og undgår ubehagelige overraskelser efter handlen er afsluttet.

Hvad en boligadvokat i Aalborg kan hjælpe med
En boligadvokat hjælper typisk med gennemgang af købsaftalen, tilstandsrapporten, elinstallationsrapporten og energimærket. Advokaten vurderer også, om der er usædvanlige vilkår i handlen, som kan være til din ulempe. I aalborg kan der eksempelvis være særlige forhold omkring ejerforeninger eller byfornyelsesprojekter, som kræver lokal indsigt. Derudover kan boligadvokaten stå for dialogen med ejendomsmægler, bank og sælgerens rådgiver, så kommunikationen bliver klar og effektiv. Hvis der opstår tvivl eller uenighed, er det en stor fordel at have en fagperson, der kan forhandle på dine vegne og sikre, at aftalen justeres korrekt.

Sådan vælger du den rette rådgivning
Når du skal vælge en boligadvokat i aalborg, er det en god idé at se på erfaring, specialisering og lokalkendskab. En advokat med solid erfaring i bolighandler kender faldgruberne og ved, hvad der skal fokuseres på. Det er også værd at undersøge prisstrukturen, så du ved, hvad rådgivningen koster, og hvad der er inkluderet. Mange boligadvokater tilbyder en fast pris, hvilket giver økonomisk overblik. Endelig er den personlige kemi vigtig. Du skal føle dig tryg ved at stille spørgsmål og have tillid til, at din rådgiver arbejder for dine interesser. Med den rette boligadvokat bliver boligkøbet i aalborg en mere sikker og overskuelig proces.

Generalforsamlinger i Taars-Ugilt Idrætsforening nærmer sig

0

Det er igen blevet tid til generalforsamlinger i Taars-Ugilt Idrætsforening (TUI), hvor foreningens afdelinger inviterer medlemmerne til at gøre status og få indflydelse på det kommende års arbejde.

TÅRS: Afdelingsgeneralforsamlingerne afholdes efter følgende plan – i Taarshallen:

Gymnastik: Mandag den 9. februar. Tennis: Onsdag den 18. februar. Håndbold: Mandag den 23. februar. Fodbold: Torsdag den 26. februar. Svømning: Torsdag den 5. marts.

På afdelingsgeneralforsamlingerne vil dagsordenen blandt andet indeholde valg af dirigent, formandens beretning, behandling af indkomne forslag samt valg til afdelingsbestyrelser og suppleanter. Regnskab og budget godkendes samlet på hovedgeneralforsamlingen.

Stemmeret ved afdelingsgeneralforsamlingerne har alle afdelingens aktive og passive medlemmer over 16 år samt forældre til medlemmer under 16 år.

Hovedgeneralforsamling den 12. marts

Foreningens hovedgeneralforsamling afholdes torsdag den 12. marts i Taarshallen.

Her skal blandt andet hovedbestyrelsens formandsberetning fremlægges, det reviderede regnskab godkendes, og indkomne forslag behandles. Derudover skal der vælges to bestyrelsesmedlemmer. På valg er Benjamin Frederiksen og Annette Beermann, mens Else Strauss Harpsø ikke er på valg. Der skal også vælges suppleanter samt revisor og revisorsuppleant.

Forslag, der ønskes behandlet på både afdelings- og hovedgeneralforsamlingen, skal være indleveret senest syv dage før afholdelsen.

Stemmeret ved hovedgeneralforsamlingen har alle foreningens aktive og passive medlemmer over 16 år, æresmedlemmer, forældre til unge under 16 år samt trænere og ledere over 16 år.

Forretningsudvalget opfordrer alle medlemmer til at møde op og være med til at præge fremtiden for Taars-Ugilt Idrætsforening.

90’er halfest i Tårs 

0

Bittermoon og DJ-duo er klar til nostalgi og dansegulv.

TÅRS: Der er lagt op til en aften med høj stemning, genkendelige hits og ægte 90’er-nostalgi, når Tårs Borgerforening lørdag den 28. februar inviterer til 90’er halfest med Bittermoon.

Bittermoon og DJ Tue og DJ Hannesbo tager publikum med på en rejse gennem årtierne med særligt fokus på 90’ernes største og mest elskede numre. Både band og DJ lover at fylde dansegulvet med de hits, de fleste kan synge med på – og danse til.

Ifølge arrangørerne er der tale om en klassisk halfest, hvor både musikken, stemningen og fællesskabet er i centrum. Publikum kan se frem til en aften med nostalgiske toner, fuldt dansegulv og den særlige halfest-atmosfære, som mange forbinder med tidligere tiders store lokale fester.

Tårs Borgerforening anbefaler, at billetter købes på forhånd, da der er stor interesse for arrangementet. Der vil desuden være bar åben under hele festen.

For dem, der vil genopleve 90’erne – eller opleve dem for første gang – er der lagt op til en lang og festlig aften i Tårs, hvor minder, musik og bevægelse går hånd i hånd.