Home Blog Page 448

Høsten i farver

0

Netværkscafeen i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel, Sæby Landevej 417, Sæsing, åbner sin efterårssæson med programmet: HØSTEN i FARVER.

Brita Loksø & Peder Pedersen har inviteret os til et besøg på deres gård i Ørtoft. Det bliver et spændende besøg, hvor vi får anledning til at bese deres store kornlager, deres forskellige dyrehold og smage på årets frugter i deres frugthave.

Vi får anledning til at se udførelsen af en klovbeskæring af en af deres køer.

Vi hygger os indendøre med høstens dejlige sange og salmer, inden vi spiser frokost og afslutter med en kort andagt.

Cykel for sagen fra Varde til Skagen

0

Sådan stod der på trøjerne hos de frivillige hjælpere, der sidste fredag var travlt beskæftiget med at stille forfriskninger, vand, kaffe sandwich m.m. frem til de 115 cykelryttere, der deltog i dette års cykelløb til fordel for ifs, der er en landsdækkende idrætsforening for psykisk svage. Også cykelrytterne havde logoet: ”Cykel for sagen fra Varde til Skagen” på deres tøj

Der var depot ved Klubhuset i Præstbro og det var her avisen mødte først de, der sørgede for mad og drikke og senere også de mange cykelryttere, der var cyklet fra Skagen kl. 11.30 og skulle videre til Aalborg og derfra til Silkeborg og videre til Varde – altsammen på 4 dage med overnatninger undervejs.

Det er 7. gang løbet køres – der cykles 850 km og der uddeles penge undervejs til sagen, som en af rytterne sagde – bl.a. blev der uddelt 10.000 kr. i Skagen. Man giver også en del penge til Idrætsfestivalen i Vejle.

Det lykkedes også at få en lille snak med rytterne efter at de havde fået lidt mad og drikke og de slog fast, at det er meget vigtigt med alle de frivillige – uden dem kunne det her slet ikke lade sig gøre.

Der var som ved alle store cykelløb en del følgebiler, der bl.a. sørgede for at holde gejsten oppe i et vejr som i fredags, hvor der både tordnede og regnede i løbet af turen.

Disciplinen hos rytterne var høj – 5 min. til afgang blev der råbt og efter de 5 min. var alle klar og man cyklede videre – nogle over Aså mod Aalborg – andre over Dronninglund mod Aalborg – alle var i højt humør og klar til endnu en strækning under temaet ”Cykel for Sagen fra Varde til Skagen”.

  Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Tirsdagstræf med Venligboerne

0

Østervrå Frikirke: tirsdag 29. august 

Hvad er historien bag Venligboerne? Hvordan er det at være en del af Danmarks måske hurtigst voksende bevægelse? Hvilken betydning har det rent personligt, og hvordan går det i dag? Hør Jens Guldsmed Thomsen fortælle om sine personlige opfattelser og holdninger til konceptet.

Hele ideen bag Venligboerne voksede frem hos en sygeplejerske i Hjørring, Merete Bonde Pilgaard, som udviklede det oprindelige koncept bag Venligboerne. Hun blev i 2010 ansat i et nyt sundhedsfremmende projekt i en bydel i Hjørring. Venligboerne er således et lille lokalt initiativ, som i begyndelsen slet ikke handlede om flygtninge eller integration.

Meretes projekt udviklede sig, og kom til at handle rigtig meget om udbredelse af venlighed og høflighed blandt mennesker. I 2013 fik det nye koncept et navn ”Venligboerne”, og via Facebook, begyndte flere og flere at få øjnene op for tanker bag. I 2014 kommer der ca. 500 asylansøgere til Hjørring Kommune, og Venligboerne blev en vigtig brik i modtagelsen af disse. Herefter kom det til at gå rigtig stærkt, Venligboerne voksede til en landsdækkende bevægelse – måske den hurtigst voksende bevægelse i nyere tid – med rigtig mange tilhængere og stor bevågenhed fra presse m.fl.

Kræmmer Jens Guldsmed Thomsen har været med helt fra begyndelsen. Han gæster Østervrå Frikirke til det næste Tirsdagstræf, hvor han vil fortæller, hvad Venligboerne betyder for ham personligt og for hans tro. – Venligboerne har vist os, at der er rigtig mange mennesker, der har lyst til at hjælpe andre, en slags moderne næstekærlighed, siger Jens Guldsmed Thomsen.

Han kommer også ind på historien om, hvordan Venligboerne er opstået, hvad de har beskæftiget sig med, og hvordan det går nu. De fleste kan vist godt forstille sig, at den hurtigt voksende medlemsskare også betyder forskellige holdninger og ønsker til, hvor Venligboerne skal bevæge sig hen, og det giver mange udfordringer.

Dagens gæst fortæller sikkert også om en fantastisk julefest med lokal relevans, den blev nemlig afviklet i PixlArt, Østervrå, og så bliver der god mulighed for at spørge ind til konceptet. – Jeg afsætter altid god tid til spørgsmål, som jeg meget gerne vil svare på, hvis jeg kan, forsikrer Guldsmed Thomsen.

Alle interesserede er velkomne i kirkens lokaler på Hjørringvej 435 i Østervrå. Det koster ikke noget at overvære foredraget, og der kan købes kaffe og brød.

ÅB

Sol, blæst og musik på Havnen

0

Søndag afvikledes stort musikprogram i forbindelse med trompetisternes sidste dag med flagnedspilning for denne sommer.

Musikken lød fra middag, hvor Volstrup Harmonikaklub lagde ud. Fra start var der mennesker på bænkene og der kom gang i boderne med mad og drikke.

Trods en stiv vestenvind forblev publikum på pladsen og der blev gynget og sunget med til de mange musikalske optrin.

Jette Klarup og Gitte Holtegaard duperede med en pallette af danske melodier og Disneytoner sneg sig også ind. De var formidable afløsere for Trio Acapella, så næste år må vi forsøge at finde plads til både dem og Trio Acapella. Blue Note Choir var også et fornøjeligt bekendtskab, og dirigenten Henrik Strøm havde sit hyr med at holde styr på noderne, da blæsten ville drille, men det gav lidt ekstra kolorit på deres optræden.

Sæby Tyrolerorkester tog som forventeligt kegler, ligesom Sæbygarden, Ibsens Kapel og Musikkorps Sæby trak folk af huse.

Højdepunktet på dagen var afslutningsceremonien med trompetisterne, som spillede fra alle hjørner på Havnen, og senere mødtes ved podiet til ”Der er et yndigt land”. Denne aften fyldtes kajen på begge sider og molen med folk. Det er en meget speciel følelse at stå blandt så mange mennesker og at der er fuldstændig stille når der spilles. Det giver gåsehud.

Arrangørerne Sæby Garden, Sæby Tyrolerorkester og Musikkorpset glæder sig over opbakningen fra publikum, men også over de mange sponsorer, der støtter økonomisk, samt de mange frivillige, der giver et nap med. Tak til alle for denne velvillighed.

De 3 orkestre mødes d. 2. september til en fælles øvedag på Sæbygaardskolen. Der vil være workshops, og gruppeøvelser, og om aftenen er der lagt op til socialt samvær.

Mejerier i Torslev Sogn, del 2

Søholt Mejeri.

 

Af Jørgen Peder Clausager

I den foregående artikel hørte vi om mejerierne i Thorshøj og Østervrå; her følger historien om mejerierne i Søholt, Try og Vang.

Søholt Fællesmejeri
Som omtalt under Østervrå Mejeri startede mejeriet i Søholt samtidig som dette som skummestation til Østervrå Mejeri, d.v.s. den indvejede sødmælk blev centrifugeret og delt i fløde og skummetmælk; fløden blev sendt videre til Østervrå og der kærnet til smør, mens skummetmælken gik retur til leverandørerne og opfodret i grisene. Fordelen var, at man sparede transport. Mejeriejer Søren Madsen havde en skiftende række bestyrere på Søholt i perioden frem til 1913: N.O. Hessel. P. Petersen, Peter B. Olsen, Johannes Kristensen og Valdemar Rathcke; så de er ikke blevet så længe i pladsen. Da P. Petersen rejser i år 1900 takker han i en annonce i Vendsyssel Tidende mejeriets ”interessenter” for det smukke skrivebord, de har foræret ham i afskedsgave.

I 1913 køber Kristen Oluf Nielsen mejeriet af Søren Madsen, og opgraderer mejeriet fra skummestation til smørproducerende mejeri. I de følgende år skifter mejeriet hyppigt ejer, og det er vanskeligt at følge i detaljer. K.O. Nielsen sælger i 1918 mejeriet til Carl Severin Jensen i sameje med mejeriejer Kr. Sletten, Agersted (som var født 1878 i Norge); og de sælger i 1921 til mejeriejer Th. Lund fra Taars, som i 1923 sælger til mejeribestyrer J. Buus Jensen. I 1926 køber Harald Sletten mejeriet; han var født 1899 i Norge, og må være slægtning (bror eller søn) til Kr. Sletten fra Agersted. Harald Sletten er ejer i begyndelsen af 1930’erne, da mejeriet har 25 leverandører med 312 køer, og producerer 25.000 kg. smør af 900.000 kg. indvejet sødmælk.

I 1940 er Otto Ingemann Christensen ejer, og i 1955 Aage Kristensen. Fra 1958 er ejeren Thomas Christian Rasmussen; han tilkøber i 1964 Morild Mejeri, som herefter drives sammen med Søholt.

I 1969 købes de to mejerier af Niels Hansen Danielsen Vestergaard, for hvem det lykkes at videreføre driften i den periode, hvor de små mejerier ellers lukker på stribe; han specialiserer sine to mejerier, så at Morild producerer konsummælk til detailsalg i Vendsyssels byer, mens Søholt producerer kasein (ostestof), som bruges til videreproduktion af kartoffelmos og pandekagemel. Ved denne nicheproduktion holder Niels Vestergaard mejerierne i gang indtil første halvdel af 1980’erne; men i 1985 er de lukket. – Søholt bliver altså det af Torslev Sogns mejerier, som forbliver længst i drift; Niels Vestergaard døde i 2008 i Sæby, 88 år gammel.

I 1930 blev der ikke lavet ost på Søholt Mejeri – men senere er denne produktion taget op. I anledning af ”Den internationale Mejeridag” i 1959 havde Vendsyssels mejerier den 9. juni en helsides profilannonce i Vendsyssel Tidende, hvor de enkelte mejerier præsenteres med navn og telefonnummer, og hvor Søholt desuden præsenterer sin specialitet: ”Havarti”.

Try Fællesmejeri
Mejerist Kristen Kristensen Ligaard, Dybvad, købte i 1907 to parceller fra Try Mellergaard, og opførte her Mejeriet Virkelyst, som stod færdigt i 1908. Han sælger allerede i 1910 til Peter Jørgensen, som i 1913 igen sælger til mejeriejer Jens Kristensen Haaning, Dybvad, som havde været ejer af Dybvad Mejeri siden 1907. Det er muligt at Ligaard har afhændet forpagtningen af Dybvad Mejeri (som tilhørte Dybvad Hovedgaard) til Jens Haaning, for at koncentrere sig om sit nye mejeri i Try – det har vi ikke kunnet se nogen steder. Under alle omstændigheder driver Jens Haaning begge mejerier, Dybvad og Try, og vist også Hugdrup, idet han ansætter sin bror Lars Kristian Haaning som bestyrer på Try, hvor han er, indtil han i 1916 køber sig ind i Østervrå Mejeri og bliver bestyrer dér. Så bliver Niels Kristian Jensen, der kom fra bestyrerjobbet på skummestationen i Hugdrup, bestyrer i Try og er der indtil 1918, da han flytter tilbage til Hugdrup, som dette år skifter status og bliver andelsmejeri. I Niels Kristian Jensens tid har Try 60 leverandører med 500 køer, der indvejer 1.200.000 kg. mælk, smørproduktionens størrelse er uvis. Navnet ”Virkelyst” var på denne tid ikke mere i brug – mejeriet omtales blot som ”Try Fællesmejeri”.

Jens Haaning må være blevet træt af de hyppige bestyrerskift på mejeriet i Try, for i 1919 sælger han det til sin bror Peter Viggo Haaning – en tredje Haaning-bror. Han bliver i Try til 1925, da han sælger til mejeriejer Søren Sørensen Kjær, Esbjerg; Kjær ejede også mejeriet Trekroner i Bolle ved Rørholt, Dronninglund Sogn.

Kjær solgte allerede i 1928 til Anton Kristian Jensen, som stadig var ejer i 1940 – og vist nogle år ind i 1940’erne. Omkr. 1930 havde han 48 leverandører med 500 køer; indvejningen var på 1.570.000 kg. mælk, og smørproduktionen 62.800 kg. Det bemærkes, at der på dette tidspunkt ikke blev fremstillet ost på Try Mejeri.

I 1955 finder vi i telefonbogen, med telefon Thorshøj 98, bestyrer Halvor Pallesen i ”Try Mejeri og Ostefabrik”; samme betegnelse bruges i den store profilannonce i 1959 som er omtalt under Søholt. Underligt nok findes Halvor Pallesen ikke i ”Skattebogen for Torslev Kommune”, der udkom årligt indtil 1959.

Hvem mejeriets ejer var i 1955 er uvist, men i 1957 blev det købt af Jacob Emil Nielsen, som stadig var der i 1963. Da havde mejeriet 53 leverandører der tilsammen indvejede 1.650.000 kg. mælk.

De sidste ejere, som drev mejeriet, var Nis Hjerresen Have, bestyrer på Vithen Andelsmejeri ved Hadsten, mejeriejer Ove Andreasen Bach, Fæbroen Mejeri, og Aage Overgaard, der boede på Try Mejeri og vel har været dets daglige leder. De indstillede mejeriets drift den 1. august 1970, og solgte i oktober samme år til tømrer Henning Christensen, som stadig bor der.

Historien fik et efterspil: den 31. august 1972 væltede Hjemmeværnet mejeriets 22 meter høje skorsten (efter samme dag at have væltet skorstenen ved Hugdrup Mejeri); i faldet ødelagde skorstenen i Try halvdelen af et baghus; men det var planlagt og uundgåeligt, p.g.a. skorstenens indeklemte placering. – Disse sprængninger af mejeriskorstene har hyppigt tiltrukket pressefotograferne, da de jo giver nogle spektakulære billeder; og i dag er så godt som alle mejeriskorstene fjernet; her på egnen mindes jeg kun skorstenen ved Dorf Mejeri, som er bevaret.

Vang Mejeri
Vang Mejeri (matr. 20c, Den mellemste Del, nuværende Lendumvej 91) var et lille privatmejeri, der næppe var i drift mere end en halv snes år; det ses ikke i folketællingen 1906, og det blev lukket i 1917. Ved folketællingen 1911 er den ugifte Christian Marius Jensen, født 6. august 1884 i Taars Sogn, mejeribestyrer.

Da Hørbybanen åbner i 1913 omlægges postruterne, og i bekendtgørelsen herom, i Vendsyssel Tidende for 1. november 1913 (s. 2, nederst), finder vi Vang Mejeri på landpostrute nr. 1 under Thorshøj Station.

I Kongeriget Danmarks Handelskalender for 1915 anføres en ”Nielsen” som mejerist i Vang, og telefonnummeret er Vang 5. I 1916 og -17 finder vi N.O. Svendsen i Vang Mejeri, med samme telefonnummer. Ham finder vi også i folketællingen 1916 (opslag 21): Niels Oluf Svendsen, født 17. oktober 1861, er mejerist; han er gift med Marie Svendsen, født 12. juli 1862; hans indkomst er ansat til 600 kr. – Desværre anfører 1916-folketællingen ikke folks fødested; og N.O. Svendsen og hustru findes hverken i 1911- eller 1921-folketællingerne.

I Vendsyssel Tidende for 7. september 1917, bekendtgøres i en annonce på s. 4, at der den 12. september på Vang Mejeri den 12. september vil blive afholdt ”tvangsauktion over en del hos N.O. Svendsen udlagt løsøre, hvoraf fremhæves møbler, porcelæn m.m.”.

Der kom ingen handelskalender i 1918, men i udgaven for 1919 findes Vang Mejeri ikke. Så det tyder på, at tvangsauktionen i 1917 også har været dødsdommen over det lille mejeri; og N.O. Svendsen og hustru har rykket teltpælene op og er flyttet andetsteds hen. – Det faktum, at vi i løbet af 6 år ser tre forskellige navne som mejerist eller mejeribestyrer, tyder da heller ikke på, at mejeridriften her har været en guldgrube.

Travlhed hos Dybvad IK

0

VENSKABSBESØG
August måned er normalt en rigtig travl periode for Dybvad IKs atleter, og 2017 bliver ingen undtagelse. Det er efterhånden flere år siden, at Dybvads svenske venskabsklub, Sävedalens AIK, har været på besøg. Dybvad IK var som sædvanlig til Sävedalsspelen i Göteborg i juni måned, og her blev det aftalt, at svenskerne til gengæld ville komme til Dybvad i begyndelsen af august.

Svenskerne ville komme med en trup på 12 aktive og 12 ledere/forældre. Desværre gjorde sygdom og andet, at truppen blev reduceret til i alt 18 personer.

Inden svenskernes ankomst havde Dybvad IKs stadionudvalg gjort et stort arbejde med at gøre banerne klar til løb, spring og kast. Det blev belønnet af de aktive, der lavede mange flotte resultater ved venskabsstævnet, hvor atleterne brugte både stadion og hallen. I trekamp blev det til 4 guld, 3 sølv og 2 bronze til svenskerne.

Under venskabsbesøget var svenskerne naturligvis indkvarteret i klubhuset, hvor både bestyrelses-medlemmer og forældre sørgede for alle måltider til svenskerne, der så kunne koncentrere sig om flere træningspas og et besøg i blandt andet svømmehallen i Sæby. Under opholdet blev der også lidt tid til at se TV fra verdensmesterskaberne i London. Sverige kunne jo mønstre betydeligt flere deltagere end Danmark. Der var specielt stor interesse for 800 m løb. Her havde Sävedalens AIK nemlig en deltager med, som kun var et par hundrededele sekunder fra at komme i finalen.

Efter stævnet var der for øvrigt en rigtig god grillaften med forskellige sociale indslag.

Ved afskeden med Dybvad udtrykte svenskerne rigtig stor tilfredshed med alt under opholdet, og de var ikke i tvivl om, at der næste år ville være meget større opbakning til besøget.

ATLETIKSKOLE
Allerede dagen efter, at svenskerne forlod Dybvad, var der igen masser af aktivitet omkring Dybvad Atletikstadion og Dybvadhallen. Her var der nemlig hele 24 børn, der havde taget imod DYBVAD IKs tilbud om at deltage på den traditionsrige Atletikskole. På førstedagen var der naturligt nok fokus på instruktion i forskellige former for løb, spring og kast, og uanset om man er lille, stor, spinkel eller kraftig, giver atletikken muligheder for alle.

Inge Jacobs havde også sørget for et varieret program, som blev gennemført sammen med Dybvad IKs trænere og unge hjælpetrænere. Programmet gav et godt billede af Dybvad IKs aktiviteter, og det blev en god oplevelse for alle. Masser af leg og små konkurrencer og traditionen tro kom hoppepuden også i brug. Med i arrangementet var frokost og forfriskninger undervejs begge dage. Anita Sørensen og Bianca Svendsen sørgede for lækre ting til frokost, ligesom der undervejs var masser af frugt og væske.

På atletikskolens andendag kom der lidt regn, så enkelte af det planlagte nålestævne blev afviklet i hallen. Stævnet gav mange fine resultater, så udover T-shirts og diplomer til alle, blev der uddelt nåle, 2 guld, 7 sølv, 10 bronze og 5 badges.

Allerede i den kommende weekend har Dybvad IK 8 aktive til landsmesterskaber i Vejen og næste tirsdag gælder det et nålestævne i Sæby.

Kattegat Cup – et must i Østervrå og Thorshøj

0

Spillere, trænere og medrejsende familiemedlemmer fra Østervrå og Thorshøj har haft endnu en vellykket tur til et af årets højdepunkter i den lokale fodboldverden – Kattegat Cup i Grenå. Fine resultater kom der også med hjem, men det vigtigste er det gode sociale samvær.

Atter et år, hvor deltagere fra ØVI og TTB satte deres præg på det populære ungdomsstævne i Grenå. Det blev en ekstra flot indmarch i år. Samtlige 79 spillere og 18 ledere var blevet ekviperet med ens trøjer, som ØVIs Venner, TTB og ØVI har sponseret sammen med flere lokale erhvervsdrivende. Holdsamarbejdet mellem ØVI og TTB har fået et nyt fælles logo, som Morten Sagmo har designet, og det er naturligvis kommet på de nye trøjer.

Det er meget svært at sige, hvem der glæder sig mest til Kattegat Cup – spillerne og deres trænere eller de mange medrejsende familiemedlemmer? Børnene hygger sig – de voksne hygger sig, og der bliver spillet en masse fodbold. Kattegat Cup er et fint startskud til den nye fodboldsæson, og der bliver da også set frem til at få både medaljer og pokaler med hjem, men fokus er på fællesskabet og den sociale del af turen.

Det beviser både børn, unge og voksne. Spillerne bor på byens gymnasium tæt på idrætsanlægget, men også i nærheden af familien, som camperer tæt på området. – Vi havde syv hold med i år, og 25 campingenheder, fortæller Emma Irgend fra ØVI fodbold. Det fungere bare rigtig godt. Børnene kan komme og gå, som de har lyst til, og de voksne hygger sig sammen og kan følge med i de sportslige præstationer.

En fast tradition er et kæmpe langbord i improviserede ”gader” mellem telte og campingvogne. Her bliver der hygget, grillet, snakket og fundet nye bekendtskaber. Spillerne hygge sig i deres kvarter, hvor de finder sammen med nye venner.

Det var 18. gang vendelboerne havde taget turen til Djursland, og der blev igen leveret de bedste præstationer. Spillerne på banen, trænerne på bænken og familierne på sidelinjen. Flere af de i alt 39 kamp var så nervepirrende spændende, så det næste ikke var til at holde til for tilskuerne.

Vejret drillede lidt undervejs, men hurra for paraplyer og regntøj, og der blev heldigvis også brug for sommertøjet.

ÅB

Hørby Byfest blev en kæmpesucces

0

På trods af regnvejr – i alt fald om fredagen – festens første dag – så blev det en god start på Hørby Byfest.

Man valgte at flytte teltet hen på sportspladsen netop p.g.a. al den megen vand men fulgte iøvrigt programmet, der bl.a. bød på gadefodbold.

Om lørdagen var vejret meget bedre og lige til en byfest, hvor mange af tilbudene skulle foregå udendørs.

Anne Kolling Andersen fra Borgerforeningen fortalte bl.a., at linedanceopvisning med EastCoast Linedance var meget populært og her var der mulighed for at komme ind og danse med.

Flødebollekast var også noget, der vakte begejstring, men der var i det hele taget rigtig mange muligheder for at være med til noget sjovt hele lørdagen.

Om aftenen var der i teltet helstegt pattegris sponsoreret af Niels Chr. Oien og tilberedt af Helle Madsen og hendes hjælpere og det var lækkert mad, fortælles der fra Borgerforeningens side.

Efter spisningen rullede årets Hørby-revy over scenen og den blev taget godt imod og det forlyder, at det var en rigtig sjov revy og der er stor ros til alle de medvirkende både foran og bag scenen.

Efter revyen var der dans til orkestret Starturn.

Efterfesten foregik hos Crazy Danes, så det blev ud på de små timer inden festen sluttede.

Det var Hørby Borgerforening der stod som arrangør af byfesten og de var meget tilfredse med festen og ser positivt på forløbet og på den økonomiske side af festen.

 Jo-Jo

Bagagerumsmarked med vokseværk

0

Skæve: Hobby- og Kræmmermarked lørdag 19. august

Skæve Borgerforeningen står bag et hobby- og kræmmermarked i foreningens hus på Skævevej 144. Udstillerne er et bredt og varieret felt – en del fra lokalområdet, men også gæster udefra. Derudover deltager Skæve Rideklub, Hørby/Dybvad Spejderne og institutionen Nr. Vesterskov.

I et par år har Skæve Borgerforening holdt bagagerumsmarked ved foreningens hus i byen. Det gør de også i år, men markedet har for alvor fået vokseværk. – Vi synes, at der mangler et hobbymarked, forklarer Dorte Hostrup, der er tovholder og primusmotor for at samle det brede udbud af udstillere. Vi har bare mødt så stor opbakning fra hele lokalområdet, men også fra udstillere udefra, og det er vi rigtig glade for.

Publikum kan se frem til at møde en glaskunstner, Aloe Veraprodukter, få en snak med en zoneterapeut, møde en trædrejer, smage honning, kigge på Tubberware eller smykker fra Gade og Juul. Trænger du til en ansigtsbehandling, eller vil du gerne kigge på brugskunst, så er det også en mulighed. Måske mangler du noget til din hobby eller en god ide til noget håndarbejde mm – så skal du til Skæve Borgerhus på lørdag!

Kræmmere
Udstillerne får plads i borgerhusets sal, men udenfor er der god plads til private kræmmere. – Alle, der har lyst til at stille op med deres egne kræmmervarer er meget velkomne, fortæller Dorte Hostrup, det er helt gratis at være med, man skal bare være opmærksom på, at det er under åben himmel.

Skæve Rideklub deltagere hele dagen med ponyridning, og Nr. Vesterskov slår en bod op med deres mange fine hjemmeavlede produkter.

Tænderne løber i vand
Duften af nybagte jødekager og pandekager vil uden tvivl få gæsternes tænder til at løbe i vand. Borgerforeningen tænder op i den store stenovn, og herfra sælger de dejlige varme jødekager. Spejderne fra Hørby/Dybvad har lovet at bage pandekager over bål, og borgerforeningen står klar med øl, vand og kaffe.

Der er lagt op til en festlig dag i Brønden/Skæve, med håbet om at en af de vigtige faktorer vil vise sig fra sin bedste side. – Vi håber at rigtig mange har lyst til at kigge forbi, og at solen finder vej til Skævevej 144 på lørdag, for det er altså altid lidt sjovere, når vejret et godt, lyder det håbefuldt fra Dorte Hostrup.

ÅB

Giv en kærlig hånd til madpakken

0

Af kostvejleder hos Østervrå fysioterapi og træning, Trine Tøtterup Hansen 

En madpakke skal gerne være både sund og nærende samtidig med, at vi voksne sender en lille kærlig hilsen med barnet i skole. Madpakken kan også danne ramme om en hyggestund aftenen før, hvor børn og voksne i fællesskab laver madpakken.

I denne artikel tager jeg udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens pjece; ”Giv madpakken en hånd”.

Brød – fuldkorn
Fuldkornsbrød er med til at give mæthed, vitaminer og mineraler. Rugbrødsmadder eller sandwich kan udstanses som fx hjerter, stjerner, blomster og trekanter. Der kan laves mini burgere, sandwiches eller fuldkornspizzasnegle.

Brødet kan også erstattes af salat med fx fuldkornspasta, brune ris, bulgur eller couscous. Gå efter nøglehulsmærket og fuldkornsmærket.

Grønt
Grøntsager er med til at give farve til madpakken, og er gode til mellemmåltiderne. Rester af grønt fra aftensmaden kan spædes op med lidt kikærter, bønner eller linser. Det ser også pænt ud i madpakken med et grøntsags spid eller grove grønsager i stave med lidt dip til.

Pålæg
Det anbefales at gå efter nøglehulsmærket, når der handles kødpålæg og ost til madpakken. Rester fra aftensmaden fx frikadeller eller kylling indeholder mindre salt end fx kødpålæg og ost. Smør brødet med fx pesto, hummus, mayonnaise eller remoulade, da det giver god smag til madderne og kan erstatte smørret. Brug evt. frugt og grønt som pålæg fx kartoffel, avocado, tomat, æble, banan og rosiner.

Fisk
Fisk er sprængfyldt med vitaminer, mineraler og olie som D-vitamin og fiskeolie. Det er sundere at spise fisk end at tage en kapsel med fiskeolie. Brug fisk fra aftensmaden til pålæg dagen efter. Der er mange varianter af fisk i supermarkedet, som kan kommes i små bøtter i madpakken. Lav en lækker salat med fx tun, rejer eller laks.

Det anbefales dog, at børn og unge under 14 år max. spiser én dåse tun om ugen.

Frugt
Frugt pynter fint i madkassen med de flotte farver og det smager sødt. Frugt kan man skære i mindre stykker og komme ovenpå lidt yoghurt eller lave et frugtspid. Den friske frugt holder sig mere frisk, hvis det kommer i små plastikposer eller bøtter.

En lille bøtte med lidt tørret frugt eller nødder kan også være lækkert, dog kun i mindre portioner pga. højt energiindhold. Det er sundere end kage og slik.

Brug ”Hånden” når du køber ind til madpakken, om du er voksen eller barn. Gå altid efter nøglehuls- og fuldkornsmærket.