Home Blog Page 331

Nadja Lærke Jensen retur til Vendsyssel

0

Højre backen Nadja Lærke Jensen som stoppede i Ligaklubben HH elite før jul, skifter til Vendsyssel med det samme. Nadja fik debut i allerede i søndagens opgør hjemme mod Roskilde.

Nadja er en gammel kending af Vendsyssel, da hun netop skiftede til Horsens fra os i sommeren 2018, nu er hun så retur igen. Vi er glade for at tilknytte Nadja på en aftale frem til sommeren og ser frem til at få Nadja ind i truppen. Vi håber at både Nadja og vi som klub får et rigtig godt forår sammen, som kan give grobund for en længerevarende aftale. 

Kent siger
Vi har fået tilknyttet en rigtig dygtig venstrehåndet bagspiller, som vil give os endnu flere muligheder rent offensivt. Igennem vores snakke har hun vist, at hun vil vores projekt, og at hendes ambitioner er store. Gode og vigtige forudsætninger, som jeg påskønner meget. Nadja skal naturligvis lige lande i tingene, og sammen med den sparsomme spilletid hun har fået det seneste halvandet år, skal vi også have tålmodighed hermed. Men det til trods har jeg pæne forventninger hertil – det beretter hendes evner også til. Ellers havde vi heller ikke hentet hende ind på nuværende tidspunkt.

Nadja udtaler
Jeg er glad for at være tilbage i Vendsyssel Håndbold, hvor jeg har gode minder fra. Gennem træningerne har jeg fået et godt indtryk af holdet og pigerne og jeg glæder mig til hjælpe klubben i kampen om oprykning.

Nytåret markeret med hjertemarch

0

Hjerteforeningen Sæby holdt traditionen i hævd med en nytårsmarch på årets første dag. Trods en frisk blæst var lidt over 250 deltagere var mødt frem, og der var både ”faste” deltagere, såvel som en del nye.

Formand for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo, bød velkommen, hvor hun fortalte kort om Hjerteforeningens gøremål, inden deltagerne begav sig af sted på ruterne på tre og fire km ad hjertestierne i Gybels Plantage.

Her var der god mulighed for både at få ønsket hinanden et godt nytår og få frisk motion for velværet, sundheden og hjertet. Efter traveturen var Hjerteforeningen i Sæby vært ved en lille varm forfriskning.

Hjerteforeningen Sæby er allerede de kommende dage klar til at genoptage motionstilbud i form af hjertestyrkende motion hos Benefit, ”Hjerte – krop – balance”i Sæby Fritidscenter i samarbejde med Sæby Gymnastikforening samt de populære traveture tirsdag formiddage i Gybels Plantage og onsdag formiddage på ”kløverstierne” med start fra broen på Sæby Havn.

Østervrå – PC’er og stereoanlæg stjålet ved indbrud i privat bolig

0

En privat bolig blev udsat for indbrud på Tryvej i Østervrå lørdag den 4. januar kl. 16.00-19.50. Indbrudstyven fik adgang til huset gennem en dør til et fyrrum, som blev brudt op. Herfra bevægede tyven sig gennem hele huset. Blandt de stjålne genstande var to PC’er, et stereoanlæg og en krukke med mønter. Indbrudstyven smadrede desuden et TV i stuen. Tyven forlod gerningsstedet gennem hoveddøren til huset.

Har du set mistænkelig færden på Tryvej i Østervrå? Kontakt politiet på 114.

Uheld ved Hørbylundvej

0
To biler stødte sammen i krydset Frederikshavnsvej/Hørbylundvej. Begge biler endte i grøften. Meldingen lød på fastklemte, men ingen kom alvorlig til skade. En person blev kørt til tjek på skadestuen. Beredskabet fra Østervrå og Frederikshavn stod for oprydningen.
Foto: Ejvind Pedersen – 112-nord

Tunnelløb gav flot overskud

0

Dagen før skoleeleverne i Dybvad gik på juleferie, blev de præsenteret for en flot julegave fra arrangørerne af Dybvad Tunnelløb; nemlig overskuddet fra årets løb. Klaus Nielsen fra arrangørgruppen kunne således overrække hele 28.000 kroner til Støtteforeningen for Hørby-Dybvad Skoleafdeling, som nu skal bruge pengene på aktiviteter for eleverne i begge byer.

Tunnelløbet, der i år blev afholdt for 2. gang, fandt sted søndag den 27. oktober og havde deltagelse af 320 motionister fra både nær og fjern, som prøvede kræfter med de forskellige ruter. Disse var, som løbsnavnet antyder, planlagt efter Dybvads tunneller; både de faste og adskillige til lejligheden opførte – og i lighed med sidste år nød løbet bred opbakning fra både motionsløbere, “fodfolk” og det lokale erhvervsliv.

2018-udgaven af Dybvad Tunnelløb resulterede i øvrigt i et overskud på godt 21.000 kroner, der dengang gik til Dybvad Byudvikling. Arrangørerne Helle Brinkmann, Anders Skovsgaard og Klaus Nielsen er yderst tilfredse med begge de flotte resultater, som de håber kan gentage sig ved kommende løb og derved bidrage til flere spændende projekter i og omkring Dybvad.

Lille Store verden – december på Dybvad Skole

0

De sidste år har der på Dybvad Skole været tradition for ”at vende julen på hovedet” – for at have fokus på at give i stedet for på at modtage… I år var ingen undtagelse.

Årets projekt blev kaldt ”Lille- store-verden”, – og pengene, der blev samlet ind, skulle gå til Skæve-Hørby sogns skoleprojekt i Indien. Hver morgen har hele skolen været samlet til morgensamling, hvor dagens julekalender låge – med billeder fra Indien – blev åbnet. 

Det samlede beløb blev med stor glæde og stolthed afsløret til skolens juleafslutning! 26.770 kr blev indsamlet. Pengene er blevet samlet ind på forskellig vis.

I uge 48 var der anderledes uge på skolen. I den uge havde eleverne mulighed for at finde et arbejde i 3 dage og donere det tjente til projektet. Fantasien var stor – der blev passet børn og grise, der blev gjort julerent hos bedsteforældre og forældre. Biler blev vasket – sten gravet op, tagrender renset og meget mere.

Samtidig var der arbejdende værksteder på skolen, hvor der blev fremstillet varer til skolens julemarked. Her var der gang i køkkenet med at bage småkager og koge bolsjer og karameller. I billedkunst blev der fremstillet flot julepynt, i håndarbejde blev der filtet og syet – og i sløjdlokalet blev der produceret flotte rensdyr.

Torsdag d. 12. december blev der afholdt julemarked på skolen. Her var mange forældre, bedsteforældre og søskende mødt op.

Julemarkedet blev indledt med krybbespil ved mellemtrinet og juleskuespil ved de ældste elever. Derefter var der åbent i caféen og i boderne rundt om på skolen. 

Julemarkedet blev sluttet af med Luciaoptog ved kirkekoret.

Ny trend er nået til Flauenskjold

0

I løbet af december måned er en ny trend nået til Flauenskjold.

Flere steder i byen har ukendte personer den seneste tid placeret små malede sten med små søde beskeder.

Trenden er vist nok udbredt i større byer, og er altså nu også nået til Flauenskjold.

En rigtig sympatisk idé, der spreder smil og glæde i hverdagen.

IS

Vellykket julefest hos de private dagplejere i Hørby

0

Fredag den 20.  december havde de to private dagplejere i Hørby, Lene og Birgit, inviteret forældre og bedsteforældre med til julefest i Sognehuset  i Hørby.

Rigtig mange havde taget imod tilbudet så der var mange børn og voksne til at gå omkring juletræet og der blev sunget om nissen, der sidder på loftet med sin julegrød  og  Søren Banjomus og mange, mange flere. Julemanden havde også været på besøg og stillet en sæk med gaver til alle børnene – han har meget travlt nu, hvor det snart er jul, så nissemor var ude og hente sækken, så hun kunne give børnene deres gaver.

Herefter blev der serveret æbleskiver, frugt, peber-nødder, kaffe, saftevand og gløgg og man sad og hyggede sig ved bordene, mens børnene legede og tog en ekstra tur omkring juletræet.

Det var en flok meget trætte børn, der kom hjem fra dagplejen den eftermiddag  efter en hyggelig og god  julefest  hos de private dagplejere i Hørby.

Jo-Jo

Foto: Ejvind Pedersen

Anders Broholm har fået nyt job

0

Anders Broholm udtræder den 1. februar 2020 af byrådet i Frederikshavn Kommune. Han har fået nyt job i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Børne- og undervisningsministeriet i København, hvor han skal arbejde med de gymnasiale ungdomsuddannelser på nationalt plan.

”Det har været en svær beslutning, men efter 14 år som politiker er det tid til at begynde et nyt kapitel i mit liv. Jeg var kun 21 år gammel, da jeg begyndte som politiker og jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle være politiker i hele mit liv. Jeg glæder mig helt vildt til at prøve kræfter med noget nyt, og det kan ikke forenes med at være aktiv i politik” Siger Anders Broholm, der har sidste byrådsmøde den 29. januar 2020.

”Jeg har haft helt utrolig mange gode oplevelser i politik og er stolt over at have bidraget til udviklingen i Frederikshavn Kommune. Særligt har det været en stor fornøjelse at være udvalgsformand gennem 10 år først for sundhed og siden for kultur/fritid. Jeg er taknemlig for den store opbakning, jeg har oplevet gennem mit politiske arbejde og jeg glæder mig til at få sagt ordentligt tak for samarbejdet til de mange, jeg har arbejdet sammen med – det har jeg heldigvis januar måned til” siger Anders Broholm.  

Venstres gruppeformand i Frederikshavn Kommune, Mette Hardam, udtaler:
”Jeg vil på Venstres vegne ønske Anders tillykke med jobbet og samtidig takke for indsatsen gennem mange år. Juleforberedelser er mange ting – i år skulle jeg forberede mig på, at Anders Broholm ikke længere skal være min fortrolige sparringspartner i forhold til politik. Det er lidt af en mavepuster og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne havde fortsat samarbejdet med Anders. Når det er sagt, så må jeg også erkende, at jeg godt vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før drømmejobbet bød sig og jeg glæder mig på hans vegne. Selvom Anders rent aldersmæssigt har været vores ”Benjamin” i denne periode, så besidder ingen af os andre den samme politiske know-how. Jeg er dog fortrøstningsfuld og sikker på, at venstres gruppe nok skal finde melodien sammen frem mod det kommende kommunalvalg”.

Jens Borup, der er 1. suppleant, indtræder i byrådet og Venstres byrådsgruppe vil i løbet af januar fordele posterne internt. 

Julehygge hos de kommunale dagplejere

0

Østervrå Frikirke havde torsdag den 12. december inviteret dagplejere og børn fra den kommunale til julehygge. Det blev en rigtig god blanding af højtidelig salmesang, juletræspyntning og lejlighed til at tjekke kirkens store legetøjskasse ud.

Først sang børn og måske mest de voksne nogle af de dejlige julesalmer, og så var stemningen lagt, inden det var blevet tid til at pynte kirkens juletræ. Det kunne både store og små hænder være med til, og belønningen udeblev da heller ikke. Dejlige forfriskninger i form af pebernødder, mandariner og vingummibamser. Dertil kaffe, te og saftevand. 

Heldigvis blev der også tid til lidt fri leg, og det blev udnyttet til at få kigget godt og grundigt på kirkens store kasse med legetøj. Snart blev der leget over hele kirken, med kørertøjer, der kørte ind og ud mellem stolerækkerne. 

En hyggelig formiddag, som sendte alle hjem til madpakker og middagslur i højt julehumør. 

De kommunale dagplejere er så småt begyndt at ønske hinanden glædelig jul, mens de med stor glæde kigger tilbage på de mange dejlige oplevelser, der har været i 2019, og frem mod nye oplevelser i 2020.

ÅB