Home Blog Page 321

Udvidelsen af Sæby Havn sættes i gang til efteråret

0

Frederikshavn Byråd har på byrådsmødet den 24. juni 2020 endeligt godkendt lokalplanen for den kommende udvidelse af Sæby Havn og selve anlægsarbejdet forventes at gå i gang til oktober.

Nu er den spændende udvidelse af Sæby Havn et godt skridt tættere på at blive til virkelighed. Anlægsarbejdet sættes i gang til efteråret og herefter begynder det nye havneområde at tage form med bl.a. plads til endnu flere sejlere og et stort vandaktivitetsområde.

Det glæder mig, at vi med godkendelsen af lokalplanen nu endelig kan komme i gang med den spændende udvikling af havneområdet i Sæby. Vi mærker lige nu en stor interesse for byen, og med havneudvidelsen fremmer vi både Sæby Havn som lystbådehavn med gode faciliteter til byens borgere og foreninger – samtidig med, at havneudvidelsen har potentiale til at gøre Sæby endnu mere attraktiv at besøge og flytte til. Det bliver fantastisk – både for Sæby og for hele Frederikshavn Kommune, siger Karsten Thomsen, formand, Teknisk Udvalg.

Udbudsprocessen er samtidig godt i gang og fem prækvalificerede entreprenører arbejder lige nu på at færdiggøre deres tilbud på udførelsen af projektet. Tilbuddene kommer til vurdering og forhandling i august og september – og kontrakten forventes at blive underskrevet sidst i september – med anlægsstart i oktober 2020 og forventet aflevering til oktober 2021.

Udvikling i samarbejde med erhvervs- og foreningsliv
Det nye havneområde skal etableres syd for den nuværende indsejling med bl.a. ny mole og et vandaktivitetsområde til vinterbadere, svømmere, kajakroere, dykkere og SUP’ere. Flere funktioner bliver flyttet fra det nuværende – og til det nye havneområde og bindes sammen af promenader langs kajer og moler. 

Vi leverer ikke en nøglefærdig havn, hvor alt står færdigt på én gang. Vi anlægger en råhavn, hvor Kommunen står for investeringen i de nye havnebassiner og i selve infrastrukturen på havnen. Herfra skal den videre udvikling og investering ske i tæt samarbejde med private og foreninger – ud fra de rammer, der nu er vedtaget, siger Karsten Thomsen, formand, Teknisk Udvalg.

På Sæby Havn er der flere steder sat plancher op, så alle interesserede kan se og læse mere om planerne for, hvordan den nye havn kommer til at se ud. 

Ny medarbejder hos EDC Lars Jensen

0

Det går forrygende med at sælge ejendomme hos EDC Lars Jensen. Travlheden har nu udmøntet sig i nyansættelse.

De seneste 12 måneder har EDC Lars Jensen solgt præcis 115 ejendomme. Indehaver Lars Jensen siger, at salget har været stabilt over de seneste år for såvel villaer, grunde, sommerhuse som landejendomme. Andet kvartal, som mange nok har læst i medierne, har det især været sommerhuse  mange danskere nu har valgt at købe. Vi mærker også en stigende efterspørgsel for fritidslandbrug og lystejendomme. Dette segment kræver en stor indsigt, men først og fremmest også god tid af mægleren til at servicere kunderne for dette segment.

Der er dog ikke udsolgt hos mægleren, for EDC Lars Jensen har også fået stor tilgang af nye emner til salg på det seneste.

Travlheden i butikken har betydet, at EDC Lars Jensen har ansat en ekstra sælger til primært at servicere sælgere og købere af fritids-landbrug og lyst-ejendomme. Der er tale om Ole Bouet, som er uddannet landmand tilbage i 1983 og har været selvstændig indenfor faget siden. ”Jeg er ved at afvikle mine ejendomme og har derfor søgt nye udfordringer, og det har jeg nu fået hos EDC” udtaler Ole Bouet.   

Hos EDC Lars Jensen er man i dag seks fuldtidsansatte.

3 sengetyper du skal kende

0

I din jagt på en ny seng vil du støde på mange forskellige sengetyper, som hver især har nogle fordele. På den måde får du mulighed for at få en sengetype, som passer perfekt til dig, i stedet for at du skal nøjes med en, som du måske ikke er helt tilfreds med. 

Du kan få et overblik over de mange forskellige typer på sengeguruen.dk. Ellers kan du også læse om nogle af dem, som du skal kende her. 

Kontinentalsenge
Kontinentalsengene er en utrolig behagelig sengetype, som består af tre slags madrasser. Der er en boxmadras, en springmadras og en topmadras. Ved at kombinere disse tre får du det optimale ud af en seng. En seng som yder alt den rigtige støtte og komfort. Det skyldes, at både boxmadrassen og springmadrassen består af rigtig mange fjedre, så du får støtte der, hvor kroppen har allermest brug for det. Men selvfølgelig er fjedrene godt pakket ind, så du ikke kan mærke dem. Tilslut sørger topmadrassen for komforten, så du kommer til at ligge helt perfekt. 

Sovesofaer
Sovesofaer er utrolig praktiske, fordi de gør det muligt for dig at få mest muligt ud af små rum. Der er nemlig mange rum i huset, som ikke altid får udnyttet deres fulde potentiale, men dette er synd og skam. Alle rum, selv de små, har rigtig mange muligheder, som du kan læse om her. Sovesofaer er den perfekte sengetype, hvis du for eksempel bor i en mindre bolig, som en et- eller toværelseslejlighed. Det vil nemlig kunne spare dig for en masse plads, at du kan have sofa og seng i én frem for at skulle have to store møbler. En sovesofa kan også være den perfekte gæsteseng. Her skal den blot fungere som sofa langt det mest af tiden, men muligheden for at omdanne den til en seng er der, hvis du har nogen, som har brug for at overnatte. 

Elevationssenge 
Elevationssenge er en rigtig praktisk sengetype. Det er en justerbar seng, hvor du har mulighed for at hæve hovedgærdet og fodenden i sengen. På den måde kan du komme til at sørge for, at du ligger helt optimalt. Specielt hvis du lider af for eksempel rygproblemer, kan denne sengetype være den perfekte løsning, så du enten har mulighed for at sove med hovedet eller benene lidt hævet. Det er også en fantastisk sengetype, hvis du holder af at sidde i sengen og læse eller se tv. Da du netop får mulighed for at sidde bedre, så du ikke kommer til at overanstrenge din nakke eller andet, når du forsøger at holde hovedet løftet. 

Som du kan læse, er der tale om tre meget forskellige sengetyper, men de har alle tre deres egne fordele. Så hvilken type, du bør vælge, afhænger helt af, hvilke ønsker og forventninger du har til din seng. Så overvej om du ønsker en seng, hvor støtten og komforten er i top, en seng der kan gemmes væk eller en seng, du kan justere på.

Norsk målvogter til Vendsyssel Håndbold

0

Udover Ida skifter den norske målvogter Synna Lien til Vendsyssel Håndbold som har indgået en 2-årig kontrakt. Synna  skifter fra den Norske Ligaklub Fana IL. En kontrakt som er kommet i stand, efter at VEHA blev enige med hendes tidligere klub Fana IL om en frikøbssum.

Synna er en ung målvogter på 20 år, som de seneste to sæsoner har stået i den Norske Liga. Synna kommer til Danmark i starten af juli og er klar til at møde sine holdkammerater når træningen starter igen den 6. juli.

Vi er overbeviste om at Synna sammen med Elin, vil udgøre et godt par og at de kan udfordre hinanden, så der kommer en sund konkurrence, som er med til at udvikle den enkelte, lyder det fra direktør Jan Hansen.

Kent udtaler
“Det er en aldeles spændende signing, vi har lavet på målvogterpositionen. Synna er en ung talentfuld keeper, der har haft nogle meget kompetente trænere omkring sig, og til trods for sine kun 20 år allerede har spillet to sæsoner i den bedste norske række. Hun er yderst ærgerrig, og vil virkelig vores projekt, så matchet er ualmindelig godt. Hun har haft Cecilie Leganger som træner igennem de seneste sæsoner, og desuden været en del af et spændende talentprogram i Norge. Så fundamentet og det tekniske er på plads. Nu skal vi i fællesskab have gjort hende mere “seniorkomplet”. Noget der tager tid, men forudsætningerne er i den grad til stede, og jeg glæder mig meget til at få hende herned.”

Synna siger
Jeg ser meget frem til at flytte til Danmark og til at spille i Vendsyssel. Jeg har stor tro på klubben og holdet, som skal spille i Ligaen. Mine ambitioner indenfor håndbold er høje og jeg ønsker at bidrage både på og udenfor banen, det skal blive spændende at tage nye skridt I Vendsyssel.

Jeg har rykket op med Fana IL i Bergen og har spillet i den Norske Eliteserie i to år. Dette er en god erfaring som jeg vil tage med videre. Nu glæder jeg mig til at lære mine kommende holdkammerater og teamet omkring holdet at kende, samt møde folkene i klubben og ikke mindst at spille kampe foran fansene I Drinx Arena.

Festlig EM-lodtrækning: Håndboldfesten er begyndt i Frederikshavn

0

Der var god stemning og isvand i glassene på Freddy’s Bar i Frederikshavn, hvor lodtrækningen til EM i Kvindehåndbold torsdag den 18. juni blev fulgt ved en festlig event 

Håndboldfeberen raser allerede i Frederikshavn, der sammen med Herning er værtsby i Danmark, når nogle af verdens største håndboldstjerner tørner sammen til EM i Kvindehåndbold i december 2020. Det svenske kvindelandshold får Arena Nord i Frederikshavn som hjemmebane i de indledende kampe, og gårdhaven på Freddy’s Bar var pyntet med svenske flag, og den svenskfødte sangerinde Tina Gillberg underholdt, da ca. 50 gæster var samlet den 18. juni for at følge EM-lodtrækningen, der blev LIVE-streamet fra Wien. 

Vi har et stærkt samarbejde i Frederikshavn om at levere værtskab i verdensklasse. Det gjorde vi, da Frederikshavn var værtsby til VM i Kvindehåndbold i 2015. Og det gør vi igen til december, når vi er værtsby for den eneste store sportsbegivenhed, der bliver afviklet i 2020. For os er det naturligt, at det svenske landshold får hjemmebane i Frederikshavn. Vi har et nært forhold til vores svenske broderfolk, som kommer her med færgerne, udtaler Per Malmberg, direktør i Arena Nord.

Træners forudsigelse holdt stik

Den tidligere træner for det svenske kvindelandshold, frederikshavneren Helle Thomsen, deltog som håndboldekspert i eventen i Frederikshavn, hvor hun blev interviewet før og under lodtrækningen. Den erfarne og højt respekterede træner gav sine bud på, hvilke nationer det svenske landshold bedst vil kunne besejre, og hvilke der vil være de sværeste at slå. Udfaldet af lodtrækningen blev de tre hold, Helle Thomsen udpegede som de sværeste modstandere: Rusland, Spanien og Tjekkiet! Det affødte en del telefonbeskeder fra svenske landsholdsspillere til deres tidligere træner.

EM i en coronatid

Selvom coronapandemien har aflyst en række sportsbegivenheder i Danmark og resten af verden de seneste måneder, er det med optimisme, at de danske og norske værter ser frem mod december 2020. Dansk Håndbold forbund (DHF) og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) arbejder med forskellige scenarier i forhold til afvikling af EM-slutrunden. 

Viser det sig, at coronakrisen stadig forhindrer, at der kan være fuldt belagt med publikum i arenaerne i Herning og Frederikshavn, kan EM-kampene afvikles med forskellige restriktioner – fx et nedsat tilskuerantal. Hvis dette bliver tilfældet, er det en fordel at være blandt de første til at købe billetter, for pladserne bliver fordelt ud på de første, der har købt deres billetter. Ved eventuelle restriktioner på antal tilskuere vil man kunne få refunderet sin billet, hvis den er købt gennem Ticketmaster.

FAKTA OM EM
EM afvikles i Norge og Danmark i Trondheim, Stavanger, Oslo, Frederikshavn og Herning. 

Danmark spiller de tre indledende gruppekampe i Boxen i Herning henholdsvis den 4., 6. og 8. december. Sverige spiller de tre indledende gruppekampe i Arena Nord i Frederikshavn henholdsvis den 3., 5. og 7. december. Eventuelle kampe i mellemrunden bliver for Danmarks vedkommende også spillet i Herning den 11., 13. og 15. december, mens turen går til Oslo ved en eventuel finaleweekend. 

Du kan finde yderligere information om EM-slutrunden på den officielle hjemmeside https://women2020.ehf-euro.com/home/

7.B på Torslev Skole vinder af ”Elektrisk Skoledag”

0

Traditionen tro har Forsyningen kåret årets vinderklasse i forbindelse med Elektrisk Skoledag – og det blev i år 7.B på Torslev Skole.

Der lød gennemtrængende jubelråb, og begejstringen var stor blandt eleverne i 7.B på Torslev Skole, da medarbejdere fra Forsyningen onsdag den 17. juni overraskede dem med årets vinderpræmie – en gavecheck på 2.000 kr., kagemand og sodavand.  

Elektrisk Skoledag er en undervisningsdag for 7. klasser og foregår hos Forsyningen. Her lærer eleverne om el, hvordan el bliver distribueret, og om hvordan man kan spare på energien i hjemmet. Eleverne prøver samtidig Forsyningens energicykel, hvor de på egen krop tester, hvor meget energiproduktion, der skal til for at holde strøm i en stikkontakt. I forbindelse med Elektrisk Skoledag deltager eleverne i en konkurrence, hvor det gælder om at svare korrekt på flest mulige spørgsmål. Hvis flere klasser har maks point, trækker Forsyningen lod om den heldige vinderklasse.

Det er 9. år, der afholdes ”Elektrisk Skoledag”, og det er planen, at succesen fortsættes næste skoleår. Planlægningen af den næste omgang ”Elektrisk Skoledag” er dog udskudt på grund af situationen med Corona.

Vandet er atter varmt i Østervrå Svømmehal

0

Lysene er atter tændt i Østervrå Idræts- og Kulturcenter og de første glade vandhunde kunne kaste sig i svømmebassinets våde element i sidste uge. 

Der var stor og synlig glæde at spore hos personalet i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, da det i sidste uge blev meldt ud, at idrætscentre måtte åbne for aktiviteter. – Det var helt sikkert ventet med længsel, men også en stor overraskelse, lyder det fra halinspektør Søren Kiil. Vi havde egentlig forberedt os på, at det nok først blev til august, men så kom vi lige pludselig med på fase 2½, og det er rigtig dejligt. 

Det var dog ikke muligt at åbne lige med det samme, dels manglede der retningslinjer og så skulle der skrues op for temperaturen på vandet i svømmebassinet. Vandtemperaturen på de magiske 29˚ var ret tæt på onsdag den 10. juni, hvor de første vandhunde kunne springe i det våde element efter tre måneders pause. 

Institutioner og øvrige samarbejdspartner har også allerede meldt ud, at de er klar til at genoptage deres faste besøg. Centrets mødelokaler er så småt ved at blive booket igen, og det glæder halinspektøren. – Det er dejligt, at der atter er liv i vores center, og vi overholder naturligvis alle de gældende regler, slutter Søren Kiil.

ÅB

Nu er der ingen undskyldning

0

ØVIs Motionscenter har igen strøm på maskinerne. Åbningstiderne er de kendte, og alle medlemsskaber er forlænget tre måneder uden beregning, men der skal holdes afstand og vises hensyn. 

Det kom som en pludselig, men meget stor og glædelig overraskelse, da meldingen kom, at motionscentre kunne åbne igen. Hos bestyrelsen i ØVIs Motionscenter var de hurtig klar til at åbne dørene. – Lige så snart vi havde retningslinjerne på plads, blev der åbnet for adgang, fortæller Jesper Nielsen fra bestyrelsen. Vi ved, at rigtig mange har ventet på denne dag – ikke bare motionisterne, men også alle dem, der var i gang med genoptræning eller af helbredsmæssige årsager er faste brugere. Det summer allerede af liv i centret, for flere er godt i gang, også klienter fra Østervrå Fysioterapi & Træning.  

Det er da også de kendte rammer medlemmerne kommer ind til, men det er sikkert ikke overraskende, at også her er der særlig retningslinjer, de skal overholde. – For at kunne overholde afstandskravene, er vi nød til at sætte begrænsning på antallet af maskiner, og derfor vil nogle af dem være forsynet med afspærringsbånd, forklarer Jesper Nielsen. Vi appellerer til, at alle overholder anvisningerne, ved at holde afstand og vise hensyn til hinanden. 

En anden vigtig ting er, at spritflasken og en klud bliver en fast følgesvend rundt i centret. – Det gælder for alle, at de SKAL, som minimum, spritte maskinerne af efter brug, så vi kan holde en høj hygiejne, forklarer Jesper.

Instruktørerne står klar til at give gode råd og vejledning, og alle medlemsskaber er rykket tre måneder uden beregning – så nu er der ingen undskyldning!

ÅB

Der er ro på i Thorshøj

0

Et flot overskud i 2019 giver en vis ro i maven i forhold til økonomien, men tre måneder uden indtægter bliver en udfordring for Try Thorhøj Boldklub – ikke kun i år, men også i årene frem. 

Try Thorshøj Boldklub (TTB) kom godt ud af 2019 med et økonomisk plus på ca. 60.000 kr. – Det er meget tilfredsstillende og giver ro på i den nuværende situation, konstaterede formand Kurt Thomsen i sin årsberetning, men han undlod ikke at ridse realiteterne op for den lille idrætsklub. – Vi kommer nok til at mangle omkring 80.000 kr. i indeværende år i form af tabte indtægter – også selv om vi har færre udgifter. Vi har søgt om kompensation via den Coronapulje, som Dansk Idrætsforbund har stillet til rådighed, men det er der jo også mange andre, der har. 

Formanden glædede sig også over et stabilt medlemstal, endda med fremgang for visse aldersgrupper. – Det er bestemt ikke en selvfølge for klubber af vores størrelse. 

Foreningen har tre seniorfodboldhold – to herrehold, et i serie fem, som desværre glippede en oprykning i sidste minut, og et i serie seks, som er i fuld gang med et comeback med en ny træner i spidsen. Dameholdet er for alvor ved at komme efter det. – De sluttede på en flot tredjeplads, og det er ikke længere et særsyn, at de vinder, lød det muntert, og måske en anelse provokerende, fra Kurt Thomsen. 

TTB og ØVI har fortsat et godt samarbejde omkring ungdomsholdene, og formanden roset ungdomsudvalget for deres store arbejdsindsats. – Resultatmæssigt går det op og ned, men der er grund til at fremhæve vores U14 piger, som kvalificerede sig til Liga 1B. Det er første gang vi har haft et ungdomshold så højt placeret, og det synes jeg, der er grund til at være stolte over. I vores klub lægger vi stor vægt på, at der skal være plads til alle, og det synes jeg også, at alle vore trænere og ledere gør en stor indsats for, sluttede Kurt Thomsen.

Mogens Andersen ønskede at træde ud af bestyrelsen, og i stedet blev Torkild Snørbjerg valgt. Der var genvalg til Kurt Thomsen, Claus Koldbro og Pauli Thomsen. 

ÅB

Jyske Ost er meget mere end ost

0

På trods af navnet ”Jyske Ost” sælger specialbutikken i Østervrå meget andet end ost.

Jane Kristensen, der til dagligt huserer bag disken fortæller, at hun faktisk laver rigtig mange fine kurve til alle mulige anledninger og i enhver prisklasse. Det er egentlig ikke en nyhed, fortæller Jane, men hun tænker, at mange ikke er klar over, at en kurv fra Jyske Ost er en mulighed når man skal bruge en gave. 

Idet hun både har marmelader, øl, vin, portvin, gin, rom, oliven og olievenolie samt kiks og chokolade på hylderne er der basis for at mixe og matche enhver modtagers smag.

Tapasanretninger gør hun faktisk også ret meget i, enten kun med oste eller lidt større anretninger med forskellige skinker og pølser – naturligvis smukt anrettet og pyntet – lige klar til at sætte på bordet.

Som navnet indikerer ER det en ostebutik, hvor man kan gå ind og smage og købe et stykke ost eller to.