Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Nye tider – også hos GF77

Coronaen satte en brat stopper for gymnastikken i GF77 – og den kommer også til at sætte et stort præg på den kommende sæson. Heldigvis har bestyrelse og instruktører optimismen i behold, og tror på, at det nok skal lykkes at få en god sæson. 

Alle instruktører hos GF77 har netop været samlet til orientering om den nye sæson, og det bliver en meget anderledes sæson, kunne de konstatere. Først og fremmest er sæsonstarten udskudt 14 dage, og hele mødestrukturen er ændret for at kunne overholde alle forbehold i forhold til Covid-19.  – I år er der ikke synkrone mødetider, men i stedet møder holdene på forskellige tidspunkter, og de møder ind til det område i hallen eller kulturhuset, hvor deres hold skal være, forklarer formand Tom Pedersen. Gymnasterne går lige til holdet og går hjem lige efter træningen, desuden opfordrer vi forældrene til at aflevere børnene udenfor på p-pladsen eller i foyeren. Vi har indlagt pause mellem hvert hold, for at kunne spritte alle redskaber af til det næste hold. Det bliver også en udfordring for instruktørerne, som jo er i tæt kontakt med gymnasterne, når de f.eks. tager imod på springmåtter o.lign. Det udsætter jo også instruktørerne for en større smitterisiko, lyder det fra formanden. 

Al tilmelding af gymnaster skal foregå online via hjemmesiden, fortsætter Tom Pedersen, men gymnasterne kan stadig få lov at prøve gratis de første par gange, og viser det sig, at gymnastik ikke er sagen, så må forældrene tage kontakt til bestyrelsen, så finder vi også ud af det. 

Året der gik
Det er svært at trække ”gamle” begivenheder frem fra 2019, for det føles lidt som om, det er meget længe siden. Den årlige generalforsamling i GF77 Østervrå blev endelig afviklet i sidste uge med næsten et halvt års forsinkelse. Formand Tom Pedersen gav et lille tilbageblik på højdepunkter i den foregående regnskabsperiode. 

Mødet med den kongelige ballet bliver helt sikkert noget, der vil gå over i historien – og ikke kun for medlemmerne af GF77, som havde øvet flittigt op til mødet med Kulturkaravanen. Noget andet, der sikkert også har brændt sig ind i erindringen hos gymnasterne er skuffelsen over, at der stort set ikke blev afviklet opvisninger i foråret. Kun børneholdene nåede at komme til DGI’s opvisning i Hjallerup, og der blev heller ikke nogen udenlandstur til juniorgymnasterne. 

Økonomisk ser det fornuftigt ud – også efter corona. GF77 har modtaget kompensation for manglende indtægter til DGI opvisningen i Østervrå, og har ligeledes fået del i hjælpepakken fra DIF og DGI. 

Glæder sig 
Alle i GF77 glæder sig til at komme i gang – det har været en alt for lang pause. Vi er fulde af optimisme og gå-på-mod, og er helt sikre på, at vi nok skal få det til at fungere, selv om der er meget, der er anderledes, slutter Tom Pedersen. 

ÅB

Populære artikler