Home Blog Page 286

Seniorer på tur

0

Centerrådet i Flauenskjold havde tirsdag den 13. juli arrangeret tur til Europasøen for byens seniorer.

Der var kortspil inde i grillhytten, og udenfor fornøjede man sig med snak og futsko kast. Til kaffen blev der serveret sandwich og muffins.

Det blev en rigtig hyggelig tur, og som Lissy Olesen fra Centerrådet sagde – så havde man bestilt godt vejr og det blev det.

IS – Foto: Privat

Under den bagende sol i den gode sags tjeneste

Team Rynkeby Øresund bestående af 43 ryttere og 13 hjælpere rastede på Bangsbo Fort på vej mod Dronninglund.

Hvem er Team Rynkeby?
Team Rynkeby består af 2400 motionscykelryttere, 550 hjælpere og 59 lokale hold fra Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne, Island, Tyskland og Schweiz. En tradition blev født og Team Rynkeby stiftet i år 2001 hvor 11 mand fra Rynkeby Foods fik den idé, at cykle til Paris for at overvære afslutningen på Tour de France. Rynkeby Foods var hovedsponsor. Overskuddet på 38.000 som de kørte hjem blev doneret til Børnekræftafdelingen på Odense Sygehus. Og siden dengang har man årligt cyklet de 1200 kilometer til Paris for at deltage i Tour-afslutningen.  I år stak Covid 19 en pind i ”Pariser-hjulet”.  De brave og varmhjertede mennesker fandt så ud af, at deres sponsorer skulle ses i det danske landskab. Så man planlagde lige en tur rundt i Danmark fordelt over 7 etaper og over 1000 kilometer. Der er 19 danske Team Rynkeby hold der cykler hver deres rute i Danmark mellem den 10. og 17. juli. Team Rynkeby Øresund startede i København fra Rigshospitalet og slutter i Karlebo via Maribo, Rødekro, Herning, Thisted, Hjørring, Dronninglund og Aarhus. Inklusiv 2 færgeoverfarter en danmarks-tur på 1361 kilometer. Holdet består af 43 ryttere, 13 hjælpere, 3 biler og en motorcykel.

Hvorfor cykler de?
For egen regning cykler Team Rynkeby penge hjem til børn med kritiske sygdomme. Samtidig med at man ansøger om at deltage i cykelturen forpligtiger man sig også til at skaffe sponsorer. I 2020 kunne Team Rynkeby donere 65,5 millioner til organisationer der hjælper børn med kritiske sygdomme. Heraf gik 20 millioner til Børnecancerfonden og Børnelungefonden i Danmark.

Pris for at deltage?
Bliver man udvalgt blandt de tusindvis af ansøgere ligger deltagerprisen typisk på omkring 20.000 (inklusiv carboncykel, hotelophold, forplejning etc.) samt 2000-5000 til lommepenge, færgebilletter, udstyr af forskellig slags etc.

Torsdag den 15. juli på Bangsbo Fort
Klokken 14.15 i 30 graders varme og vindstille arriverede 43 solbrændte og storsvedende cykelryttere til Bangsbo Fort. De blev klappet ind på P-pladsen af publikum. De stejle bakker blev også kommenteret med smil og glimt i øjet. Generelt var der højt humør og friske bemærkninger overalt. Efter at have parkeret cyklerne, smidt skoene, fyldt sukkerdepoterne op og fundet en plads i skyggen holdt Borgmester Birgit Stenbak Hansen en både humoristisk og alvorlig tale for og til Team Øresund.

I sin tale sagde borgmesteren blandt andet; ”I er noget særligt, og jeres sag er noget særligt. Og i særlige situationer lufter jeg borgmesterkæden. Og det gør jeg i dag i ydmyghed over jeres præstationer. I fortjener respekt! Og I er altid velkomne til at flytte til Frederikshavn Kommune”. Stor latter! Borgmesteren havde også bemærket to forhold på Facebook. Det ene var at de fleste billeder viste kagefade, chokoladebars og storspisende cykelryttere. Derfor donerede borgmesteren en stor mulepose fuld af chokolader til holdet. Det andet var at dagens Facebook mand hed Jens med relationer til Frederikshavn. Som en smuk gestus og for at understrege sammenhængskraften og den tætte urkraft mellem mennesker og kultur fik Jens under store klapsalver en miniaturemodel af Krudttårnet. Med vanlig elegance ønskede borgmesteren holdet fortsat god tur hvorefter der var fotosession og kampråb foran Lappedykkeren.

I højt humør red feltet ned ad Bangsbo bakken på vej mod Dronninglund Hotel. Logistikken pakkede bilerne og turen gik samme vej til næste servering. En god dag i glade menneskers selskab og mennesker med en mission.

Og her kunne historien have sluttet og det er ikke kun Mæhle der kommer fra Østervrå
Men historien er ikke slut. Logistikken opdagede at vedhæftningen (det svejste) på næsehjulet af traileren var flækket så den ikke kunne parkeres under pit-stop etc.  Hvad gør en klog mand? Jo, han ringer til en livline.  I dette tilfælde var det Anders fra Søholt Smedie der sagde; ”Kom ind med dyret!”  Ifølge troværdige øjenvidner kastede Anders, hans kone og ældste søn sig over projektet. Svejsede, fiksede og malede og sendte traileren tilbage i kampen. Det er High Five og siger alt om den ånd der hersker når behovet er størst. Godt gået i Søholt Smedie! 

KL ν

Joakim Mæhle på Elektrikeren Nord Arena i Østervrå

0

Tirsdag den 20. juli var Joakim Mæhle vendt hjem til Østervrå for, at skrive autografer. At Joakim er populær, kunne det store fremmøde bevidne. Læs mere i næste uges avis.

Få sommergarderoben til at passe ind i efteråret

0

Synes du også nogle gange, at det kan være lidt svært at få alt dit tøj til faktisk at passe hele året rundt? 

Det kan nogle gange være svært at få den fulde glæde af dit tøj, hvis du køber tøj, som har en sæsonpræget stil. For eksempel byder sommeren ofte på masser af fine stilarter, som desværre ofte bliver lagt til side til efteråret, selvom de muligvis fortsat kunne bruges, hvis de bare blev stylet korrekt.

Vil du derfor have glæde af dit sommertøj, når efteråret melder sig, så får du her nogle gode råd til at få det til at fungere.

Vælg mere tidløst tøj
Det første og måske bedste råd til dig, der vil have glæde af dit tøj hele året rundt, er at vælge tøj, der er mere tidløst. Der er nemlig nogle ting, som kan være svære at få til at fungere i visse sæsoner, og derfor er det nemmere, hvis du kører en mere enkel stil.

Fra Second Female tøj finder du smukt tøj, der kan fungere året rundt, og som i øvrigt er så smart og tidløst, at det vil være moderigtigt i mange år fremover.

Ved at vælge det rigtige tøj, gør du det nemmere for dig selv.

Lag på lag
Hvis du alligevel har nogle ting, som du ikke kan stå for, men som ikke helt lever op til kravet om tidløshed og enkelthed, så handler det bare om at kombinere tøjet korrekt.

Meget sommertøj vil kunne bruges til efteråret, hvis du vælger at tage det på sammen med flere lag, der passer mere til efterårets farver og mønstre.

Mange af de fine, blomstrede sommerkjoler, som så mange går i midt på året, kan faktisk sagtens kombineres med en strikket trøje for både at holde varmen og stilen.

Syv dage med højt aktivitetsniveau i Thorshøj

0

Idrætsugen 2021 var langt fra i sit velkendte koncept hos Try Thorshøj Boldklub (TTB), men trods de omfattende Covid19-restriktioner og et lidt reduceret program, så lykkedes det alligevel at komme i mål med et vellykket resultat. 

Begrænsninger er ingen hindring i Thorshøj, som netop sat det sidste punktum for en syv dage lang idrætsuge på byens stadion. Det var ellers en lidt svær begyndelse. – Vi var nødt til at lukke vores omklædningsfaciliteter, men de deltagende hold lod sig heldigvis ikke gå på af det, fortæller Annika Thomsen fra TTB, som for første gang i mange år havde hele 16 hold til Firmafodboldstævne. – Det gav os en flyvende start, og vejret var også med os, fortsætter Annika, og efterfølgende blev der hygget videre i det store festtelt af både spillere og publikum. Turneringen blev vundet af Vendelbokroen. 

Regn ingen hindring

Weekendens Sparkassen Vendsyssel Cup for ungdomsrækkerne U5-U9 fik også et fint forløb, og de fodboldglade piger og drenge lod sig ikke stoppe af et par timers regn midt på dagen.

Familieaftenen lokkede 150 deltagere til stadion om mandagen, og var samtidig et festligt punktum for forårssæsonen hos de yngste fodboldspillere. De allermindste hyggede sig med alternative lege sammen med forældrene, mens fodboldspillerne dystede mod trænere og forældre. Afslutningsvis var der fællesspisning. 

Ugen bød også på oldboys fodbold samt en dame- og herreturnering. Hos damerne løb Hørby med pokalen og i herreserie fem var det ØVI, der trak det længste strå. 

Revy uge 37

Thorshøj Revyen er sædvanligvis et festligt punktum for idrætsugen, men restriktionerne spændte ben for en mulig afvikling. Der er dog ingen grund til at fortvivle – revyen er ikke aflyst blot udsat til uge 37, og fra revylejren forlyder det, at de er i fuld gang med at samle stof. – Vi er så småt i gang med at øve, og vi lover, at vi intensiverer ”træningen”, så der er noget at glæde sig til, forsikrer Annika Thomsen. 

Alt i alt kan vi se tilbage på en god uge med rigtig godt vejr, og så håber vi, at vi i 2022 kan vende tilbage med fuldt program, slutter Annika. 

ÅB

Fodboldfest på Østervrå Ældrecenter

0

Beboere og personale på Østervrå Ældrecenter var også blevet grebet af fodboldfeberen. Onsdag eftermiddage og aften var der for alvor lagt op til fest i rødt og hvidt med fællesspisning og fællessang. 

Der blev kippet med klaphatte og Dannebrogsflag på Østervrå Ældrecenter onsdag eftermiddag og aften, hvor der bl.a. blev budt på hotdog og fodboldkage med efterfølgende fællessang inden der blev skålet i øl og vand. 

En uventet gæst dukkede op lige midt i festlighederne – Mogens Jørgensen fra TV2 Nord kiggede forbi for lige at lodde stemningen – og den var go’. 

ÅB

Stor opbakning til bål og fællesspisning i Thorshøj

0

Fællesskabet og det at være sammen blev på alle måder et tema ved årets Skt. Hans aften på Try Thorshøj Boldklubs stadion. 
Traditionen tro blev der afholdt Skt. Hans aften på Thorshøj Stadion i forbindelse med afviklingen af TTB’s idrætsuge, der var rigtig flot opbakning til aftenen.  Thorshøj Gamle Skole havde inviteret til fællesspisning inden båltalen, og der var lige fra starten en rigtig god stemning blandt de 80 deltagere, der havde taget imod tilbuddet. 

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) havde også valgt at lade fællesskabet være en gennemgående rød tråd i sin båltale, som yderligere et halvt hundrede mennesker fandt vej til. Det at være sammen efter et år med nedlukning og restriktioner gav helt ny mening og værdi for fællesskabet. 

Herefter blev bålet tændt, og den meget flotte heks, som børnene fra Thorshøj Børnehus havde lavet, skulle sendes afsted. Så flot var heksen, at flere mente det næsten var synd, at hun skulle futtes af, men ingen meldte sig til at tage hendes plads. Fælles hygge med kaffe og nybagte vafler i teltet sluttede aftenen. 

Arrangørerne, som var Thorshøj Borgerforening, Thorshøj Gamle Skole og Try-Thorshøj Boldklub, var meget tilfredse med arrangementet, og lover at der er Sct. Hans fest på stadion igen i 2022.

ÅB

Nordjylland byder på noget for enhver

0

Er du ved at planlægge din næste ferie? Og tænker du at blive i Danmark for at nyde og opleve de mange ting, der er at finde lige uden for dit eget dørtrin? Så gør du som mange andre. Det er nemlig blevet en trend at udforske vores eget land – og så er det også en billigere måde at komme ud at rejse på.

Hvis det er noget, du kan nikke genkendende til, så bør du tage et kig på de mange gode muligheder, som der byder sig med blandt andet Nordens Paris, Aalborg.

Aalborg, Nordens Paris
Når det handler om Aalborg, er der tale om en pulserende storby, der har noget at byde på for enhver. Det er noget, der gør sig gældende med en lang række shoppingmuligheder samt et spændende byliv. Men du går heller ikke helt af vejen, hvis du leder efter noget kulturelt, noget kulinarisk, noget socialt, noget børnevenligt, noget kunstnerisk, noget naturligt, noget action-præget eller måske noget, du kan lade dig betage af.

Er det noget, som du synes, der lyder spændende, og vil du gerne have meget mere inspiration til, hvad du kan lave i Aalborg? Så læs mere her.

Nyd de nordjyske skatte og skjulte goder
Og har du behov for andet end byliv, er det bare at hoppe ind i bilen. Nordjylland er nemlig stedet for enhver. Derfor kan du nyde de smukke sandstrande og de betagende udsigter, du kan få fra klitterne, du kan besøge mindre strandbyer med masser af hyggelige cafeer og ishuse, og du kan generelt nyde den rolige og landlige stemning, der findes blandt de mange marker, mens du går lange ture i skovene.

Med det sagt er der således også noget at opleve for både børn og voksne, og for dig handler det bare om at få planlagt din tur Nordpå.

Lænestolen bliver udfordret af ugentlige gåture

0

Det er meget nemmere at komme op af lænestolen, hvis man har nogen at gå sammen med. Det er en erfaring de har gjort sig, dem der er med på Aktivitetscentrets ugentlige gåture. 

Hver uge møder en flok borgere op på Østervrå Ældrecenter til en fælles gåtur sammen med en medarbejder fra Aktivitetscentret. Turene er tilrettelagt, så alle kan være med, så det er muligt at trække sig på halvvejen, hvis ikke man føler, at man kan klare en lidt længere strækning. – Alle kan være med, også de, der bruger rollator eller måske ikke er så godt gående, forklarer Karin Oehlenschlæger fra Aktivitetscentret. Vi går samlet den første del af turen, og så finder vi en bænk et sted på turen, hvor vi hygger med en lille kop kaffe. Herefter deler flokken sig. Dem, der synes, at turens længde har været passende, vender næsen hjemad, mens de øvrige lader sig udfordre til at gå lidt længere. 

Skovsøen og ådalen syd for Østervrå var det seneste udflugtsmål, hvor deltagerne nød den skønne fuglesang i dejligt solskins-vejr. Flere lod sig friste af det smukke blomsterflor, og plukkede sig en skøn markbuket med hjem. – Stemningen er høj på turen, hvor der bliver snakket og grinet rigtig meget, fortæller Karin, og samtidig bliver deltagernes fysik og balance styrket. 

Flere giver også udtryk for, at når de går sammen med nogen, så er det meget nemmer at komme op af lænestolen, og det er da en påstand, vi kun kan  opfordre flere til at prøve af, slutter Karin. 

ÅB

Darko tog selv det første skridt

0

Hvordan kommer du i kontakt med byens borgere, når du midt i en coronatid flytter fra et andet land til en lille landsby? Tager selv et initiativ og indrykker et tilbud på den lokale Facebookgruppe om, at du starter et fitnesshold i byens anlæg. 

Det var lidt af et kulturchok for ægteparret Marjanovic, kroatiske Darko (37) og serbiske Tanja (32) da de tog springet fra byen Nis i Serbien med godt 250.000 indbyggere til landsbyen Thorshøj med knapt 300 indbyggere. 

Coronanedlukningen var på sit højeste, alt var lukket ned, og de fleste holdt sig i deres egne ”bobler”, så det virkede temmelig håbløst at få skabt nogle kontakter til den nærmeste omverden. Darko valgte selv at tage det første skridt, og indrykkede et opslag på Facebook om, at han tilbød fitness i Thorshøj Anlæg. – Jeg ville rigtig gerne forbedre mit danske sprog, og tænkte, at jeg måske kunne bruge min baggrund inden for sportens verden på én eller anden måde, forklarer Darko Marjanovic om sit initiativ. Reaktionen fra lokalområdet var positiv, og nu er der en til to gange om ugen åben træning i Thorshøj Anlæg, hvor alle, der har lyst, bare kan møde op til Darkos instruktion. – Møderne i anlægget betyder, at vi efterhånden er kommet til at kende flere her i byen, fortæller Darko og fortsætter, alle er søde og hjælpsomme, og især Geir Kåsa og Annika Thomsen fra Thorshøj Borgerforening har hjulpet os rigtig meget.

Coronaen gav skubbet
Darko kom til Danmark i februar måned, og Tanja kom i april sammen med deres to børn, Dario på næsten tre år og Niksa på otte måneder. Tanja er uddannet tandlæge og har seks års erfaring. Darko har en master i idræts- og træningspsykolog. I Serbien drev han et stort populært fitnesscenter, men da coronaen kom lukkede alt ned, og han mistede hele sit indtægtsgrundlag. Det gav det afgørende skub til familiens store ønske om at skabe sig en bedre tilværelse for sig selv og deres børn. 

Det serbiske samfund er særdeles ustabilt med store mangler i det offentlige system, og f.eks. er sundhedsvæsen gennemsyret af korruption. Landet har stor udenlandsgæld, et forældet produktionsapparat, og manglende jobmuligheder har medført stor udvandring af unge og uddannede.  

Tanja og Darko er begejstrede for de velordnede forhold i Danmark, hvor de oplever at tingene er godt organiseret, og systemet er til at stole på. 

Savner familien
Lille Dario på snart tre år savner sine bedsteforældre, men hyppige kontakt over Skype hjælper lidt på det. Tanja og Darko sende da også ofte tanker til familien i hjemlandet. – Det er da hårdt, at familien er 2.500 km væk, men vi er begge fast besluttet på, at få lært dansk og få et job, så vi kan skabe os en tilværelse i Danmark. 

Darko går til sprogundervisning, har job på en vognfabrik, og derforuden tager han rengøringsjob for at klare familiens økonomi. Tanja venter på at få sine papirer godkendt, så hun også kan begynde at lære dansk og meget gerne komme ud og få et job. – Vi vil jo rigtig gerne arbejde inden for vores fag, det er vores største håb og ønske, slutter parret. 

Familien er særdeles aktiv og glade for at komme ud i naturen. De har allerede besøgt en del steder i Vendsyssel, og senest har de været med til at fejre Skt. Hans på Thorshøj Stadion. 

Flere flytter til
Formanden for Thorhøj Borgerforening Geir Kåsa er glad for de nye naboer. – Det er fantastisk dejligt at få nye mennesker til byen, og det er da især positivt, når de selv byder ind med aktiviteter i byen, det kan vi kun hilse velkommen, lyder det fra formanden, som selv kommer fra Norge. Vi har inden for det seneste år fået flere udenlandske indbygger i Thorshøj bl.a. fra Rumænien, Polen og nu Serbien, og det er bare dejligt, at der er kommet liv i nogle af byens tomme huse.

ÅB