Kom og hør Per Clausen i netværkscafeen i kirken i kulturcenter Vendsyssel onsdag den 9. oktober, hvor han fortæller om hvordan han som pårørende traf beslutning om organdonation, og hvordan det har været for ham efterfølgende. Med sig denne dag har han ”på den anden side af disken” Jørgen Folkvang, som har fået en ny lunge.
Per Clausen fra Hobro skulle for fire år siden tage stilling til organdonation, da kæresten Birgittes liv ikke stod til at redde efter en hjerneblødning. Det blev et ja.
– Det har jeg aldrig fortrudt. På en eller anden måde lever hun jo videre i de fire mennesker, der fik hendes lever, nyrer og lunger, siger han.
Alligevel har Per Clausen det ambivalent med tanken om ”formodet samtykke”, som sundhedsministeren fremlagde forslag om i 2016, for at sikre flere organdonationer i Danmark.
Det vil i givet fald indebære, at danskere aktivt skal framelde sig som organdonorer. Modsat i dag, hvor man aktivt skal tilmelde sig et donorregister.
– Hvis det bliver sådan, er jeg bange for, det vil betyde, at de danske familier ikke får den snak, som jeg mener er nødvendig, siger Per Clausen.
De pårørende vil stadig have vetoret, selv om der bliver ”formodet samtykke”.
– Men med de familiemønstre, der findes i dag, hvem er det så, der skal have ret til at sige nej, hvis ikke de pårørende kender den døendes holdning, spørger Per Clausen.




