
Folketingspolitiker Bent Bøgsted (64) har modtaget Ridderkorset af 1. grad for sine mange år i Folketinget. Bøgsted blev valgt ind for Dansk Folkeparti i november 2001 første gang.
Afslappet klædt går Bent Bøgsted rundt med en motorplæneklipper ved sit hus på Bakkevænget i Østervrå. Hvis han kigger op, vil han kunne nyde en af de bedste udsigter i byen. Billedet af en mand med fødderne solidt plantet i den gode Østervrå-muld er vist en meget kendetegnende på folketingspolitikeren Bent Bøgsted.
Der er dog ingen tvivl om, at udnævnelsen til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen, det er alligevel noget, der påvirker den erfarne politiker. – Det er en meget stor ære, lyder det stolt og med stor glæde, mens vi bevæger os over på terrassen til en lille snak og et rent fysisk kig på den flotte anerkendelse.
Det er ikke første gang Bent Bøgsted stifter bekendtskab med det danske ordenskapitel. I 2012 modtog han Dannebrogsordenen for sine første 10 år på tinget, og nu er det godt 18 år siden han 20. november 2001 blev valgt ind. Et noget overraskende resultat – ikke mindst for hovedpersonen, der selv var taget til banko i den lokale idrætsforening sammen med hustruen Hanne. Hanne var så heldig at vinde en kvart gris, så parret var egentlig ret godt tilfreds med aftenens forløb. Da de kom hjem kunne de konstatere, at telefonsvareren var glødende med opkald, der kunne afsløre, at Bent var blevet valgt ind i Folketinget på det andet af to mandater i Nordjyllands Amt.
Et liv i politik
Det var en stor omvæltning for den tidligere maskinarbejder at træde ind på de bonede gulve, men han har hele vejen bevaret sin rolige tilgang til tingene. – Jeg er der jo på grund af mine vælgere, og man er kun det, ens vælgere ønsker man skal være, konkluderer Bent Bøgsted.
Det har været et liv i politik, som har budt på lidt at det hele. Politisk er en af sejrene, at det lykkedes at få Udbetaling Danmark til Frederikshavn. Det er også blevet til en del spændende rejser med udvalg og delegationer til bl.a. New Zealand, USA, Kina og Sydkorea. – En af de helt store oplevelser var, da vi fik mulighed for at besøge den demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea, fremhæver Bøgsted.
En udvikling, der bekymrer ham, er sammensætningen af Folketinget. – Det er min opfattelse, at vi bliver færre og færre, der ved, hvordan samfundet fungerer. Vi er vel i øjeblikket, med meget god vilje, en snes medlemmer tilbage, der har en faglig baggrund, mens størstedelen er universitetsuddannede. Dem kan vi slet ikke undvære, og de har også teorierne på plads, men kendskabet til praksis ude i det virkelig liv den er fraværende. Det bekymrer mig, at den faglige viden og værdier går tabt på den måde. Jeg er virkelig glad for min egen baggrund og erfaring, det mener jeg, er guld værd, understreger Bent Bøgsted.
Hanne og Bent Bøgsted bor i dag i Østervrå, og det er de begge to glade for. – Vi havde, efter 25 år på landet, efterhånden nået en alder, hvor vi gerne ville lidt tættere på byen, og så faldt valget på Østervrå. Her kunne vi få meget hus for pengene, og en mindre by med et fint udvalg af indkøbsmuligheder, forklarer parret. Bent er kommet med i borgerforeningens bestyrelse, og de forsøger begge at deltage i det lokale foreningsliv, så meget som tiden nu tillader det.
En meget stor oplevelse har det været at møde kongefamilien. – Det har vi, min kone og mig, haft lejlighed til flere gange, både til middag og bal hos Dronningen og på kongeskibet, fortæller Bent.
Snart skal Bent Bøgsted være på tomandshånd med en fra den kongelige familie, når han skal i audiens for at sige tak for sit ridderkors, og det glæder han sig meget til. Hvornår det bliver, ligger hen i det uvisse, så længe coronaen raser.
ÅB




