Home Blog Page 386

Stort fokus og kriller i maven

0

6. klasse på Stensnæsskolen er i fuld gang med at øve på skuespil til skolefesten torsdag den 14. februar.

Årets skuespil hedder Ivan Ho Ho og er skrevet af Anne Brodin. Det er en crazy-komedie, og det må man også sige det er, når Ivanhoe forveksles med julemanden og Jul i den gamle købmandsgård.

Omtalen af skuespillet lyder således:

Nu skal der spilles komedie på skolen! Lærerne har bestemt, at i år skal det være Ivanhoe – for den læste de selv, da de var børn – i forrige århundrede. Så kan eleverne lære både dansk og historie samtidig, og kostumerne kan de selv lave – med lidt hjælp fra forældrene.
Det lyder som en rigtig god idé… men er det nu også det?
Er der overhovedet nogen børn i dag, der kender den historie, og hvordan laver man en god forestilling, når det meste af handlingen foregår til hest? Hvor mange kæmpende korsriddere er der plads til på 20 kvadratmeter? Og hvad gør man, når de hellere vil rappe end at svinge sværdene? Er vi ude i noget med rappe riddere? Kan man selv lave en røgkanon – og dækker skolens forsikring, hvis man får kanonen til at virke?
Hvad stiller man op, når Tobias kun må være med, hvis han må bruge det julemandskostume, som hans farmor har strikket?
Og hvor søren får man plads til det danseoptrin, som pigerne har øvet sig på? Der er rigtig gode roller som både lærere, elever, forældre og – ikke at forglemme – pedellen, som kan Ivanhoe udenad. 

6. klasse på Stensnæsskolen har 23 elever, og 3 af eleverne skal bistå med lyd – og lys effekter. Det er en fantastisk proces at øve teater med eleverne, og mange nye sider viser sig hos de unge skuespillere. De går på med krum hals, og det kan kun blive godt. 

Der er generalprøve på forestillingen i Stensnæshallen torsdag d. 14. februar om formiddagen, hvor børnehaven, pensionister, bedsteforældre og andre interesserede er velkomne. Om aftenen går skuespillet igen og derefter er der stor fest i klasselokalerne på skolen, hvor alle elever og forældre vil servicere gæsterne med mange aktiviteter og boder. Der vil som tidligere være elevtræf for ”gamle” elever.

LAN Party

0

Der er lagt op til et brag af et Netparty, når Østervrå Idrætsforeningen inviterer til LAN Party i Østervrå Kulturhus fra fredag 22. februar til lørdag 23. februar. 

Festen er for børn og unge, der elsker at game med og mod hinanden, men forældrene er også velkommen til at kigge forbi for at få et indblik i en (måske) helt nyt verden. 

Festen er i gode hænder hos fem voksne Crew’er, der står for alt lige fra netværk til strøm, turneringer, tekniske udfordringer, mad m.m. 

Computer eller konsol
Deltagerne skal selv sørge for at medring deres eget grej, så som computer, mus, ledninger, tastatur m.m., men hvis du er mere til Playstation og Xbox, så er det også en mulighed. – Ja, det er helt rigtigt, og ikke særligt almindeligt, at disse to muligheder også indgår i vores fest, men nu prøver vi det af, forklarer tovholder Morten Rasmussen, der håber, at konsolspillerne også tager en masse spændende spil med. 

Konkurrencer
I løbet af den næsten 24 timer lange fest skal der spilles en masse spil, og det er lidt op til deltagerne, hvad de kan tænke sig. – Vi har tilrettelagt nogle konkurrencer, men som udgangspunkt bliver der tre dyster med finale lørdag, oplyser Morten. Det hele bliver vist på storskærm, og vi har også planer om at sende live updates og stemningsbilleder på Facebooksiden. Vi håber, at forældrene har lyst til at kigge forbi, så de kan dannes sig et indtryk af, hvad det er, der begejstrer deres børn og unge i cyberspace. 

Sovepose og slikpose
Når deltagerne har købt billet får de et armbånd, som giver dem adgang til at spille. Derudover er de også sikret aftensmad fredag og morgenmad lørdag, og der bliver mulighed for at købe slik, chips, sodavand osv., men deltagerne må også gerne selv have proviant med. – Vi har også gjort plads til at deltagerne kan få sig en lille lur undervejs, men så skal de altså lige huske at medbringe sovegrej, oplyser Morten. 

Alle kan være med
LAN festen er for alle, og der er ingen regler for hvilke spil, der må spilles. Der er plads til godt 60 spillere, og interessen for at være med har været ret god. – Vi har foreløbig 40 tilmeldte, fortæller Morten, som gerne ser at der bliver fuldt hus. Vi håber at de unge er klar til en fed fest med vennerne, og sidste frist for at melde sig til er fredag 8. februar. 

ÅB

Frønse var igen en sikker vinder

0

Østervrå Idræts- og Kulturcenter har de to sidste weekends genlydt af ivrige kampaktivitet fra mange hundrede børne- og ungdomsfodboldspillere, som sammen med de fantastiske frivillige, alle var med til at sikre endnu en vellykket afvikling af ØVI fodbolds Frønse Cup.

Spar Nord Banks maskot Frønse er en populær figur ikke mindst hos de yngste spillere til Frønse Cup i Østervrå IF. Et af Frønses faste jobs er nemlig at uddele medaljer og pokaler til disse rækker. Det ses tydeligt på spillerne, at det er en stor ære at få hængt medaljen om halsen af den store bløde bjørn. 

Et stævne af den størrelse har mange faldgruber, men igen viste et kompetent hold af officials, at de ved, hvad de har med at gøre. Såvel stævneledere, tidtagere, dommere, pølsesælgere m.m. kørte afviklingen af stævnet helt efter bogen.

De tilmeldte klubber mød-te også stabilt frem, så stævnet kunne kører helt uden huller i programmet, også selv om første weekend bød på vinterens først større snefald. Resultatmæssigt er det det vigtigste at de unge mennesker har fået spillet noget bold til et stævne, hvor alle kan være med. For deltagerne er det selvfølgelig også ekstra lykke, hvis der er kommet et ekstra fint resultat med hjem i sportstasken. 

Resultater:
Nævnte med tre bedst placerede på første, anden og tredje pladsen: 

Lørdag 26. januar: U10 drenge: Jetsmark 2, Jetsmark 1 og Biersted. U12 drenge: FC Bjergby/Astrup, Dronninglund og FFI1. U16-18 piger: TEAM Øst, DHF&K. 

Søndag 27. januar: U9 drenge pulje 1-2: SHI, Sæby 2 samt Jetsmark og RHG. U9 drenge pulje 3-4: SHI 3, Tornby samt TSV Vestbjerg og Voerså. U11 drenge: Dronninglund, ØVI og Voerså. U13 drenge: Bangsbo Freja 3, DHF&K 1 samt DHF&K2 og ØVI2

Lørdag den 2. februar: U7 drenge: Voerså, SHI 1 samt Fr.havn 2 og PU81 2. U12-13 piger: ØVI 1, ØVI 2 og Sæby 1. U14 drenge C: SHI 1, Voerså 2 samt SHI 2 og Voerså 1. U14 drenge A: Skjold Sæby 2, SHI 1 samt Sæby 1 og SHI 2. 

Søndag 3. februar: U8 drenge: Hjallerup 1, Jetsmark 1 og Sæby 2. U10-11 piger: Voerså, ØVI 1 og ØVI 2. U14-15 piger: ØVI, FFI og Biersted 1. U15 drenge: DHF, Nørhalne og Tårs. 

ÅB

Informationsmøde om 1-1-2 Akuthjælperordningen

0

Mandag den 21. januar blev det offentliggjort, at Østervrå og Thorshøj er et blandt to områder, der er blevet tildelt en 112 Akuthjælperordning. På et orienteringsmøde onsdag den 13. februar i Østervrå Idræts- og Kulturcenter vil alle blive meget klogere på, hvad det går ud på. Derudover skal der planlægges et fire måneders undervisningsforløb. 

Infomødet er for alle dem, der på forhånd har givet tilsagn, om, at de gerne vil indgå i ”korpset”, men også for dem, der gerne vil høre mere, for at finde ud af, om det er noget for dem. På mødet vil der være deltagelse af tre fagpersoner fra regionen, som vil fortæller om ordningen. Det er lægefaglig chef i den Præhospitale Virksomhed Poul Anders Hansen, sundhedsfaglig konsulent Marlene Dyran og frivilligkoordinator, Dorthe Sofie Haals, der kommer og fortæller om det at være 1-1-2- akuthjælper.  

Thorshøj og Østervrå
Området Thorshøj/Østervrå har i et par år haft en 112 hjertestartergruppen, som nu udvides til en 1-1-2 Akuthjælperordning. På forhånd har flere fra hjertestartergruppen givet tilsagn om, at de gerne vil indgå i den nye ordning, og de er alle fra Østervråområdet. Derfor er det meget vigtigt, at nogle fra Thorshøjområdet kunne tænke sig at være med.  – Det vil være rigtig dejligt, hvis vi også kunne få nogle fra Thorshøj og Try med, lyder opfordringen fra Gorm Rosendal, der er en af de lokale initiativtagere. 

Alle interesserede er velkomne til infomødet, hvor den Præhospitale Virksomhed er vært for en forfriskning. 

ÅB

Mange ville se ”Livet i Nord”

0

På trods af sne og kulde, så var der rigtig mange, der lagde vejen forbi PixlArt lørdag eftermiddag, hvor der for andet år i træk var fernisering på billeder af en udstilling med fotos af Nordjyske Mediers fotografer. 

Nordjyske Mediers fotografer tager tusindvis af billeder og laver indslag til TV og netmedier året rundt. Igen i år er det muligt at se et bredt udsnit – næsten 500 billeder og enkelte filmklip fra dette kæmpe dokumentariske materiale hos det digitale galleri PixlArt i Østervrå. 

Formanden for bestyrelsen i Nordjyske Medier A/S Morten Sandlykke satte i sin åbningstale ord på billedernes betydning i en ny kontekst og til fælles forståelse. 

Udstillingen ”Livet i Nord” kan ses både lørdag og søndag frem til og med søndag 24. februar. 

ÅB

Tak for hjælpen til de grønne hold

0

Det er blevet en hyggelig og god tradition, at Østervrås to hold af frivillige havefolk hvert år bliver inviteret til lidt godt til ganen, som tak for hjælpen.

Det er guld værd at råde over ikke mindre end to hold frivillige ”grønne mænd”, når byens grønne oaser skal holdes ved lige. – Det er dejligt, at vi trygt kan stole på, at græsset bliver slået, buskene trimmet, stierne holdt og meget mere, lyder det fra formand Birthe Løgtved. Det er en kæmpe stor hjælp, og vi håber, at alle dem, der færdes i områderne sender en venlig tanke til de grønne arbejdsfolk, når de oplever, at tingene bare er i orden. Det gør vi i borgerforeningens bestyrelse!

Bordet var sidste lørdag dækket i de nye mødelokaler i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, hvor det blev til et par hyggelige timer med god mad og drikke. 

ÅB

Dagplejen har skudt det nye år i gang

0

Hos de kommunale dagplejere er der taget hul på et nyt år, og kalenderen er allerede godt fyldt op med aktiviteter. 

Østervrå Bibliotek fik besøg en torsdag formiddag midt i januar, og bibliotekar Knud var i hopla sammen med både tøjdyr og gode bogoplevelser. Atter var der succes med at gemme bøger og bamser rundt i biblioteket, og de små var helt med på, hvad der skulle foregå – også at Knud læste op og viste billeder fra indtil flere bøger. – Det er altid en fantastisk oplevelse, og jeg bliver hver gang belønnet med at ivrigt publikum, der gerne byder ind med, hvad de kan se i bøgerne, fortæller Knud Hjørnholm, som igen og igen skal gemme bog og bamse til en ny omgang ”højtlæsesnakkekigning”.

Der er altid afsat god tid til at børnene kan gå på egen hånd. Det bliver til masse af hygge i legehjørnet, og skattejagt blandt bøgerne, som bliver taget ud og kigget. 

Gymnastikgæster
I sidste uge havde dagplejen inviteret gæster til gymnastik i den store sal i Kulturhuset. Det var Sneglehuset fra Bødkergården, der kom på besøg til et par udfordrende timer med baner af forskellige redskaber, som børnene ivrigt slog sig løs på. Der var fuld fart på, og det lige meget om de skulle kravle igennem, over eller under noget. For at danne den helt perfekte ramme, var musikanlægget stillet ind på skøn børnemusik, og det var helt sikkert også et bidrag til den hyggelig stemning.

ÅB

“Sømanden, Helmig & Heavy Agger”

0

DRs Anders Agger kommer rundt i landet. Og i verden. Der leder han primært efter fællesskaber og forskelle. Og allerhelst efter levet liv. For så at veksle det til tv i bedste sendetid. Torsdag den 14. februar rammer han Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing. 

Uanset, om det er en døende sømand på et hospice i Hvide Sande. En krølhåret popsanger fra Aarhus, der pludselig går på Hærvejen for at finde sig selv. Eller en gruppe unge, rebelske heavy metal-drenge mod nordvest, der er blevet ældre.

“Sømanden, Helmig & Heavy Agger” er et lavpraktisk medie-foredrag, hvor publikum må stille spørgsmål, når de opstår. Anders Agger vil fortælle, hvordan han helt lavpraktisk gør, når han producerer til DR1 og DR2. Og vil føre tilhørerne ind i kulissen til de seneste seer-succeser som Indefra og sommerprogrammerne med Anne Hjernøe.

Anders Agger vil fortælle om tvivlen og de mange etiske overvejelser, når man går helt tæt på. Men han vil nok ikke fortælle, at han har vundet et lille hav af tv-priser. Det bruger han ikke så meget energi på.

Vi tilføjer bare, at han i 2017 blev kåret til årets mandlige tv-vært foran Mikkel Beha Erichsen.

Alting har sin tid, når Anders Agger holder en af sine populære foredragsaftner. Publikum skiftevis griner, er musestille og bliver meget rørte, når Anders Agger med stor indlevelse, humor og selvironi fortæller om sine unikke oplevelser ved at lave tv-reportager.

Anders Agger kommer rundt – både geografisk og i livets udkanter. Oplev 54 årige Anders Agger og få en anderledes og meget eftertænksom oplevelse med hjem, mens du også har et lille underfundigt smil på læben.

Østervrå og Gedsted får en 1-1-2-akuthjælperordning

0

Region Nordjylland har tildelt to nye områder i henholdsvis Vesthimmerland og Vendsyssel en 1-1-2-akuthjælperordning for at øge borgernes tryghed i et område, hvor der kan være en længere responstid for ambulancerne.

Lokale ildsjæle giver tryghed til medborgere
Nu får endnu to nordjyske lokalområder gavn af Region Nordjyllands 1-1-2 akuthjælperordninger, hvor lokale akuthjælperkorps bliver alarmeret via sms, så de kan rykke ud og yde indledende førstehjælp og opstarte behandling til akut syge i områder, hvor der kan være en længere responstid for ambulancerne. Det er Gedsted i Vesthimmerland og Østervrå, der efter vurdering af indsendte ansøgninger har fået tildelt en ordning.

– Vi har stor fokus på og gavn af vore frivilligordninger, hvor omkring 1.300 lokale ildsjæle gør en enormt flot indsats for at skabe tryghed i deres lokalområde ved at rykke ud, når der er akut brug for førstehjælp. Derfor er jeg også glad for, at vi kan føje yderligere to 1-1-2-akuthjælperordninger til, siger Mogens Ove Madsen, der er formand for Akut- og Praksisudvalget i Region Nordjylland.

De nye akuthjælpere forventes at være færdiguddannede, så begge 1-1-2-akuthjælperordninger kan være i drift inden sommeren. Til den tid vil der så være 12 ordninger i Region Nordjylland.

Øvrige ansøgere har mulighed for SMS Hjertestop-ordning
I alt ansøgte syv områder om at få tildelt en 1-1-2-akuthjælperordning. For de fem øvrige områder er der dog stadig mulighed for at komme til at bidrage til trygheden i lokalområdet med en frivillig indsats.

– Tovholderne for de områder, som ikke fik tildelt en akuthjælperordning, kan forvente at blive kontaktet og blive orienteret om muligheden for at opstarte en SMS Hjertestopordning, hvis området ikke allerede har en. Det er Region Nordjyllands anden frivilligordning, hvor der udelukkende kaldes ud til hjertestop. Vi har allerede nu mange af disse ordninger, hvor frivillige yder en flot tryghedsskabende indsats, fortæller Mogens Ove Madsen.

Der er i øjeblikket 49 SMS Hjertestopordninger i Region Nordjylland. Ordningerne består af en gruppe på 15-25 mennesker i et lokalsamfund, og disse ordninger skal ikke politisk godkendes.

Glæde hos tovholdere
Der er glæde hos tovholderne for de to nye 1-1-2-akuthjælperordninger over, at netop deres lokalområde fik tildelt en ordning. Doris Lauritzen, der er tovholder i Gedsted, ser frem til, at de 23 frivillige i området nu kan komme i gang med akuthjælperuddannelsen.

– Jeg er super glad for, at vi har fået tildelt en ordning. Vi har i forvejen en sms-ordning, men med akuthjælperordningen bliver vi uddannet til at kunne yde en endnu bedre hjælp. Vi oplever jævnligt eksempler på en lang responstid, og derfor er det også vigtigt, at vi selv kan gøre noget for at hjælpe i akutte situationer, inden den professionelle hjælp når frem, siger Doris Lauritzen.

Også Gorm Rosendal, der har taget teten for at etablere ordningen I Østervrå, har afventet den endelige godkendelse med spænding.

– Det bliver godt for os, at vi får sådan en ordning op at stå, da der er en længere responstid for ambulancerne i vores område. Jeg er glad for, at regionen dermed også værdsætter, at vi er en flok frivillige, som gerne vil gøre noget for at øge trygheden i vores lokalområde, siger Gorm Rosendal.

Fakta om frivilligordningerne

1-1-2-Akuthjælperordning

1-1-2 akuthjælperordningen er en udvidet frivillig førstehjælpsordning, som er udviklet af Region Nordjylland. De frivillige rykker ud og yder førstehjælp, når de modtager en sms fra AMK-vagtcentralen (Akut Medicinsk Koordineret Vagtcentral) om en akut opstået hændelse i deres lokalområde.

En 1-1-2 akuthjælper er en frivillig borger, der har fået et udvidet førstehjælpskursus i blandt andet hjerte-lunge-redning, måling af blodsukker, førstehjælp ved fremmedlegeme i halsen samt anvendelse af førstehjælpsudstyr som f.eks. brug af iltapparat og hjertestarter. Alle 1-1-2 akuthjælpere udfører behandling på en delegation af den præhospitale lægelige chef og deltager løbende i de vedligeholdelseskurser som Region Nordjylland holder.

Der er lige nu 10 1-1-2-akuthjælperordninger i Region Nordjylland. De ligger i Øster Assels, Karby, Nørre Vorupør, Stenbjerg, Sillerslev, Agger/Krik, Frøstrup, Aalbæk, Mou/Egense og Øster Hurup/Als.

SMS-Hjertestopordning
En SMS-hjertestopordning er en frivillig førstehjælpsordning, hvor de frivillige rykker ud, når en borger i deres lokalområde får hjertestop. Når AMK-vagtcentralen modtager et 1-1-2 opkald, der vækker mistanke om hjertestop, sendes der straks en sms afsted til de frivillige, der er medlem af SMS-hjertestop i det distrikt, hvor borgeren med hjertestop befinder sig. Det vil ofte være muligt for frivillige i nærområdet at nå hurtigt frem og påbegynde genoplivning, inden de præhospitale enheder ankommer til stedet.

Nordjyskes fotografer udstiller i PixlArt

0

For andet år i træk indtager fotograferne fra Nordjyske Stiftstidende den digitale udstillingshal PixlArt i Østervrå, hvor et bredt udsnit af 2018’ mange tusinde billeder vises på digitale skærme med den fælles titel ”Livet i Nord”. 

I de daglige udgaver af Nordjyskes medier – lokalt eller regionalt, er det oftest ordene, der bliver suppleret af billeder. Billeder knipset af Nordjyskes mange fotografer, der har haft søgeren rettet mod store og små begivenheder i hele regionen. 

Udstillingen hos PixlArt lader helt billederne få ”ordet”, og med de digitale skærmes næsten uanede kapacitet, bliver der plads til rigtig mange billeder – ca. 500 stk. Dokumentationer fra et helt års reportager og historier suppleret med små videoklip – temmelig sikkert også fra dit nabolag!

Sætter dagsordenen
Præsentationen på de digitale skærme giver også billederne større kredit. Et er at se billederne i Nordjyskes avisformat, i dit TV, på din tablet eller telefon. En helt anden oplevelse er det at se billederne på digitale storskærme, hvor de for alvor kommer til deres ret. 

– Der er tale om billeder prioriteret specielt til denne udstilling, og vi kan kun opfordrer til at gå på opdagelse, du vil med garanti falde over nye detaljer, lyder opfordringen fra Tao Lytzen, formand for PixlArt, der er rigtig glad for, at foreningen igen har fået lov til at lave udstillingen. Helt nyt er det denne gang, at billederne er forsynet med tekst, så man kan se, hvad det drejer sig om.  

Publikum kan se frem til en koncentreret kulturel oplevelse, hvor det er fotografiet, der sætter dagsordenen. Måske er du selv med på et billede, en del af en begivenhed, eller der er noget, du får et gensyn med?

Nominerede fotografer
Tao Lytzen er netop hjemvendt fra hovedstaden, hvor han har siddet med i juryen, der for nylig udvalgte billeder til Årets Pressefoto. To af Nordjyskes fotografer – Hans Ravn og Claus Sønderberg er nomineret, og de billeder kan også ses på udstillingen hos PixlArt. 

Fernisering
Lige nu arbejdes der koncentreret i PixlArt på at sætte de mange billeder og filmklip op på til udstillingen, så alt kan være klar til ferniseringen, lørdag 26. februar, hvor bestyrelsesformand for Nordjyske Medier A/S holder åbningstalen. 

ÅB