Home Blog Page 467

En sikker forårsbebuder åbnede igen

0

I sidste weekend åbnede  DC dekoration Forårsbutik på Havensvej v. Dybvad.

Der vil være åben hver fredag og lørdag i hele marts og april og man vil fortsat kunne se åbningstiderne i annonce her i avisen – også angående  påsken, hvor der iøvrigt også er åben fredag og lørdag.

Der er blevet frisket op  og flyttet rundt på skillevægge med mere, fortæller indehaveren, Dorte Chemnitz, som samtidig fortæller, at det hele startede i 2010 med julebutikken.

På billedet ses Dorte i færd med at pynte et påsketræ med æg i pastelfarver og det er netop sådan, at pastelfarverne er årets påskefarver og der er rigtig meget fristende i netop disse farver i butikken og selvfølgelig også  i de mere traditionelle påskefarver såsom gul og grøn.

Ud over alle de flotte pynteting, så er det igen i år muligt at købe bolcher fra Almuegaarden  – og også de mange lækre portugisiske specialiteter, der plejer at være i butikken  –  kan man købe.

Dorte fortæller også, at der er mulighed for at bestille gavekurve og påskedekorationer og hun minder om, at man kan booke et arrangement uden for åbningstiden, hvis man er en gruppe, der kunne tænke sig det.

Et besøg i forårsbutikken er en  god start på foråret – man fornemmer, at foråret er godt og grundigt på vej.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Fuldt hus ved hele fire forestillinger

0

Det er, hvad Mølholtdilettanterne kunne præstere – også i år.

Der er ligesom tradition for, at man skal se Mølholtdilettanterne i forsamlingshuset .

”Ballade i Brugsen”  var titlen på årets  stykke og man havde lavet det sådan, at butikken lå lokalt og det gjorde jo ikke stykket ringere – og det kunne tydelig mærkes på publikum, der morede sig kongeligt over både de reelle replikker og over mere eller mindre spydige sidebemærkninger fra  kommisen og hertil kommer den meget nysgerrige dame fra centralen, der hele tiden ville vide, hvad hun måtte gå videre med – ikke fordi hun gik med sladder, som hun selv udtrykte det.

Det var et stykke i tre akter og stykke nr. 25 på de skrå brædder i Mølholt forsamlingshus.

Man startede og sluttede stykket med en sang, som man plejer at gøre i Mølholt.

Publikum var godt med lige fra starten og der blev grinet og klappet af de flotte præstationer, der blev leveret fra  alle skuespillernes side.

Der blev som nævnt spillet fire forestillinger i alt, hvor af den sidste var en lukket forstilling, hvor publikum kom fra Sæby Ældrecenter eller var tilknyttet Ældrecentret og i den forbindelse nævner man fra bestyrelsens side, at det også er muligt for andre at få sådan en aftale – man skal bare henvende til arrangørerne.

 

Jo-Jo

Fantastisk fantasifuld fastelavnsfest i Fredagsspiloppen

0

Fredag den 3. marts var der fastelavnsfest i Fredagsspiloppen i  Dybvad.

Cowboys, balletdansere, Ninjaer, Elsa og Anna, vaskemaskiner, trolls, indianere, hippier, Olsen Banden, Legoklodser, skrald, kalenderlys osv.

Ja, listen er lang og endnu længere når vi skal berette om børnenes og forældrenes kreativitet. Omkring 140 børn var mødt op, de fleste udklædte og fyldte Dybvad Hallen med farver og et væld af kulturelle møder.  Der var de almindelige kendte aktiviteter som fodbold, fartmålerkonkurrence, sjippekonkurrence, ansigtsmaling osv. Alt sammen fungerede og alle de unge mennesker hyggede sig og nød at være sammen og have det sjovt. Der blev gået til den i konkurrencerne, men ikke mere end at man bagefter kunne hjælper hinanden med den næste sjove aktivitet eller spil. Udover børn fra Dybvad er der flere og flere der kommer fra de omkringliggende byer som Hørby, Flauenskjold og Agersted, hvilket er rigtig dejligt.

I pausen fik alle børn fastelavnsboller fra Hørby Bageri og så var sukkerdepotet tanket op til næste del af programmet.

Der var fastelavnsfest og det var med kåring af de tre mest kreative udklædninger og den helt traditionelle omgang tøndeslagning for alle fordelt på tre tønder af hensyn til deltagerantallet.   Der måtte kæmpes hårdt ved alle tre tønder, men efter adskillige omgange og mange trætte små arme, lykkedes det at få alle tre tønder slået ned og der blev kåret kattekonger og kattedronninger.

Aftenen blev afsluttet med lodtrækningspræmier.

Ladies Night modeshow hos Brunø

0

Foråret er over os og dermed også tid for de populære Ladies Night modeshows hos Brunø. 

Som man har kunnet læse  i sidste uges avis er der afsat hele tre aftener i den sidste uge i marts   til ovennævnte  modeshow, der foregår hos  Brunø  Dametøj i Jernbanegade i Dybvad.

Konceptet for aftenerne er uændret, som de siger hos Brunø og det vil sige, at man kan møde modeller i alle aldre, der præsenterer tøjet for publikum i et let og elegant flow.

Under modeshowet kan man sidde og nyde vand,vin og chips og der vil være gevinster på billetterne, som man plejer at gøre det.

De farver, man ser mest i dette forår er alle pastelfarverne og  der vil også være  masser af cowboy-stof i moden. Der vil blive vist  flotte kjoler til forårets fester og masser af sandaler bl.a. fra Gabor og også et nyt skomærke – Skechers – bliver præsentert med ord som: sko til at gå til månen i.

Hannes Hudpleje, Salon Image og Nordjyske Bank  er også med på Ladies Night.

Man fortæller iøvrigt, at der allerede har været afholdt en del arrangementer for forskellige foreninger  og opfordrer  foreninger, der kunne være interesseret til at kontakte  Brunø for et arrangement for netop deres forening.

Efter modeshowet er der mulighed for at gøre en god handel og samtidig bliver der serveret en let anretning.

Jo-Jo

Skæve Amatørscene: “Jagten på de grås guld”

0

Ovennævnte er titlen på en farce af Knud Erik  Meyer  Ibsen og netop stykket som Skæve Amatørscene viste for publikum i sidste weekend.

Der blev spillet hele 3  forestillinger nemlig fredag aften og 2  gange lørdag. Til  forestillingen lørdag aften var der tilmeldt 80 og her var der dans efter dilettantforestillingen, mens der fredag aften og lørdag eftermiddag var kaffe og lagkage efter forestillingen.

Det var et stykke, der bare indeholdt det hele – både  masser af intriger, grådige børn og svigerbørn –  og ligefrem en regulær gidseltagning.

Selve stykkets handling er utrolig relevant med det evige problem med hjemmepleje og længst mulig i eget hjem kontra en plads på et plejehjem  til de ældre i familien.

Man kunne næsten sige, at det er et stykke uden en egentlig slutning – i alt fald var der lidt at tænke over.

At man kunne sidde og gøre sig tanker efter stykket – var nok også begrundet i, at skuespillerne på scenen spillede så godt, som de gjorde og formåede at få publikum med lige fra starten – der blev levet med i stykket fra publikums side, må man sige – ikke mindst fordi aktørerne gjorde det så godt hver især i deres roller – der blev virkelig spillet igennem.

En  god forestilling, hvor der var noget at tænke over samtidig med, at man morede sig.

Jo-Jo

Skoleelever på tur i lokalhistorien

0

Elever fra 4. og 5. klasse på Torslev Skole har været til foredrag og på byvandring med Østervrå Lokalhistoriske Forening.

Prøv at se på husenes kviste, gesimser, murstenes friser, gavludsmykninger, rundet vinduer og karnapper! Jo, der er virkelig mange detaljer at se på bygningerne i Østervrå, forsikrer to af vores skrappe lokalhistoriker – Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager. I den forgangen uge har de virkelig været ude og slå et slag for deres store passion – og det for hele aldersspektret.

Elever fra Torslev skole er i gang med et projekt, som bl.a. omhandler lokalhistorien. Derfor var det oplagt at gribe fat i naboen – lokalhistorisk forening, som straks var parat. Tirsdag fortalte Jørgen 5. klasse om ”Fattiggårde og skæve eksistenser” rigt illustreret med billeder fra fattiggårde og alderdomshjemmet, men de hørte også om Store Alfred, Løjte Grete, Kren Eg, Bette Hans, Albert Nørkjær, Søren Rynke og Hans Mulbjerg.

Onsdag og fredag formiddag havde Vivi og Jørgen de to 4. klasser med på en byvandring, hvor de hørte om hvilke erhverv, der har været i byen. – Vi forklarede bl.a. hvad en trikotageforretning og konfektureforretning er for noget, fortæller Vivi, og så viste vi børnene, hvilke udsmykninger, der er på husene. Fredag blev en ekstra fin oplevelse da turen gik forbi Østervrå Bageri, og Helle stak en portion boller ud af døren. – Vi havde en rigtig dejlig oplevelse med eleverne, som var både interesserede og meget spørgelystne, fortæller Vivi og Jørgen.

To travle historikere
Ugens øvrige dage var også fuldt besat i det lokalhistoriske spor. Mandag eftermiddag var der 60 tilhørere i Østervrå Kulturhus til Jørgens foredrag om “Østervrå stationsby – et øjebliksbillede fra 1940”, og om aftenen gjaldt det Poulstrup Lokalhistoriske Forening, der hørte om “Vejhistorie – især om kilometer og kilometersten”. Tirsdag aften var bestyrelsen fra Østervrå Lokalhistoriske Forening på besøg hos kollegerne i Jerslev for at se deres samlinger med skolestue, gårdbilleder m.m.

ÅB