
Forud for menighedsrådsvalget den 15. september opfordrer det nuværende menighedsråd i Voer og Agersted Sogne alle til at tænke over en række spørgsmål.
Som man udtrykker det – det er nu, der er mulighed for at få indflydelse på vores lokalsamfund.
Hvordan skal kirkegården se ud?
Er der mulighed for korsang?
Hvordan kan vi øge fællesskabet i sognet?
Skal der være aktiviteter for småbørn?
Hvordan kan gudstjenesten fornyes?
Kan kirken støtte lokale aktiviteter for børn og unge?
Skal vi erstatte kirkebladet med et sogneblad?
Mulighed for interessante foredrag og store musikalske oplevelser?
Og meget andet?
MENIGHEDSRÅD eller SOGNERÅD
I mange år var betegnelsen ”Sogneråd” optaget. Men nu er ordet igen ledigt, og måske burde man tage ordet i brug, som betegnelse for det råd, der tager sig af sognets anliggender. Mange beslutninger bliver i dag truffet langt fra vores lokalområde. Men i menighedsrådene/sognerådene træffer man beslutninger om egne forhold.
Der skal vælges 5 personer til hvert af de 2 råd. Valget er som udgangspunkt for 4 år, men Voer har 2-årig valgperiode.
For de nuværende rådsmedlemmer gælder det, at det vil være fantastisk at blive ”væltet af pinden” af friske, nye kræfter. Over hele landet afholdes VALGFORSAMLINGEN den 15. september.
Mød op og vær med til at sammensætte det nye ”sogneråd”. På dette møde opstilles kandidater. Kandidaterne præsentere sig, og der er mulighed for debat. Derefter afholdes en skriftlig afstemning om de opstillede kandidater.
Resultatet af afstemningen afgør, hvem der er valgt til menighedsrådet.
Loven muliggør dog stadig, at der efterfølgende kan udløses et afstemningsvalg i sognet, hvis der indleveres endnu en liste med kandidater og stillere.
Menighedsrådet i såvel Voer som Agersted opfordrer alle til at møde op.
IS
Foto: Privat




