Det er nu igen tid til at sende oplysninger ind til Østervrå-kalenderen om arrangementer, møder og lignende, der afvikles i Østervrå i 2021, trods den nuværende Corona-situation.
Vi er interesserede i, at så mange som muligt får kendskab til, de aktiviteter der afvikles i Østervrå, lyder det fra Østervrå Handel- og Erhvervsforening, som står bag kalenderen. Østervrå-kalenderen er en af mulighederne for at få budskabet ud, forklarer formanden, der opfordrer de lokale foreninger, interesseorganisationer m.fl. til at komme med alle de bidrag til kalenderen, som de allerede nu har planlagt.
Oplysningerne, der skal beskrives med en kort titel, og kan indleveres eller mailes til Østvendsyssel Folkeblad på avis@oestvend.dk gerne allerede nu, men senest den 30. november.
Flauenskjold Seniorernes samlingssted ”Smien” har fået nyt flot paptag samt nyanlagt parkeringsplads.
Parkeringspladsen er anlagt på grunden, hvor det lille gule hus, tidligere lå. Avisen har tidligere bragt artikel om det nedrevne hus, der var et af de to huse i Flauenskjold der blev nedrevet ved hjælp af den kommunale nedrivningspulje (se billede fra foråret). Forskønnelsen er således et klart plus for helhedsindtrykket af hovedgaden i Flauenskjold.
Ved hjælp af velvillige sponsorer og frivillige hjælpere (se takkeannonce) er grunden nu forvandlet til en flot grusbelagt P-plads afgrænset af et flot hegn.
Det flotte nye tag på hovedbygningen er ikke mindst kommet i stand ved hjælp af tilskud fra Sparekassen Vendsyssels Fond Dronninglund.
Hus og omgivelser fremstår nu indbydende og klar til brug for Flauenskjold Seniorernes aktivititeter, når ellers Corona giver lov.
Hjerteforeningen Sæby har som mange andre foreninger og aktører måttet rette ind efter de nye, stramme Corona-regler, som foreløbig gælder frem til den 3. december.
Det betyder bl.a., at foreningens hjertemotion er midlertidigt lukket ned fra på mandag. Foreningen håber, det bliver muligt at genoptage aktiviteten den 7. december.
Ligeledes er gåturene på Hjertestien i Gybels Plantage stillet i bero i Hjerteforeningens regi. Her er håbet, at foreningen igen kan være aktiv fra den 8. december.
Ingen er vist i tvivl om alvoren: At det her er hårdt for den enkelte, men det er også meget alvorligt for erhvervet og hermed arbejdspladser.
Jeg blev ringet op en, der sagde, at nu behøver vi vist ikke flere, der taler om, at det her er alvorligt, om at det koster. Nu skal vi i handle. Hvad kan vi gøre?
Først og fremmest kan vi som borgere deltage i masse test programmet. Gå ned og bliv testet, så man kan smitteopspore og få overblikket over muteret virus.
Dernæst kan man medvirke til hinandens velbefindende i en tid, hvor vi er meget Corona trætte ved at ringe, skrive, kalde op på FaceTime osv. Kontakt dem I tænker er ensomme. Og så kan vi som borgere handle lokalt. Gå ud og bak butikker osv op – gør julegaveindkøb lokalt. Send evt. blomster og chokolade via en butik hvis man har mulighed for det. Den slags varmer og bakker detailhandlen op.
I forhold til erhvervet og arbejdspladser: Der bliver der knoklet for at finde veje, så der lukkes mindst muligt ned. Og så er det alt afgørende, at denne nedlukning bliver så kort som muligt. Hver time tæller. For der kommer en tid efter denne nedlukning. Og der kan vi ikke bare sidde og vente.
Hvis vi deltager i massetest og opsporing, kan vi argumentere for, at der hurtigt er et billede af mutant udbredelse og argumentere for at nedlukningen bliver kort.
Arbejdsgiverorganisationerne arbejder for at påpege udfordringer og finde veje, så mindst muligt rammes. Og vi politikere kan medvirke ved at argumentere overfor landspolitkerne, at hver time betyder noget.
Samtidigt bliver der arbejdet med planer for, hvordan vi markedsfører vores område, turismen, så vi er klar, når vi igen bliver åbent.
Hvis I har planer om at få noget lavet via håndværkere – så prøv da at ringe nu.
Tro mig – alle knokler for at finde veje. Det nordjyske drev findes også her, men vi skal hænge sammen med resten af Danmark og verden og helst så hurtigt som muligt.
Efter knap 40 uger med Meny Østervrå på forsiden af Østvendsyssel Folkeblad, er der nu lavet ny aftale med Meny i Østervrå, som ønsker at udvide annonceringen i den lokale ugeavis. Det har resulteret i, at de fra denne uge nu igen er at finde i midten af avisen, med otte sammenhængende sider.
Det betyder, at forsiden igen er ledig for artikler og kunder, som ønsker denne specielle placering, konkluderer redaktør Søren Ejstrup Brunse.
Som lokal ugeavis er det meget positivt, at Meny Østervrå ønsker at udvide annonceringen. Vi har gennem mange år haft et særdeles godt og tæt samarbejde med Meny Østervrå, fortæller Søren. Ligeledes skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at øvrige annoncører også gerne har villet kunne gøre brug af forsideplaceringen og det vil der altså nu igen være mulighed for.
Vi oplever, at rigtig mange læser vores annonce i Østvendsyssel Folkeblad og vi ønsker at gøre annoncen endnu mere overskuelig ikke mindst med vores endagstilbud, fortæller Brian Kristensen fra Meny i Østervrå.
Med de otte sider midt i avisen skaber vi en lille købmandsavis i avisen og vi kan lave hele sider med endagstilbud, så det bliver endnu mere overskue-ligt for vores kunder, lyder det fra Brian.
Massetest i de 7 kommuner På grund af smitte med den muterede coronavirus opfordres ALLE borgere over to år i de berørte kommuner til at lade sig teste. Borgere, der tidligere er konstateret COVID-19 positive, skal dog ikke deltage i tilbuddet om massetest.
Det drejer sig om borgerne i 7 ud af regionens 11 kommuner: Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø.
Siden i lørdags har Østervrå Idræts- og Kulturcenter fungeret som testcenter og alle opfordres altså til at bestille tid og lade sig teste, så man kan få kortlagt, hvor alvorlig situationen i Nordjylland egentlig er, uanset om man har symptomer eller ej.
Man kan blive testet i Østervrå frem til og med fredag den 13. november kl. 17.00.
Du skal dog huske at bestille tid på www.coronaprover.dk og ikke bare møde op.
Du kan bestille tid på Coronaprover.dk døgnet rundt. Der er mange der bestiller tid i tidsrummet kl. 10.00-14.00, så det kan være en fordel at bestille tid uden for dette tidsrum.
Forældre kan med deres eget NemID bestille tid til børn over 2 år. Voksne og børn over 15 år med NemID kan selv bestille tid.
Bliver du forhindret, kan du ændre eller afbestille din tid på www.coronaprover.dk under ”Mine tider”.
Hjælp til tidsbestilling Hvis du ikke har NemID, kan du få hjælp til at bestille tid ved at kontakte Testcenter Danmark – Nordjylland. Tlf. 30 62 59 81. Telefonen har åbent alle dage kl. 9-17.
Vent på test i egen kommune – og husk at bestille tid For at få bugt med den muterede smitte er det vigtigt, at borgerne i de berørte kommuner bliver testet i en bestemt rækkefølge. Alle borgere skal derfor vente på, at der bliver etableret test i egen kommune.
Testindsatsen startede i weekenden med massetest af borgerne i Frederikshavn og Thisted Kommune. De øvrige fem berørte kommuner vil få etableret nye teststeder i den kommende tid.
Da situationen for landets minkavlere nu er gået fra alvorlig til katastrofal, så opfordrer LandboNord nu sine medlemmer til at kontakte avlere i lokalområdet.
Fredag modtog LandboNords medlemmer en mail med en opfordring fra foreningen om, at man tager telefonen og ringer til minkavlere i lokalområdet. Dels for at udtrykke sin støtte i den svære tid, men også for at minde om, at LandboNord har et kriseberedskab, der står klar til at hjælpe.- Vi har den dybeste medfølelse med de medlemmer og avlere generelt, som lige nu står i en situation, hvor de må lukke deres livsværk ned. Det er en katastrofe for erhvervet, og vi opfordrer derfor vores medlemmer fra andre driftsgrene af landbruget, om at ringe til de berørte avlere i lokalområde og vise dem deres støtte, siger formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.
LandboNord med kriseberedskab I øjeblikket bliver der i samarbejde med Landbrug & Fødevarer arbejdet benhårdt på, at avlerne får fuld erstatning for de tab, de får som konsekvens af regeringens beslutning, om at aflive samtlige mink i Danmark. En beslutning som Niels Vestergaard Salling forventer, er truffet på et vandtæt fagligt grundlag.- I LandboNord har vi et kriseberedskab, der sidder klar til at hjælpe. Alle minkavlere kan ringe gratis ind og få vurderet deres situation, og hvilke tiltag, der bør sættes i værk. Ringer man ind som medlem, har man også mulighed for et gratis opfølgende møde med LandboNords rådgivere, siger Niels Vestergaard Salling.
Indehaver af Salon Friis, Katrine Friis, Østervrå var glad for, at hun var på barsel i foråret, da coronarestriktionerne lukkede alle frisørsaloner. Nu er hun tilbage i salonen igen, men det er coronaen også, og det kan hun godt mærke.
Frisør Katrine Friis havde egentlig planlagt, at hendes barsel først skulle slutte i november, men da coronaen gjorde, at alle konfirmationer blev flyttet til september, og den dagplejer, som hun ønskede, havde en ledig plads, besluttede Katrine at starte et par måneder før. – Det blev en opstart med dejligt travlt bl.a. fyldt med en masse søde konfirmander, fortæller Katrine, men så begyndte coronaen virkelig at røre på sig igen.
Det smitter også af på ordrebogen. – Kunderne gør det de skal, melder fra, hvis de er syge eller f.eks. venter på testsvar, men det betyder også, at jeg aldrig helt ved, hvordan dagen ser ud, forklarer Katrine. I den nærmeste fremtid kigger vi ind i aflyste julefrokoster osv., og der er ikke mange, der skal noget. Jo, de skal da klippes osv., men når ikke lige, der står en fest eller andet i kalenderen, så trækker kunderne måske lige besøget hos frisøren, tror Katrine, som er helt sikker på, at hun og hendes kolleger i branchen kommer til at opleve færre kunder i frisørstolen.
Katrine har dog valgt at bevare optimismen. – Jeg er rigtig glad for at være tilbage, og glæder mig til at se endnu flere af mine kunder, og selv om jeg ikke er helt på fuld tid, så kan det sagtens lade sig gøre at få en tid.
Katrine overholder naturligvis alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer med afspritning og kun to kunder ad gangen i salonen, slutter Katrine Friis.
Den seneste udmelding med nye restriktioner udfordrer os alle – ikke kun på jobbet, men også i den private hverdag og fritidslivet.
I Østervrå Idræts- og Kulturcenter forsøger de at holde gang i aktiviteterne, men med lidt ændringer. Det ligger helt fast, at når du opholder dig i centret – skal til eller fra aktiviteter og omklædning, så skal du bære mundbind. Det gælder for alle fra 12 år.
Offentlig svømning fortsætter under hensyntagen til coronareglerne fra tidligere, og er ikke omfattet af 10-personersreglen i svømmebassinet. Til gengæld er holdtræning for vandgymnastik omfattet af forsamlingsforbuddet på 10 personer, men det har de fundet en god løsning på i centret. – Vi har lavet særskilt omklædning for hver gruppe, og opdeling i bassinet, og det giver os mulighed for at tilbyde op til 20 deltagere inklusiv instruktør, forklarer halinspektør Søren Kiil. Motionsbadminton mandag aften fortsætter med et maksimalt antal spillere på 10 fordelt i to zoner.
Al træning for unge op til 21 år er undtaget fra forsamlingsforbuddet på 10 personer, men som allerede nævnt, så er der krav om mundbind fra 12 år.
Ingen mad og mening Tiderne gør, at meget igen er anderledes i vores omgang med hinanden, skriver menighedsrådsformand Susanne Andersen fra Østervrå Frikirke i en mail. De nye restriktioner betyder, at vi igen må lukke ned for flere af vore faste arrangementer. Det gælder bl.a. Mad & Mening, som er lukket resten af året, og der vil heller ikke blive afholdt julefrokost og 3. juledagsfest. Der er stadig gudstjenester, Kirkebio og bedemøder, men på afstand, med håndsprit og nu også med mundbind, hvis man bevæger sig rundt i kirken, lyder det bl.a. i mailen.
GF77 er her stadig Østervrås gymnaster var ellers lige kommet rigtig godt i gang med sæsonen, og havde lært at leve med de restriktioner, der var meldt ud fra DGI. Det er også dem GF77 Østervrå retter ind efter nu, men de strammede regler får nogle konsekvenser for især deltagerne på voksenholdene. – Alle voksenhold er foreløbigt lukket i fire uger til og med uge 47, fortæller formand Tom Pedersen. Vi fortsætter som hidtil med alle børne- og juniorholdene samt forældre-barn-holdet.
Formanden har også en bøn til forældrene om, at gøre så kort et ophold i hallen ved afleverings-hente-tidspunkterne som muligt, og så erindrer han lige om, at som alle andre steder i det offentlige rum, skal der bæres mundbind til og fra gymnastik, dog ikke under aktiviteter – altså til selve gymnastiktræningen.
Bag maskerne ses dagens omdelere fra venstre: Finn Jakobsen, Ketty Kjær Pedersen og Klubbens præsident Jørgen Vestergaard.
Sæby Y’s Men’s Clubs medlemmer havde onsdag d. 28. oktober debut som omdeler af Østvendsyssel Folkeblad i Haldbjerg og Vangen området. En aktivitet som ikke er uvant da klubben i forvejen omdeler kirkeblade for Sæby Kirke. Men Østvendsyssel Folkeblad er ikke et kirkeblad og dog. De 10 kirker uden for Sæby har indgået et samarbejde, som bl.a. betyder at de har en fælles annonce på bagsiden af Østvendsyssel Folkeblad. Da Kirkerne erfarede, at området der tidligere hørte under Understed sogn ikke modtog Østvendsyssel Folkeblad, og dermed kirkernes annonceringer, tilbød Sæby Y’s Men’s Club at omdele avisen i området. Samarbejdet er en ren win-win situation. De 10 kirkers annoncering bliver også læst i Haldbjerg, Vangen området og Sæby Y’s Men’s Club tjener ved omdelingen penge, som doneres til ungdomsarbejde og humanitære formål såvel lokalt som internationalt.