
Forsigtig budgetlægning og gaspriser i frit fald gav tilfredsstillende resultat for Østervrå Varmeværk. Bestyrelsen arbejder fortsat på en løsning med luft til vand varmepumpe, som skal afløse den gamle og næsten udtjente motor.
Budgettet for årets drift i Østervrå Varmeværk bliver altid lagt med stor forsigtighed. Årsagen er de noget uberegnelige gaspriser, som kan svinge rigtig meget hen over året. I 2020 var det til både overraskelse og glæde i den nedadgående retning, og det betød, at varmeværket kom ud af 2020 med et overskud på 750.000 kr. Derudover er der overført godt 900.000 kr. fra 2019, så der i alt var næsten 1.7 mio. kr. til disposition ved regnskabsårets slutning. Der er henlagt 1 mio. kr. til nyinvestering i en luft til vand varmepumpe, og resten er overført til indregning i indeværende års priser. Det betyder, at prisen på varme er faldet fra 400 kr. til 360 kr./MWh. Måske bliver det en kort fornøjelse, for gaspriserne er atter på vej opad.
Varmeværket har i løbet af året produceret 28% af varmen på gaskedlen, 23,5% på elkedlen og 8,5% på motoren, mens der er modtaget 40% fra Hørby Varmeværk.
Den gamle motor står over for en større hovedreparation, som ikke kan betale sig, og derfor er bestyrelsen og værkets ledelse på udkig efter en afløser i form af en luft til vand varmepumpe. Vurderingen er, at motoren nok kan køre endnu et par sæsoner, så der er tid til at få undersøgt løsningen med varmepumpen grundigt.
Varmepumpen er, set i forhold til de nuværende beregninger, budgetteret til en investering på ca. 5 mio. kr., og pumpen vil have en kapacitet, der kan klare varmeforsyningen hen over sommerperioden.
Der pågår løbende renovering af de i alt 11,1 km hovedledning og 7,5 km stikledninger, så værkets 664 forbrugere kan være sikre på en tryg og velfungerende varmeforsyning.
Til bestyrelsen var der genvalg af Gorm Rosendal, Gert Helenius og Jesper Møller Nielsen samt suppleanterne Jesper Nielsen og René Karlsen.
Generalforsamlingen blev afviklet sammen med vandværket, og havde samlet 20 deltagere.
ÅB




