Han er født og opvokset i Østervrå, og så rejste han ud! Onsdag den 16. oktober, er han tilbage i sin hjemby, hvor han fortæller i Østervrå Kulturhus om, hvad der er sket siden han rejste hjemmefra.
Henrik Andersen er vild med at opleve nye kulturer, han er nysgerrig på at se og høre, hvordan de lever og bor i andre lande. Jobmæssigt har Henrik Andersen også været vidt omkring, og hele tiden har lysten til at rejse og opleve, været med i bagagen. I kraft af sine jobs har han boet flere forskellige steder i verdenen i kortere eller længere tid.
De sidste 11 år har han været en del af firmaet Safeex, der arbejder world wide med software til inspektions- og vedligeholdelsesrutiner inden for olie- og gasindustrien.
Hør, hvor Henrik har været, og hvad han har oplevet – både i kraft af sit job, men også i forbindelse med mange private rejser i bl.a. Sydamerika, Asien, Australien m.fl.
Henrik Andersens forældre bor stadig i Østervrå, så barndomsbyen ligger stadig som en fast del af hans rejsemål.
Kultur- og Fritidsudvalget har vedtaget en række ændringer i den kollektive trafik i Frederikshavn Kommune. Det kommer bl.a. til at betyde en ændret bybuskørsel i Frederikshavn by og en opgradering af ruten mellem Frederikshavn og Østervrå.
”Vi har stået med større udgifter til kollektiv trafik end hvad vi har budget til. I stedet for blot at skære ned med salamimetoden, så besluttede vi i udvalget at få foretaget en analyse af hele området for at undersøge mulighederne for at ryste posen. Det er klart at behovene ændrer sig over tid. Og det har vist sig, at vi kan klare rigtig mange af problemer ved at optimere og nytænke”, udtaler Anders Broholm, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Det betyder bl.a., at der fremadrettet bliver en bybusrute mindre i Frederikshavn (rute 5), men de øvrige fem ruter tilpasses så byen dækkes ind. Linje 3 udvides til at dække Østerdal mens der indføres sommerkøreplaner på rute 3 og 5.
Ruten mellem Frederikshavn og Østervrå, rute 77, opgraderes til at have timedrift i dagtimerne og afgange hver anden time om aftenen og i weekenderne.
”Jeg er rigtig glad for, at vi kan give et bedre betjeningsniveau til Kilden, Gærum og Østervrå. De får nu et niveau for kollektiv trafik, der er på linje med andre oplandsbyer. Det er godt for oplandet, men det er også godt for uddannelsesinstitutionerne i Frederikshavn, da det giver bedre transport for de unge til uddannelserne i Frederikshavn. Det er god oplands- og uddannelsespolitik” siger Anders Broholm.
Derudover sker der en række mindre ændringer af rutenettet. I Frederikshavn Kommune er bl.a. skolekørsel og åbne ruter sammenlagte og derfor ændrer behovene sig over tid. Det skal justeres, så der ikke kører tomme busser rundt.
Budgettet for kollektiv trafik er fortsat udfordret i Kultur- og Fritidsudvalget. Det skyldes bl.a. at andre udvalgs ændringer medfører øgede udgifter til kørsel, som KFU skal betale.
”Det er uholdbart. Det er ikke noget de andre udvalg gør for at skubbe aben videre, men vi er i kommunen som helhed nok ikke gode nok til at se, at en besparelse et sted nogle gange medfører en udgift et andet sted. Det skal vi have lavet om på. Jeg opfordrer til at dette bliver taget op i det politiske budgetforhandlinger i den kommende tid, så vi ikke udhuler den kollektive trafik”, slutter Anders Broholm.
Røde Kors, Sæby samlede 23.143 kr. ind, heraf 3.455 kr. på Mobilpay ved søndagens Røde Kors indsamling. 27 friske indsamlere nød det gode vejr og besøgte husstande i Sæby og oplandsbyer.
Sidste års indsamling i Sæby indbragte 33.385 kr. Det mindre beløb skyldes delvis at det ikke i år har været muligt at finde indsamlere til en del ruter.
På landsplan blev der samlet 16 mio. hvilket er samme beløb som i 2018.
Der bliver nu sendt en halv mio. kr. til hver af Røde Kors-indsatserne: Hjemløse, voldsudsatte kvinder, krigsramte i Yemen og ofre for oversvømmelserne i Mozambique. Resten af pengene kommer i katastrofefonden, så Røde Kors kan rykke ud med kort varsel, når der er behov.
Indsamlingsbøsser blev udleveret lørdag og søndag formiddag. Begge dage med tilbud om rundstykker og kaffe. Disharmonisterne underholdt i butikken lørdag formiddag og sørgede for en rigtig god stemning i hele Røde Kors huset
Hørby Bager og SuperBrugsen Sæby, sponsorerede rundstykker og juice.
Søndag stillede Sparekassen ”Vendsyssel” lokale og personale til rådighed til optælling af de indsamlede beløb, og der blev serveret kaffe og lækkerier.
Røde Kors, Sæby takker alle, der har været med til at nå åretsindsamlingsresultat.
Torsdag den 3. oktober var sidste gang, Dybvads Grønne Hold var i aktion i denne sæson. I den anledning var der besøg af afdelingsdirektør Lasse Kjærsgaard Stidsborg fra Spar Nord i Sæby, som havde medbragt en check på 4.200,- til indkøb af nye, batteridrevne haveredskaber til næste års arbejde. Donationen kommer fra Sparekassen Sæbys Fond og betyder, at Det Grønne Hold fremover får endnu bedre muligheder for at yde deres fantastiske indsats med at holde byens pladser og grønne områder rene og pæne. Holdet består af 10-12 personer, som i sommerhalvåret mødes hveranden torsdag og går i gang med forskellige renholdelsesopgaver til stor gavn for hele byen – og deltagerne glæder sig til at tage deres nyindkøbte buskrydder og teleskopklipper i brug efter vinterpausen. Afslutningen på dette års arbejdsopgaver og check-overrækkelsen fra Spar Nord blev torsdag fejret med smørrebrød i Søparkhuset, sponseret af Dagli’ Brugsen Dybvad.
Julestemningen simrer allerede i Østervrå IF, hvor de er i fuld gang med at planlægge endnu et brag af en fest – Årets Julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter lørdag den 7. december.
For 21. gang inviterer ØVIs Venner, ØVI håndbold og Østervrå IF til stort julefrokostbal. Invitationer er sendt ud og billetsalget er i fuld gang. – Vores fest henvender sig til alle, om det er et lille eller stort firma, en kortklub eller bare en flok, som gerne vil til julefrokost, forsikrer Charlotte Albertsen fra julefrokostudvalget. Sidste år var der stor rift om pladserne, så det er nok en god ide ikke at vente for længe.
Non-stop musik Musikken er to særdeles populære bands – ”Version 1.0” og ”Bitter Moon”, som mange har stiftet bekendtskab med – måske til sidste års julefrokost?
Musikken spiller non-stop og begge bands er kendt for at give den fuld skrue med både gamle og nye hits, der kan sætte gang i festen.
Årets menu er sild, der serveres ved bordene, og herefter en lækker julebuffet fra Anne-Mad i Frederikshavn.
Det går forrygende med at sælge ejendomme hos EDC Jensen & Riise. Travlheden har nu udmøntet sig i nyansættelse.
Der er tale om Ruben Dietz på 28 år. Ruben har de sidste syv år arbejdet i mæglerbranchen, hvor han på alle måder føler sig hjemme. Han er opvokset i Thorshøj, men bor i dag i Aabybro med kæreste og hund. Fritiden anvendes på fodbold, jagt og fiskeri. Er på enhver måde fagligt funderet i hans tilgang til mæglerfaget. Han er omhyggelig og har erfaringens fordel i alle aspekter af en hushandel. Ruben har altid blik for den gode handel – for ham betyder det, at både køber og sælger er glade. Han er serviceminded og dedikeret, og så tror han på værdien af, at have fødderne solidt plantet i den nordjyske muld, lyder det fra EDC Jensen & Riise.
Hos EDC Jensen & Riise er man i dag tre ejendomsmæglere og tre sagsbehandlere.
Kom og hør Per Clausen i netværkscafeen i kirken i kulturcenter Vendsyssel onsdag den 9. oktober, hvor han fortæller om hvordan han som pårørende traf beslutning om organdonation, og hvordan det har været for ham efterfølgende. Med sig denne dag har han ”på den anden side af disken” Jørgen Folkvang, som har fået en ny lunge.
Per Clausen fra Hobro skulle for fire år siden tage stilling til organdonation, da kæresten Birgittes liv ikke stod til at redde efter en hjerneblødning. Det blev et ja.
– Det har jeg aldrig fortrudt. På en eller anden måde lever hun jo videre i de fire mennesker, der fik hendes lever, nyrer og lunger, siger han.
Alligevel har Per Clausen det ambivalent med tanken om ”formodet samtykke”, som sundhedsministeren fremlagde forslag om i 2016, for at sikre flere organdonationer i Danmark.
Det vil i givet fald indebære, at danskere aktivt skal framelde sig som organdonorer. Modsat i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig et donorregister.
– Hvis det bliver sådan, er jeg bange for, det vil betyde, at de danske familier ikke får den snak, som jeg mener er nødvendig, siger Per Clausen.
De pårørende vil stadig have vetoret, selv om der bliver ”formodet samtykke”.
– Men med de familiemønstre, der findes i dag, hvem er det så, der skal have ret til at sige nej, hvis ikke de pårørende kender den døendes holdning, spørger Per Clausen.
Det primære formål er at få flest mulige svømmeglade mennesker en tur i den lokale svømmehal søndag den 6. oktober, kl. 10-16. Der er fri adgang til svømmehallen i det seks timer lange arrangement, og så er der mulighed for at vinde kontante præmier.
Hvem vil være med i kapløbet om flotte pengepræmier? De tre kategorier er at være så mange som muligt i vandet, så mange fra samme by, som muligt eller at svømme så langt som muligt. Den sekundære gevinst er at alle deltagere får en sjov fælles oplevelse og en masse god motion.
Alle er velkomne: unge som ældre, store som små, og man bestemmer selv, hvor mange timer, man vil tilbringe i bassinet. – Det eneste krav, vi stiller er, at du skal kunne svømme og have lyst til at hjælpe Østervrå Ifs svømmeafdeling og svømmehallen med at få svømmet flest meter og/eller få flest personer i vandet, forklarer formand for ØVI svømning Louise Christensen.
Diplom Alle, som møder op og hopper en tur i vandet, modtager et flot diplom som bevis for deltagelse i arrangementet. Samtidig hjælper de den lokale klub tættere på de mange flotte præmier.
Svømmeafdeling håber at rigtig mange har lyst til at bruge nogle timer i Østervrå Svømmehal, hvor foreningen dagen igennem vil sørger for at alle får en god oplevelse.
Den Store Svømmedag er et landsdækkende arrangement, i år med deltagelse af 38 svømmehaller. Svømmedagen er arrangeret af Dansk Svømmeunion i samarbejde med de deltagende svømmeklubber og svømmehaller.
Søndag den 29. september blev det officielt markeret, at der er startet to nye konfirmandhold i folkekirken. Det er to store hold – og meget aktive – for da dagen faldt sammen med både pigernes fodboldkamp i Viborg og den landsdækkende efterskoledag, var det en decimeret konfirmandgruppe og forældre, der dukkede op. Nogle forældre endda uden konfirmand! Efter gudstjeneste i Østervrå kirke bød menighedsrådene på hotdogs og information om den kommende undervisning og konfirmandlejr.
Dagen bød også på det årlige menighedsmøde, hvor de to menighedsrådsformænd aflagde beretning for året der gik og de fremtidige planer. Sognets nye kirke- og kulturmedarbejder, Freja Würtz, fortalte om, hvad diakoni egentlig er, hvorefter det ved bordene blev diskuteret, hvad meningsfuld diakoni er hos os. Imens var de unge mennesker og de fremmødte børn godt tilfredse med at trække ind i mødelokalet, hvor der blev vist film.
Det var Yatzyholdet på centret, der havde sparet op til foredraget.
Der var mødt rigtig mange op for at være med og efterhånden som klokken nærmede sig 14, hvor det hele skulle starte, sad alle og kikkede ud på vejen for at se Karsten og hans Volvo 210 komme kørende.
Karsten er kendt fra TV, hvor han kunne opleves sammen med sin hund og sin Volvo og med gummistøvlerne på og de korte bukser – klar til at give seerne en god oplevelse i naturen.
Det var ikke naturen, der stod på programmet den eftermiddag – overskriften hed: Originalerne i mit liv.
Hunden, der trofast fulgte ham i TV – udsendelserne, er død for 5 år siden, fortalte han og den nye hund var ikke lige egnet til at tage med til en eftermidag som her, men en ting var som i TV – han var i korte bukser.
Han er en god fortæller, der forstår at få tilhørerne med, når han fortæller om alt lige fra hans barndom, hvor han hjalp i marken og til hans skolegang, hvor han havde lærer frk. Sørensen og om den store begejstring for biblioteket og det at få indblik i bøgernes verden.
Da han kom ind på de forskellige originaler blev der både lyttet andægtigt og grinet rundt omkring over alt det, som Karsten kunne berette om de mange originaler, der fandtes omkring ham bl.a. Cykel-Holger og Smede-Peter.
Det var ikke kun alle de lidt sjove ting, han snakkede om – han indviede også alle i faderens sygdom – en depression, der endte med, at han skød sig og hvordan det så var at stå alene efter faderens død.
I den mere muntre ende af hans erindringer var der mødet med folkemusikken og den legendariske Ingeborg Munk, der var en dame af en helt speciel kaliber. Hun sang folkeviser, der for flestes vedkommende, var meget bramfrie.
Han fortalte også meget åbent om det at miste en søn – og det var noget, der påvirkede eftermiddagens tilhørere, fordi han gjorde det på en så åben og naturlig måde, som bare gik lige ind.
Han sluttede eftermiddagen af med en historie fra Rumænien, hvor han under et besøg, blev mødt af to lokale ludere, der spurgte, om han kunne lide dem hver især og de endte med at følge ham og gav ham en rundvisning i byen og næste morgen mødte de op for at vise ham havnen, da de mente, at det var mindre farligt at færdes der ved dagens lys.
Han gav os alle noget at tænke på til slut, da han sagde følgende: Hvis vi tør være sammen med dem, der er anderledes – så ville det hele være meget nemmere.
Lige inden han sluttede helt, opfordrede han tilhørerne til at synge en lille gå – hjem-sang nemlig: Sig månen langsomt hæver – men i hans version – han tog nemlig den første linje i vers et og satte sammen med sidste linje i det sidste vers – så det lød som følger: Sig månen langsomt – og trøst min syge nabo med.
Da Karsten skulle ned til sin Volvo igen, var der en del, der fulgte med ned for at se den tæt på.
Alle gik derfra en oplevelse rigere efter et par timer i selskab med ”Karsten Kortbuks”
Der blev serveret kaffe og brunsviger med flødeskum i pausen.