I 40 år har Østervrå Gymnastikforening – GF77 hvert efterår stået klar med et bredt udbud af hold og mange dygtige instruktører til en nye sæson i gymnastikkens tegn.
25 forventningsfulde og opdaterede instruktører står klar til at byde velkommen til en ny sæson i GF77. Holdet er en god blanding af erfarne og lidt yngre ledere, som netop har været på et intensivt kursus.
Første dag i den nye sæson er, onsdag 6. september, hvor der er tilbud til alle aldersgrupper lige fra de yngste, der skal have mor eller far med til seniormotionisterne, som er et af foreningens største hold sammen med JuniorMix-holdet. I alt 11 hold er der at vælge imellem.
”Pigefræs”, ”Banditterne” og ”Powerpigerne” er lige umiddelbart holdnavne, der springer i øjnene – hold der henvender sig til aldersgruppen fra 4-8 år, og med stor sandsynlighed lægger op til, at der bliver fart over feltet. I den lidt ældre aldersgruppe er det bl.a. MiniJunior og JuniorMix-holdene, der er hold, hvor kravene efterhånden skærpes, og for de ældst også en chance til at prøve kræfter med de store opvisninger. Vil du bare gerne hold dig lidt i form, er det også muligt, eller måske vil du meget hellere dyrke et mere koncentreret fokus på det mere grundlæggende, så kunne yoga være det du søger. Foreningen tilbyder også i denne sæson afhentning på Bødkergården, hvis der er forældre, som ikke selv kan nå at bringe deres børn til gymnastik.
40 år
I år er det 40 år siden GF77 blev dannet, og det markerer foreningen, onsdag 27. september, bl.a. med en reception og opvisning af Rep-holdet og foreningens egne gymnaster, men mere om dette senere.
ÅB




