Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

70 år

Tidligere arkivar ved Byhistorisk Arkiv i Sæby og leder af Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn, Jørgen Peder Clausager, Kolonihavevej 6, Østervrå fylder, lørdag 3. juni 70 år.

Det stod ikke skrevet at Jørgen Clausager, der er født som søn af et lægepar og opvokset på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning ved Vejle, skulle gå historievejen. Han påbegyndte da også medicinsk studium ved Aarhus Universitet i 1965, men skiftede i 1968 til historie som hovedfag og engelsk som bifag, hvor han for alvor følte, at han var kommet på sin rette hylde. Interessen for historie og måske især lokalhistorie blev allerede vagt i Mellemskolen, hvor historielæreren frk. Høgsbro ikke nøjes med at undervise i klasseværelset, men også lod eleverne komme ud og stifte bekendtskab med de virkelige historiske rammer.

Jørgen fik en nysproglig studentereksamen fra Fredericia Gymnasium suppleret med et udvekslingsophold i USA i 3. g. Uddannelsen fortsatte på Aarhus Universitet afsluttet med en cand.mag. i 1976. I studietiden var han studentermedhjælper ved Erhvervsarkivet i Aarhus og undervisningsassistent på universitetet. Sit førte job fik han på Rødkilde Gymnasium i Vejle, som lærerkandidat. Historien trak i ham og fra 1977-1981 havde han ansættelse som arkivarvikar ved Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg. I 1981 søgte han, og fik job som arkivar på Byhistorisk Arkiv ved Sæby Museum indtil 1996, hvor han vendte tilbage til sine rødder og blev leder af Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn indtil sin pensionering i 2012.

En del af arkivarens arbejde er beregnet til forskning og udgivelse af dette, og det er faldet godt i med Jørgen Clausagers lyst til at formidle historie på skrift. Listen over det han har bidraget med i form af egne tekster og redaktionelt arbejde er både lang og meget varieret. Allerede på Landsarkivet i Viborg kom det første udspil med bogen ”Viborg som erhvervsby”. I Sæby var der mange spændende opgaver med at udvikle arkivet og museet. Specielt var der et stort opsamlingsarbejde efter kommunesammenlægningen i 1970 med bl.a. skolearkiver, og det var også Clausager, der fik sat en systematisk indsamling i gang af konfirmandbilleder samt udgivelsen af Årsskrift for Sæby Museum og meget andet.

I Fredericia var det noget større forhold, og her blev han hurtigt redaktør for den lokalhistoriske årbog ”Fredericiabogen”. Han var også dybt involveret i udgivelsen af 3-binds-værket om Fredericia Fæstnings historie, der udkom i 2000. Hertil kommer utallige artikler og anmeldelser i diverse historiske udgivelser, samt undervisning og vejledning i slægts- og lokalhistorisk forskning m.m.

Det var på universitetet han mødte engelske Sheila Tebbutt, som han blev gift med i 1969. Parret fik sammen to døtre. Clausager mistede sin kone i 2000. I 2012 blev han gift med Vivi Dybdahl, og parret bosatte sig i Østervrå.

De nyder sammen deres fælles interesse for historie og ikke mindst lokalhistorie. Sammen har de udgivet en artikel om Skulpturer og mindesmærker i det offentlige rum i den tidligere Sæby Kommune. Det er også dem, der stod bag jubilæumsskriftet ”Østervrå i Handel og Vandel 1965-2015”. Privat har Vivi og Jørgen etableret en stor samling af håndbøger og andre spændende historiske udgivelser. Seneste har parret sat sig for at opspore gamle kilometersten – hovedsagelige i Vendsyssel. Jørgen er medlem af Historisk Samfund for Vendsyssel, og er frivillige medarbejder ved Østervrå Lokalhistoriske Forening, hvor han bl.a. har fået tid til at fordybe sig i Folketællingslisterne. Skriverierne holder han fortsat ved lige som free-lance, der bliver også plads til byvandringer i Østervrå og rundvisninger på Sæbygaard Slot, hvis der da ikke lige er et af mange foredrag han skal ud med.

Fødselsdagen fejres senere sammen med de to døtre, svigersønner og tre børnebørn, samt Vivi og hendes familie. Fødselaren træffes på dagen.

ÅB

Populære artikler