Home Blog Page 359

Fed håndboldweekend i Struer

0

Klubsamarbejdet (TØVI) i Tårs/Ugilt IFs (TUI) og Østervrå IFs (ØVI) håndboldklubber styrkes med fælles oplevelser, og én af dem var ungdomsholdenes deltagelse i Struer Cup fra den 20. til den 22. september. 

Fredag eftermiddag holdt bussen på Østervrå Hallens P-plads klar til at fragte 65 spillere og trænere fra TØVI til håndboldcup i Struer. Spillerne i aldersgruppen fra U11-U15 var velforsynede af forældrene med proviant i form af pølsehorn, pizzasnegle og masser af kage, så den side af sagen var helt på plads. 

Allerede på vej i bussen var stemningen høj med både musik og syng-med til den store guldmedalje, og det var vel netop også det spillerne gik efter – at få lidt metal med hjem. 

Styrke fællesskabet
Det to samarbejdende klubber er fuldt fokuserede på vigtigheden af at styrke fællesskabet. – Det er godt for håndboldspillet med en weekend som denne. Det styrker fællesskabet, som igen giver spillerne lyst og gejst samt resultater i form af bedre håndboldspil på banen, forklarer Lene Baier fra ØVI håndbold. Derfor prioriterer vi også at komme på to cups i løbet af sæsonen. Én, når vi starter sæsonen, og til foråret deltager vi i Rødspætte Cup til påske, hvor vi jo også selv er medarrangør. Derudover har vi truffet en beslutning om, at vi hvert andet år vil tage på en udlandscup, ligesom vi sidste år var i Norge, slutter Lene Baier.

Fed stemning
Alle hold blev indlogeret på “Limfjordsskolen”, og inden længe havde spillerne fundet sig til rette. Selv om det var svært, så skulle sengetiden overholdes, for de første kampe lå allerede tidligt lørdag morgen. Flere af dem i samme hal, så der blev lynhurtigt organiseret et TØVI-hjørne med heppekor og musik. 

Efter kampene blev de ømme muskler løsnet op i svømmehallen, inden der om aftenen var hoppeland og diskotek for dem, der ville det. Nogle var for trætte ovenpå dagens hårde kampe, så der blev i stedet handlet ind til hygge hjemme på skolen.

Søndag var der igen kampe på programmet, og sikke kampe, der blev spillet og kæmpet flot med god opbakning fra klubkammeraterne. Helt igennem en cup med hygge, sjov, sejre og nederlag – og vigtigst af alt – sammenhold og masser af god træning, hvor spillerne hyggede sig sammen i hallen og på tværs af årgange og klub.  

Resultater: 
U11 drenge og U13 piger: spillede sig til B-finalen og vandt henholdsvis guld og sølv! 

U13-2 piger: Sikkert i A-semifinale, men tabte desværre den. 

U11 piger: overlegne i den indledende runde og kom i A-rækken søndag, hvor de mødte deres overmand i 1/8 dels finalen. 

U13 drenge: spillede sig flot til B-semifinalen, men tabte desværre med et enkelt mål. 

U15 piger: var endt op med nogle svære divisionshold, så de tabte B-kvartfinalen. 

ÅB

Vestdanske ungdomsmesterskaber for hold

0

Traditionen tro var det atletikklubben i Herning, der lagde baner til, da det sidste i en lang række af årets udendørs vestdanske ungdomsmesterskaber i weekenden blev afsluttet med hold-mesterskaber i mix-rækker, altså piger og drenge sammen.

Vestdanmark dækker Jylland og Fyn, der er inddelt i 6 regioner. Inden for regionerne må man gerne lave kombinerede hold mellem to naboklubber. Det benyttede man sig af i Dybvad og Sæby, der tilmeldte hold i aldersgrupperne 10-11 år, 12-13 år og 14-15 år.

Hos de 10-11 årige var det Dybvads stærke trekløver, Johan Skovsgaard, Emil Kongsbak og Mads Larsen, der trak det store læs. Der var 9 hold tilmeldt og omkring 15 deltagere i hver disciplin.

Johan vandt kuglestød med 9,03 m og blev nummer to i boldkast med 35,92 m. Emil fik to førstepladser med 3,98 m i længdespring og 12,43 sek. i 60 m hækkeløb, mens han i 60 m løb blev toer med 9,27 sekunder. Mads havde sin bedste placering som nummer 7 med 3.50,30 min. i 1000 m løb. Sammen med en Sæby dreng blev de tre drenge nummer to i 4 x 60 m stafet med 37,60 sekunder.

Der var meget hård kamp om medaljerne i aldersklassen. Guld til Randers med 12506 point, mens Aalborg fik sølv med 12240 point. Dybvad-Sæby måtte efter en masse fine præstationer ”nøjes” med bronze med 11846 point.

Hos de 12-13 årige var Dybvad IK repræsenteret af Alberte Rasmussen, Annlouise Madsen, Tilde Nielsen, David Helfenstein, Mads V. Jensen, Mikkel Larsen og Mikkel Bonde Beck. De repræsenterede sammen med to stærke Sæbypiger de nordjyske farver.

I denne aldersklasse var der 10 tilmeldte hold. Desværre blev det kun tæt på og næsten medaljer til Dybvad-Sæby. Randers 11712 point, Aalborg 10117 point, Skanderborg 10091 point og som nummer 4 Dybvad-Sæby med 9161 point.

I nogle af disciplinerne i denne aldersklasse var der op til 20 deltagere, så naturligt nok hård konkurrence om placeringerne. Ingen førstepladser til Dybvad, men gode placeringer med flere personlige rekorder.

I spydkast blev Mikkel Bonde Beck og Mikkel Larsen nummer 2 og 3 med henholdsvis 30,24 m og 28,88 m. Mikkel Larsen blev også fint placeret som nummer 3 i højdespring med 1,30 m. Der var også en tredjeplads til Mads V. Jensen med et kuglestød på 8,26 m. David blev nr. 9 i 1000 m løb med tiden 4.18,28 min.

Hos pigerne blev Alberte nummer seks med 9,60 m i kuglestød. Der var også en placering som nummer seks til Tilde Nielsen, som løb 1000 m i tiden 3.35,76 min. I højdespring satte Annlouise Madsen PR i højdespring med 1,20 m.

Hos de 14-15 årige skulle Anne Jensen, Niels Skovsgaard og Jelmer Scholten også stille hold sammen med aktive fra Sæby, som desværre faldt fra nogle dage inden stævnet. Det havde man åbenbart hørt i Aalborg. De ville i hvert fald gerne have vores trio på holdet. Holdet var i hård kamp med Esbjerg om førstepladsen. Desværre var Jelmer skadet og holdet gik derfor glip af guld. 

Esbjerg 11629 point – Dybvad-Aalborg 11550 point.

Niels blev toer i diskoskast og treer i både længdespring og 100 m hækkeløb med resultaterne 28.62 m, 5.01 m og 16.77 sekunder. Anne blev nummer fire i både højdespring og spydkast med henholdsvis 1.25 m og 27.05 m

Syng med Peter A. G. i Østervrå Kirke

0

Onsdag den 9. oktober kan Peter A.G. opleves live i Østervrå Kirke, hvor han vælger sange fra Salmebogen og højskolesangbogen.

Han fortæller om sangene og om sin tro, og synger salmerne sammen med publikum. Han akkompagneres af kirke- og kulturmedarbejder Freja Würtz på klaver.

Peter A. G. er en stor personlighed og vi er glade for, at det er lykkedes for os at få ham lokket til Østervrå, lyder det fra Jens Larsen fra Østervrå menighedsråd. 

Koncerten er første fælles arrangement i det nye samarbejde ”De 10 Kirker” og det glæder vi os til at få prøvet af, fortæller Jens og forsikrer, at der vil være en lille beværtning i pausen.

Hvem er Peter A. G.?
Peter Andreas Gjerluf Nielsen er født i 1952 i Skjern. Han er  dansk singer-song-writer og komponist, der nok er mest kendt som forsanger i bandet Gnags, som han, sammen med sin bror,  stiftede i 1966. Gnags prægede dansk rock i 1970’erne og havde sin storhedstid i 1980’erne, hvor albummet Mr. Swing King solgte 280.000 eksemplarer.

Sammen med Gnags er det blevet til 21 albums. Sideløbende har han udgivet tre soloalbum. Han har desuden skrevet essays, to børnebøger og udgav i 2009 sine samlede sange i bogform. Udover Gnags’ og hans ’egne’ sange har han også skrevet sange til andre, blandt andet Mek Pek og Søs Fenger.

Der er ingen forsalg af billetter, oplyser Jens, men dørene åbnes en halv time før sangaftenen begynder, og vi håber at få kirken fyldt til sidste plads denne aften.

Fodboldpigerne gik videre

0

Skolefodbolden ruller stadig for pigerne fra Torslev Skole. Pigerne blev igen sikre vindere af deres gruppe, som blev afviklet i Vraa. 

Denne gang skinnede solen heldigvis over grønsværen, og det gør da spillet både sjovere og lettere. 

Pigerne fra Torslev spillede i 2. gruppespil 0-0 mod Hjørring Private Realskole, vandt 3-0 over Ravnshøj Skole og samme cifre over Vraa Skole. 

Forældrene stillede igen beredvilligt op med kørsel og opbakning fra sidelinjen, sammen med træner Henrik Nielsen. 

Pigerne er på vej mod de afsluttende kampe, og nu gælder det ottendedelsfinalen i Jylland Nord – én af i alt otte kredse på landsplan.

ÅB

Niels Hausgaard oversat til svensk

0
SONY DSC

Tirsdag aften var der inviteret til koncert i Torslev Kirke. Aftenens gæster var Christian Alvad og Anna Wirsén fra hhv Danmark og Sverige.

Men turen denne aften gik langt videre end til de to kunstneres hjemlande. Irland, Scotland, Japan, Italien, cirkus og himmelens port og mange andre destinationer blev rundet i selskab med de to meget dygtige guitarister. 

Christian Alvad har, i følge hans eget udsagn, altid tjent sin løn ved at undlade at synge og det ændrede han ikke på denne aften, men Anna Wir-sén derimod overøste publikum med sin smukke røst. Begge supplerede hinanden såvel på strengene som med de små historier imellem sangene. 

Vi fik bl.a. lov at høre historien om et stykke musik, Christian, på bestilling fra BBC, havde komponeret til en udsendelse om fotosyntesen, men det kunne BBC skam ikke bruge, det var alt for smukt og romantisk. Flere år senere blev han kontaktet af en TV kanal, der var ved at lave en udsendelse om kaniners sexliv og de fandt selvsamme musikstykke perfekt til den udsendelse. Vi fik lov at høre stykket og til det er der kun at sige WAUV!

Niels Hausgaard oversat til svensk af Anna Wiesén, et svensk grandprix bidrag fra 1962 og mange andre spændende ting var på deres repertoire.

KØH2

Flot afslutning for Dybvad IK

0

Dybvad IK gjorde det rigtig flot, da de nordjyske atletikklubber afsluttede årets lange række af udendørs nålestævner ved et stævne på Hjørring Atletikstadion.

Stævnet havde hård konkurrence fra andre aktiviteter, og da der samtidig var afbud fra Aalborgklubberne, måtte man nøjes med 36 aktive fra Hjørring, Sæby og Dybvad.

Dybvad IK deltog med 9 aktive, som satte sig tungt på stævnets bedste placeringer og resultater. I tilgift blev der sat mange personlige rekorder af klubbens aktive, og som det fremgår af vinderresultaterne i trekamp, stod der Dybvad IK på det meste.

Der blev ved stævnet uddelt 4 supernåle, 5 guld, 10 sølv, 12 bronze og 5 badges.

Dybvads IKs høst blev alle 4 supernåle (klubbens 4 yngste deltagere), 2 guld og 3 sølv. 

Piger 8 år:
1 Caroline Bidstrup 1961 point, super
2 Thea Nielsen, 1865 point, super

Piger 9 år:
1 Claudia Nodari, 2088 point, super

Piger 12 år:
3 Alberte Rasmussen, 2948 point, guld

Piger 13 år:
1 Tilde Nielsen, 2817 point, sølv

Piger 13-15 år:
1 Anne V. Jensen, 3282 point, sølv

Drenge 10 år:
1 Emil Kongsbak, 2376 point, super

Drenge 11 år:
1 Johan Skovsgaard, 1849 point, sølv

Drenge 12 år:
1 Mads V. Jensen, 2541 point, guld

I den kommende weekend er der Vestdanske Ungdomsmesterskaber for hold, som afvikles i Herning. To kombinerede hold fra Dybvad og Sæby repræsenterer Nordjylland i aldersklasserne 10-11 år og 12-13 år. Her er Dybvad IK repræsenteret af 10 aktive.

I dag åbner vi lågen

0

Og fortæller en spændende historie om en hobby og entreprenant familie
Inden jeg kommer til familien, fortæller Keld Horne Larsen om sin hobby. Det er en hobby som egentlig har tre årsager. Dels betød den svigtende pelsavl mindre efterspørgsel på inventar. Dels står Kelds kone, Anette, oppe på førstesalen og er dybt-dybt engageret i sine smukke malerier og har således ikke tid til Keld. Og så den nok primære årsag –  familien havde anskaffet sig en ny hund. Det firbenede kræ havde i modsætning til sin forgænger mest lyst til at opholde sig udenfor matriklen. Keld er en rådsnar mand. Så han besluttede sig for at lave et hegn med låge og hvad der ellers hører sig til. Så kunne den lære det!

Så gik starten
Keld bestilte stål i forskellige længder, profiler, mønstre etc. og gik i gang med vinkelsliber og svejseværk. Efterhånden som lågeprojektet tog form blev Keld spottet af venner og familie. Og så bestilte de låger og hegn og det gør de stadig. Og hunden er stadig ikke bag låge og lås. Det gamle ordsprog med, at skomagerens kone går med skæve hæle holder stadig.

Kvalitet fra inderst til yderst
Keld bruger kun førsteklasses materialer og stabile underleverandører. Når låger og hegn er svejst sammen, sendes de til galvanisering. Og hvis aftageren ønsker det, bliver de pulverlakeret. Slutresultatet er nærmest uforgængeligt.

Laves i alle mål og faconer
Skulle du have fået lyst til at hæve indtrykket af dit hus til over gennemsnittet så er Keld klar. Han kan lave låger og hegn i alle mål og afskygninger.

Resten af familien
Som sagt maler Anette og udstiller sine malerier i datteren, Julies blomsterbutik i Østervrå, hvor også Kelds låger kan beses. Sønnen er tømrer. Så den familie keder sig absolut ikke.

KL

En farverig oplevelse

0

De Frivillige på Østervrå Ældrecenter havde inviteret beboerne på årets sidste udflugt, og heldigvis viste vejret sig også fra sin bedre side denne mandag.  

Bussen satte kurs mod Brønden, hvor der ventede deltagerne et ganske særligt havebesøg på Milbakken lige i udkanten af Pajhede Skov. Ejerne Ulla og Jens Mortensen har ikke bare en stor og flot have, men også en mark i umiddelbar tilknytning til ejendommen, hvor de udlever deres passion for georginer. 

Det var et ret overvældende syn at se de mere end 500 forskellige georginer, der varierer i både farve og facon. Et virkelig farverigt syn – den ene flottere end den anden, og det var svært at modstå lysten til at dufte og røre de næsten fløjlsagtige blomster. 

De Frivillige havde sørget for kørestole med ”chauffør”, så alle kunne komme med på turen rundt, også helt til toppen af georginehaven, hvorfra der er en fantastisk udsigt over det store farveflor. 

Videre gik det til parrets velanlagte have med et utal af specielle træer, buske og endnu flere blomster. Ulla og Jens fortalte begejstret om det hele, og selskabet lærte flere nye navne at kende. 

Kaffe og kage
Inden rundturen havde gæsterne fra Østervrå nydt kaffe i gårdens udhus, hvor der var pyntet med flotte buketter fra haven. Ældrecentrets køkkenpersonale havde bagt en dejlig kage, som blev spist og nydt i fulde drag. 

Fyldt op med farverige indtryk, masser af frisk luft og dejlig kage gik turen hjemover, men med afstikker rundt i det smukke efterårslandskab, hvor træerne så småt er begyndt at skifte farve, og marker er blevet tømt for avl. 

Det var årets sidste udflugt, nu flytter aktiviteterne indendørs og første gang bliver onsdag den 2. oktober, hvor De Frivillige inviterer til sangaften på centrets 1. sal. 

ÅB

U14 piger er i Liga 1

0
På billedet ses: Bagest fra venstre: Tenna Hald Andersen, Annika Jensen, Ulrikke Thomsen (på krykker), Mathilde Madsen, Amalie Frederiksen, Anna Lynge Pedersen, Lærke Christensen, Laura Fredensborg, Thilde Hansen, Rebecca Thomsen.
Forrest fra venstre: Emma Spangenberg, Marie Pedersen og Sara Madsen.
På billedet mangler Amaja Seerup og holdets træner Pauli Thomsen.

For første gang i historien har Try Thorshøj Boldklub og Østervrå IF et pigefodboldhold med i den bedste liga. 

De dygtige fodboldpiger fra ØVI/TTB – U14 pigerne har igen spillet sig helt i front. Efter ombrydningen af efterårssæsonens turnering var en oprykning til Liga 1 en kendsgerning. En utrolig flot præstation af spillerne og deres træner. 

Det er første gang de to samarbejdende klubber har et hold så højt placeret i den årgang, så alle glæder sig naturligvis over pigernes resultat. 

ÅB

 

Livshistorier og fællessang med Frode Muldkjær

0

Journalist og højskolebestyrer Frode Muldkjær lægger op til et par timer med det, han selv kalder eksistensfråseri, når han tirsdag den 1. oktobergæster Østervrå Kulturhus.

“Vær god ved dig selv og ved andre”, lød det i tre årtier formanede ud af radiohøjtaler til især børn, men også mange voksne lyttede med i Danmarks Radios programmer, når journalist Frode Muldkjær var i æteren. Hans evne til at skabe et særligt univers i 1980’erne og 1990’erne gjorde, at en dag først var skudt rigtigt i gang, hvis man havde lyttet til SyvTi fra Nordjyllands Radio. 

Nu bruger han bl.a. noget af sin tid til at rejse rundt og laver foredrag med en god blanding af sang og munter snak om ”Vennerne” – Peter Plys, DR, Vorherre og journalistikken, Fanden og spisesedlerne, vinkling og fake news, Johannes Møllehave, Lise Nørgaard, B&O, Otto Leisner, Jens Rosendal, Astrid Lindgren, Halfdan Rasmussen, Bertel Haarder, Bjarne Nielsen Brovst, Michael Laudrup, Anker Jørgensen, Fontaine, De to Geder, Solen, Nordenvinden, Medicinmanden, Benny Andersen, Carl Nielsen, Kim Larsen, Harald Bergsted. Og Grundtvig.

Hør også om børn og børnebørn, der skal oplives og oplæres, der bytter madpakker, skater, leger studieværter, er kærester, mobbes og svigtes, elsker gode forældre, skolen, leverpostej og kakao – og ikke kan sove om natten. Og især ønsker sig nærvær, tid og opmærksomhed.    

Frode Muldkjær er journalist. Han producerede i tre årtier børneradioprogrammer for DR – bl.a. “Syvti” og “Søndagskvisten”, “Fabulatoriet” og “Børnenes Radioavis”. Han var i 70’erne initiativtager til tribunalet “Vold mod Børn” og foreningen Børns Vilkår. 

I 80’erne tog han initiativ til Børnetelefonen, og i 90’erne var han den første formand for Børnerådet. I 00’erne var Frode Muldkjær pirat på det nordjyske “Kultursørøverskib”, og i 10’erne er han højskoleforstander for sin egen “Garagehøjskolen” i Dronninglund.

Det bliver med garanti vældig underholdende, muntert og melodisk, når Frode ankommer med en stak højskolesangbøger under armen og et væld af gode historier i ærmet. Besøget er tilrettelagt af Østervrå Seniorer og Østervrå Bibliotek.